Internetinterview  med Ole T. Lund     10.02.2006
journalister: Ajin, Emilie og Runa,  Vestre Skole,  Odense

Ole T. Lund er historiker, lærer på Svendborg Gymnasium og
                         formand for Dansk Israelsk Selskab for Fyn.

  • Hvad mener du den israelske regerings formål/grund er, med at bygge denne mur?

    Muren har en bred opbakning i den israelske vælgerbefolkning fordi den har vist, at antallet af selvmordsbombeangreb er reduceret kraftigt. Det har hele tiden været regeringens og ministerpræsident Ariel Sharons argument for at oprette muren og sikkerhedshegnet.
    Der er samtidig nogle andre mål med hegnet og muren fra regeringens side: at sikre adgangsvejene til og arealerne omkring de bosættelser, der ligger inde på Vestbredden.
    Sharons gamle parti Likud har altid stået for, at Israel skulle bruge Vestbredden og Gaza som sikkerhed mod at Israel skulle blive rendt over ende af palæstinenserne. Samtidig har der inden for Likud været stærkt nationale kræfter, der ville have landets grænser flyttet mod øst ud til Jordanfloden. Men Ariel Sharon gennemførte et opgør med de stærkt nationale i partiet, der støttede sig til bosætterbevægelsen på Vestbredden og i Gaza. Han trak Israels forsvarsstyrker ud af Gaza samtidig med, at han lod bosættelserne i Gaza nedlægge. Kort før hans sygdom var det lykkedes for ham at blive den mest populære politiker i Israel: han blev opfattet som nationens fader. Og han sprængte Likud-partiet indefra og grundlagde det nye parti Kadima (Fremad). Likud-lederen Binjamin Nethanyahu,  ønsker ikke at afgive en tomme jord af Vestbredden.  Den fungerende ministerpræsident Ehud Olmert (Kadima) fortsætter Sharons linje ind i valgkampen i februar og marts. Han har i dag udtalt til det israelske Channel 2 TV  at  “vi vil afvikle vore forpligtelser overfor det meste af den palæstinensiske befolkning som lever i Judea og Samaria (=Vestbredden)  .. det vil gøre det nødvendigt for os af forlade territorier som i dag er under israelsk kontrol”     
    "We will disengage from most of the Palestinian population that lives in Judea and Samaria…That will obligate us to leave territories under Israeli control today."  Citat fra http://web.israelinsider.com/Articles/Politics/7757.htm

    Jeg håber, at der er styrke bag dette standpunkt. I den israelske befolkning er der en klar erkendelse af, at hvis Vestbredden fortsat skal være under israelsk styre vil det betyde, at Israel ikke længere kan fortsætte med at være en jødisk stat. Den palæstinensiske befolkning vokser hurtigere end den israelske. At holde palæstinenserne under et fremmed herredømme vil bryde med den anden af de israelske politiske værdier: at være en demokratisk stat.

  • Hvorfor er konflikten mellem Israel og Palæstina nået så vidt, kan det have noget med religion at gøre?
    Det nyligt afholdte palæstinensiske parlamentsvalg førte til en valgsejr for Hamas og en alvorligt nederlag for afdøde Arafats bevægelse. Arafat havde i 1990’erne været fredspartner med den israelske ministerpræsident, men senere valgte han at afbryde fredforhandlingerne og satte gang i den anden intifada i september 2000. Hans talrige mænd i Fatah-bevægelsen var korrupte og malkede selvstyret for millioner af dollars. Hamas gik til valg på at ville korruptionen til livs. Men over for Israel ville Hamas hverken gå ind på anerkendelse eller forhandling. Hamas’ erklærede formål er en udslettelse at staten Israel.. Hamas er en erklæret islamisk bevægelse blandt palæstinenserne. Den har sin rod i det ægyptiske Muslimske Broderskab. Men den henter støtte bl. a. fra det shiitiske Iran. Fatah-bevægelsen var ikke erklæret muslimsk, selv om det hentede sine tilhængere hos palæstinenserne. Israel er en stat, hvor flertallet af borgere er jøder. En femtedel af de israelske statsborgere er arabere. Blandt dem er flertallet muslimer og en del er kristne. Staten Israel som sådan er grundlagt i 1948 med basis i den jødiske befolkning, hvoraf en stor del er indvandret fra Europa og USA, mens en anden del er sefardiske jøder, der er indvandret fra de arabiske lande. I går (9.februar 2006) inviterede den russiske præsident Vladimir Putin lederne af den palæstinensiske organisation, Hamas, til Moskva for at drøfte fred i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
    Den israelske regering svarer i dag (10. februar) Israel kritiserer Ruslands planer om at invitere Hamas ledere til Moskva og siger, at det underminerer det internationale pres på den militante gruppe for at anerkende den jødiske stat og lægge volden på hylden, nu da den har vundet valget.(kilde: Politikens netavis)

