Antisemitisme:
Overklassens gave til de underste: racisme
Politiken 15 juli 2001, 2 . sektion side 6
Meget tyder på, at racisme har en årsag, der ikke har med race at gøre, men skyldes en magtkamp mellem stærke grupper i samfundet. En svensk bog argumenterer således for, at antisemitismen er elitens middel til at skubbe konkurrenterne væk. Og når folket så overtager de racistiske ideer, beskylder selvsamme elite folket for at være ophav til gemenhederne.
Af Thomas Bredsdorff
De svenske nynazister er begyndt at interessere sig for historien. De finder ubekvemme citater fra fortiden til deres hjemmeside. Her er et af dem:
»For tiden er det faktisk sådan at vore børn er nødt til at læse deres nationale litteratur med Moses' briller. Vor litteraturhistorie beherskes af hel-, halv- og kvartjøder.«
At nazister har den opfattelse, er der intet mærkværdigt i. Det pikante er, at disse ord er hentet fra den førende socialdemokratiske avis Arbetet i Malmø, hvor de stod at læse den 12. marts 1921. Ophavsmand var avisens daværende redaktør, Arthur Engberg, en fremtrædende skikkelse i det svenske socialdemokratis historie, født 1888, medlem af Riksdagen fra 1918 til sin død i 1944, uddannet i filosofi fra universitetet i Uppsala, på toppen af sin karriere ecklesiastik minister, det vil sige minister for kirke og kultur i Per Albin Hanssons navnkundige regering. Engbergs advarsel mod de jødiske litteraturhistorikere står ikke alene. Den er omgivet af en række lignende advarsler mod den ene og den anden gruppe af hans landsmænd, fordi de var jøder. Det lader sig ikke benægte, denne førende socialdemokrat var racist. Hvordan kunne det gå til, spørger den svenske historiker Håkon Blomqvist i titlen på sin bog: 'Socialdemokrat och antisemit?' (Carlssons Bokförlag). Eller rettere, eftersom kendsgerningen ikke kan bestrides, hvordan kunne det lade sig gøre at få sådanne forestillinger om racens betydning til at gå i spand med aktiv opbygning af folkhemmet Sverige, hvor ingen skulle være utryg?
RACISME VAR REGLEN
En del af svaret beror på noget, vi godt ved, men fortrænger til hverdag. Racismen var ikke undtagelsen, den var reglen. Hele vores vesteuropæiske kultur i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var gennemsyret af racistiske forestillinger.
Af Darwins teori om de bedst egnedes overlevelse havde europæerne draget den nærliggende slutning, at de selv måtte være de bedst egnede. Når nu negrene i Australien og Afrika ikke ligefrem havde opfundet det varme vand, eller i hvert fald ikke dampmaskinen, så kunne man deraf slutte, at de var dømt til undergang. Og hvorfor så ikke give udviklingen en hånd og hjælpe disse undermennesker på vej. Darwins udviklingslære var med til at give den europæiske kolonialisme sin moralske velsignelse, også i dens mest brutale udgaver. Kilometervis af belæg for påstanden kan findes i for eksempel Sven Lindqvists bog 'Udryd de sataner' fra 1992.
Racismen omkring forrige århundredskifte var ikke kun et fænomen til udenrigsbrug. Der fandtes en lige så indgroet hjemlig racisme, der vendte sig mod europæernes egne jødiske landsmænd. Her duede Darwin ikke som ideologisk fundament. Man kunne ikke dømme jøderne ud med henvisning til survival of the fittest, tværtimod, problemet var jo, som eksemplet med de svenske litteraturhistorikere viser, det modsatte: at jøderne var for egnede, faktisk så egnede at de indtog for mange af de ledende pladser i eliten.
DANSK RACISME
Inden vi hoverer over svenskerne, skal vi afvente undersøgelser, som den hollandske professor og doktor i dansk ved universitetet i Amsterdam, Henk van der Liet, er i gang med. Han har samlet antisemitiske citater af danske åndspersonligheder fra Drachmann til Jensen, artige sager. Det var ikke kun et svensk, det var et dansk og et europæisk fænomen, at man anså jøderne for at fylde så meget, at den hjemlige race var truet.
Det er på den baggrund Arbetets chefredaktør i 1920erne og Sveriges kulturminister i 1930erne skal forstås. Tankerne om truslen mod den nordiske races renhed var ikke hans alene, de var tidens. I en grad vi nødig vil mindes - og som nynazisterne nu tillader sig at minde os om. Til Arthur Engbergs ære skal det tilføjes, at da de rigtige nazisters antisemitisme tog fart, forsvandt Engbergs. Man kan vel sige, at Hitlers racisme havde som sin eneste fortjeneste, at den viste folk, hvilken endelig løsning racisme med nødvendighed fører til, og at det derfor er en god ide at stå af racismen fra starten. Der findes nemlig ikke rigtig nogen logisk grænse, når først man har accepteret præmissen: at det er racen, der bestemmer menneskers adfærd og karakter.
ELITENS INTERESSE
Det er til at forstå, hvorfra udenrigsracismen kommer, foragten for de farvede. Dens darwinske tankegang tjener til at legitimere imperialismen. Men hvorfra kommer indenrigsracismen, altså antisemitismen? I hvert fald ikke fra udviklingslæren, som vi så. Det er god tone blandt de dannede at antyde, at antisemitismen kommer fra folkedybet. Om dette har Håkan Blomqvist en interessant teori, som fortjener at diskuteres i videre kredse end dem, der interesserer sig for en i udlandet ukendt svensk socialdemokrat fra begyndelsen af forrige århundrede.
Sæt det forholder sig omvendt, sæt antisemitismen kommer fra oven, ikke fra neden. De underste er vel ligeglade med, om de bliver undertrykt af adlen, akademikerne, kapitalisterne eller jøderne, undertrykkelse er og bliver undertrykkelse. Det er eliten og ikke folket, der har en interesse i at diskriminere en konkurrerende elite. Antisemitismen har for eliten en dobbelt charme. For det første kan den bruges til at bekæmpe konkurrenter med. Når det så er gjort, kan eliten for det andet skyde skylden for antisemitismen på folket, som man derfor er nødt til at holde på måtten. Antisemitismen er virkelig et fund for eliten, der er gevinst på både gynger og karruseller. Først bruger man et gement middel til at holde konkurrenterne væk med. Så beskylder man en tredje part for at være ophav til gemenhederne. Hvor genialt. Der er god grund til at overveje Blomqvists teori. Meget tyder i hvert fald på, at racisme altid har en årsag, der ikke har med race at gøre, men med magtkamp mellem grupper og med angst for at blive overflødig.
På Internettet, hvor ingen censur gælder, kværner racismen videre. På den svenske Radio Islams hjemmeside faldt jeg over en tekst, der fortsætter Arthur Engbergs bekymring for den jødiske dominans i litteraturstudiet: »Lad mig blot nævne enkelte kulturjøder. Georg og hans bror Edvard Brandes i Danmark. Litteraturprofessorerne Karl Warburg, Henrik Schück, Oscar Levertin og Martin Lamm i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i Sverige. Alle disse mænd har uddannet tusinder af litteraturforskere i pro-jødisk ånd og retning«.
Hvem den anonyme forfatter til teksten er, får man ikke at vide. Men det er svært at tro, han skulle komme fra folkedybet. Hans tekst bestyrker tanken om, at racismen snarere er elitens end folkets opfindelse.
thomas.bredsdorff@pol.dk