fredag d. 19. maj 2017

Brechts hus, Skovsbostrand 8, 5700 Svendborg

Netværk for Nazisme- og Holocauststudier

17.30-18.30 Holocaust og jødisk historie på Svendborg Gymnasium.

Hvorfor er disse emner vigtige i gymnasiet, og hvad er problemerne med at undervise i dem?

Tidl. gymnasielektor Elias Ole Tetens Lund vil give os indblik i sine erfaringer som lærer.

præsentation:

Jeg er uddannet på Aarhus Universitet med hovedfag i historie og bifag i kunsthistorie 1967 – 1976

hos bl. a. Lorenz Rerup, Jörgen Weibull, Henning Poulsen, Vagn Dybdahl og Leo Tandrup.

Jeg underviste 1979 – 2008 på Svendborg Gymnasium i historie, billedkunst og design.

Formand fra 1995 for Dansk-Israelsk Selskab for Fyn, hvor jeg arrangerede foredrag om Israel, Mellemøsten,  samt jødisk historie og kultur.

Medlem af New Outlook, dansk-jødisk fredorganisation.

Medlem af Det Progressive Jødiske Samfund i Danmark.

Nu: udsending for projektet ”Din tro – min tro”, som tidligere minister Manu Saren satte i gang.
Det er møder med elever og lærere i folkeskoler og friskoler, hvor jeg sammen med en kristen og en muslim præsenterer min religion, der er jødedommen.

SKITSE til besvarelse af spørgsmålene:

a)  hvorfor det er vigtigt at undervise i Holocaust og jødisk historie i gymnasiet?
 

• Historien må ikke glemmes. Det vedbliver at trodse min evne til

at forstå og at sætte på begreb.

 

• Det udfordrer min historiske skoling.
  Det skaber problemer for min balance mellem erkendelse og følelse.
  Historikeren må tumle med begreberne magt overfor ret.

• Jeg så under krigen i ex-jugoslavien – især begivenhederne i Bosnien,
  at tingene begyndte at gentage sig. Og det blev ikke den sidste gang,

at statsmagter bruger løgne og fortielser og propaganda mod minoriteter.

En lærer i historie må tænke over: hvad kan vi bruge vores viden til? Kan vi udrette

        noget seriøst med historien; er det ikke en voldsom tanke, at denne viden skal kunne sikre mod 
        gentagelser? Hvordan indbygger vi viden om Holocaust og folkemordene i vores dannelse?
        Det kan ikke anskues isoleret. Det må sammenholdes med en bredere indsigt i, hvordan
        de moderne stater etablerer sig i et samspil med andre stater - og hvordan mentaliteten
        i befolkningen udvikler sig.

            Det hyppigt gentagne forsvar for den Europæiske Union, at den har været fredsskabende,   
        er god nok. Men striden om EU har til en vis grad skygget med sit fokus på institutionerne for
        det bredere spørgsmål om befolkningernes bevidsthed og samhørighed på tværs af
        grænserne. Flygtningekrisen har på en grusom måde gjort dette klart.

            Flygtningekrisen har også rystet mig personligt, idet jeg med baggrund i mine personlige
        erfaringer med nære jødiske venner har anset det for retfærdigt og nødvendigt, at Danmark
        tog imod dem og gav dem statsborgerskab efter 2. verdenskrig.  

      
            Jeg er bekymret over de revisionistiske bestræbelser vendt mod menneskerettighederne.

        Jeg frygter den i gang værende kampagne mod flygtninge – specielt med begrundelse i   
        bevarelsen af velfærdsstaten. Der er så mange andre kræfter, der udhuler staten.

       
            Jeg frygter udhulingen af den historiske viden og bevidsthed om Holocaust, samtidig med,
        at  jeg selv har svært ved at bevare og opbygge den nødvendige viden. Jeg er kun et
        menneske, og jeg har måttet skabe balance i mit liv ved at give mere plads til glæden,
        musikken, mine egne billeder og de jødiske traditioner.

            Medierne har skiftet karakter. Organisationer og institutioner omklamrer os. Facebook

        intimiderer os. Debatten skifter karakter. Der er splittelse og strid rundt omkring mig. Jeg må   
        beskytte mig. Og det er jeg ikke alene om.

b) problemerne med at undervise i disse emner?

         problemerne kan adskilles i tre:

 

                   - faglige problemer: anskaffelse af materialer og valg af metoder.

                   - følelsesmæssige problemer – hvor står jeg selv? Hvor står mine elever?

                   - forstyrrer aktuelle Israel-problematikker de mål, man kan sætte sig

                     ift. Holocaust-undervisning, eller virker Holocaust-undervisningen

                     omvendt differentierende på elevernes holdning til Israel i dag? (Therkels spørgsmål)

    Holocausts producerer et billede at jøder som ofre, som svage individer, der ikke har ret til at være her, hvor ”her” ellers er, i Europa, i Tyskland, i den arabiske verden. Det er et billede, der uddyber billedet af de andres foragt som den mærkedes tilbage i Europas historie, og som den selvforagt, som voksede frem hos jøder i emancipationens tidsalder[1]. Franz Kafkas far advarede sønnen mod at omgås østjøderne, der som flygtninge strømmede ind i Prag unde 1. verdenskrig.