  • - og hvorfor bliver fredsaftalerne hele tiden brudt?

    Fredsaftalerne er ikke fredsaftaler, men såkaldte ”roadmaps” dvs. anvisninger på, hvordan man kan nå frem til et ønsket mål. Men der er ikke enighed om, hvad målet skal være.
    Mistilliden mellem de to parter er så stor, at det er svært at give modparten en fordel.
    Den første aftale, der skulle fredeliggøre Mellemøsten var FNs sikkerhedsråds resolution fra 1967.  Den krævede af israelerne at de skulle trække sig tilbage fra hele eller dele af de erobrede territorier fra junikrigen 1967. Til gengæld skulle de arabiske lande anerkende Israels ret til at eksistere og dets grænser. Men de arabiske lande erklærede at de hverken ville anerkende Israel eller forhandle med det. Israel valgte derfor at beholde områderne som en slags pant for fred. Efter yderligere en krig i 1973 sluttede Israel fred med Ægypten og beviste, at man mente det alvorligt, når man tilbød at give det erobrede territorium (Sinai-halvøen) tilbage til Ægypten til gengæld for en fredsaftale.
    Problemet med det palæstinensiske folk var, at der ikke eksisterede en stat, og at Arafat som leder af Fatah-bevægelsen ikke i israelernes øjne var en partner for fred.

  • Hjælper Vesten med at løse konflikten, hvis ja, hvem er det så der hjælper, og hvad gør de for at hjælpe?

    ”Vesten” er ikke klar i sine handlinger. Der er USA og der er Den europæiske Union og der er de enkelte europæiske lande. Også Rusland prøver at markere sig. Alle har de forskellige interesser i Mellemøsten. USA er Israels traditionelle allierede.  

  • Kan muren have konsekvenser for resten af verden omkring den?

    Muren er ”dum”. Selv om den løser det sikkerhedsmæssige problem med selvmordsbombere til en vis grad, så skaber den nye problemer. De adskiller folk der bor omkring den fra hinanden. Og dens linjeføring har selv i Israel været stærkt omdiskuteret.
    Der findes israelske grupper, som går i samarbejde med palæstinensiske bønder, der er blevet afskåret fra deres jorder, og hjælper dem med at føre retssager mod den israelske stat.
    Ved flere lejligheder er det lykkedes for disse grupper at få ændret linjeføringen for sikkerhedshegnet/muren.  På længere sigt skal de to folk leve ved siden af hinanden. Palæstinenserne er økonomisk og handelsmæssigt meget afhængige af israelerne.

  • Hvordan tror du det påvirker israelerne at bo ved denne mur?

    På kort sigt giver det tryghed. På længere sigt giver det statusmæssige problemer, når det bliver nødvendigt at fjerne muren eller hegnet. Det er svært at trække sig tilbage. Det viser al erfaring. Sharonregeringen har dog vist, at det kan lade sig gøre i Gaza. 

  • Hvilken betydning kan muren få i fremtiden?

    Formentlig vil Hamas som regeringsbærende parti i en palæstinensisk stat søge at skabe en mere normal tilstand i staten. D.v.s. at Hamas må ind i en forhandling med Israel om at få fastlagt en internationalt anerkendt grænse. Men hvis Hamas opretholder sin gamle ide om at udslette staten Israel ser det sort ud, og så kan muren blive permanent. Jeg tro dog, at der i den israelske offentlighed er en udbredt stemning for, at Israel skal trække sig ud af de besatte områder.
     


Ole Tetens Lund