1963 - 65 var jeg landbrugselev på Farum Vejgård hos Albert Olsen. Albert var bestyrer på gården. Alberts hustru Åse passede huset og var flittig til at læse med børnene Ove og en mindre pige. Sproget var bornholmsk. Familien kom fra egnen ved Splidsgård på Bornholm. Farum Vejgårds jorder blev solgt til byudvidelsen Ellegårdsparken 1970, og Albert måtte finde andet arbejde i industrien. Farum Vejgård er nu ramme om børnehaver og Farum bys Arkiv.
Albert Olsen var et usædvanligt menneske: Med fin psykologisk sans og med stor landbrugsfaglig og håndværksmæssig viden blev han en god lærer for mig. Der lod jeg mig uddanne i mit selvvalgte chalutz-projekt med destination Israel. Min forgænger i jobbet købte en gammel scooter, kørte til Grækenland, styrtede scooteren ud over en afgrund, hvorefter han tog med skib til Haifa.  Jeg nåede ikke så langt. Mine hænder faldt i laser af det hårde landbrugsarbejde. Jeg måtte skifte kurs og begyndte at læse til student på kursus efter en tur ind om Krogerup Højskole.

billedet er fra 10.maj 1964 (fot. Lars Hansen, Politiken)

Elias Ole Tetens Lund