Det tegner et billede af os som uegnede til at arbejde hårdt med vores krop og til at forsvare os selv.[2]

 

     Det store relief i Yad Vashem viser ulideligt klart til venstre ofrene, der føres bort – men til højre modstandskæmperne, den heroiske attitude skrues op for fuld styrke. Modsætningen er direkte videreført fra den romerske mønt IUDAEA CAPTA.

 

     De tidlige grundlæggere i Israel ville skabe billedet af den nye tids jøde og det stærke og heroiske menneske: bonden, arbejderen og soldaten, mand og kvinde.

Ghettokæmperne fremhæves som forvarslet om den nye jøde. Leon Uris  beskrivelse af  ghettokæmpernes heroiske kamp  i romanen Exodus (1958, 1. Bog kap 22 - 23) var som den første populære beskrivelse tilgængelig på dansk.

I løbet af staten Israels første ti leveår strømmede det ind med ødelagte mennesker fra Kz-lejrene og fra de arabiske lande.

Jeg oplevede mig selv som anden-generations holocaustperson – i kraft af det nære forhold til naboer, som jeg knyttede mig til som barn. Endnu meget uvidende om, hvad der overgik jøder i mørket fra krigsbegivenhederne i Europa, mærkede jeg stemningen helt tæt på hos mine naboer, selv om de valgte at tie om det meste.

Realiteten var, at hans familie var udslettet. Hans reaktion var at tage mig til sig og diskutere med mig om samfundsmæssige emner. Og at arbejde, arbejde, arbejde. Hendes reaktion var at blive mere og mere nervesvækket, men også at være meget til stede for mig.

Selv havde de to mennesker ikke været inde i lejrene, men de havde levet deres halve liv i skyggen af begivenhederne, hvor de blev lukket mere og mere inde. Først i begyndelsen af 1950 fik de og mange af deres venner fra Sverige tildelt dansk statsborgerskab. Og dermed retten til at erhverve sig en fast adresse.

Blandt deres omgangskreds var der personer, der var brændende zionister. Det var de ikke, men de havde et par fætre, der var bosiddende i Israel.

Som handelsmand var han i kontakt med arabiske handelsmænd. For ham var den personlige kontakt det afgørende. Det skabte sympati. Det gjorde, at han ikke ville flytte til Israel. Men på deres sofabord lå bladet Israel.

Amos Oz: En fortælling om kærlighed og mørke (dansk oversættelse 2002).

Forældrene i den selvbiografiske roman er grebet af en bundløs længsel efter Europa.

1960: Eichmanprocessen. Jeg sad sammen med mine jødiske venner og fulgte reportagerne i dansk TV. Jeg husker ikke bestemte kommentarer fra ham og hende. Det var mit første møde
med holocaust-vidnerne.

1966: bogudgivelse Leni Yahil: Et demokrati på prøve. Jøderne i Danmark under besættelsen.

1966: bogudgivelse Jørgen Hæstrup: Til landets bedste.

Personlig refleksion:

1. Forældregenerationens undgåen at tale om krigen.
    Alternative værdier: humanisme, kristendom, musik og kunst.

2. Den jødiske nabofamilies tavshed om  Holocaust.

    Alternative værdier: jødiske kulturværdier og fortællinger om verden.

3. Mig selv: Læsning uden vejledning. André Schwartz-Bart's bog Den sidste retfærdige.
    Den gav mig en mystisk tilgang til  forståelsen af europæisk historie fra middelalderen til  
    1945. Jeg pløjede også igennem alle Poul Borchsenius' bøger om den jødiske historie fra
    den jødisk-romerske krig til grundlæggelsen af Staten Israel.

4. Landbrugsuddannelse (1962-64) og studenterkursus (1965-67)

5. Universitetsstudium:  historie  og senere kunsthistorie/billedkunst (1967- 76)
    Samtidig familiestiftelse, g.m. Birthe (1967). Jakob (1969) Thøger (1972)
     - senere Marie (1981)

6. Jeg var  i begyndelsen af 1980erne ikke parat til at undervise i holocaust – men brugte
    kræfter på undervisning i Tyskland i Nazitiden.
    Og senere en lang linje om Tyskland 1800 -  1949

7. Begyndende arbejde med holocausttemaer ud fra flere synsvinkler. 
    se oversigten Undervisning om Holocaust og jødisk historie
    (senere udkom Efter folkedrab. En flerfaglig undervisningsbog, 2007)
9. Billedkunst: egne malerier: ”Den sorte kasse sprængt”(1993) og ” Offer”(2013)
    se: billedkunst