Kafka: Foran Loven .. En kæde af  essays af Elias Ole Tetens Lund

 En introduktion:  Kafka - Guds Modstander
                   

Den, der begynder at læse Kafka vil hurtigt få den tanke, at han er mørk og  udtrykker håbløshed. Det er en for hastig dom. Kafka var også humoristisk - ikke af den slags humor, hvor publikum hyler af grin - men af en mere indadvendt slags, hvor humoren er egnet til at stille spørgsmål ved de måder vi lever og tænker på.  Han blev spurgt, om der var håb, og han svarede, at der var masser af håb, blot ikke for os. Hvad var det, der gjorde, at han mente, at der ikke var håb, og hvad mente han med dette "os"?

Jeg vil gerne kunne sige, hvad Kafka kan have ment med begreber som håb og retfærdighed. Kafka voksede op i en af Europas største stater, det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Det forsvandt under den 1. verdenskrig og efterlod sig en sværm af nationale bevægelser med krav om at få deres egne stater. Verden gik mod katastrofer, der ingen ende ville tage. Hans egen "stamme" kom i klemme i denne proces. Når stærke modsat rettede kræfter

tørner sammen kommer mindretallet i klemme. Jøderne troede sig sikrede, da de havde modtaget borgerrettigheder i staterne, men det skulle vise sig at være en illusion.

Idealet om retfærdighed rumsterede i Franz Kafkas  bevidsthed. Han var præget af europæiske - og af jødiske ideer. Som ung mand omgikkes han en lille gruppe af forfattere. De læste op for hinanden, og de offentliggjorde deres skrifter i et lille jødisk tidsskrift Die Selbstwehr. Det er her Kafka offentliggør sin første fortælling "Foran Loven" i efteråret 1915.  Kafka skriver om dørvogteren og manden fra landet foran porten ind til loven, til samfundet. Manden havde ikke stillet krav om retfærdighed. Hvorfor?  Kafka har fjernet alle sociale kendetegn fra manden. Vi får at vide, at han er  manden fra landet, og at han har medbragt midler til bestikkelse af dørvogteren, men ingen detaljer, der afslører hans sociale baggrund. Han får udleveret en skammel, på hvilken han sidder i en uendelighed.

   På en måde er det en fortælling, der er parallel til Jobs Bog.  I skikkelse af Guds modstander har Kafka  indgået et væddemål med Gud om denne mand fra landet. Gud giver Kafka tilladelse til af prøve ham af for at se, om han nu også er så from, som han lader til. Kafka er så optaget af sin rolle som Guds modstander, at han lader manden tro, at han er "hin enkelte", der  i sin trosiver kun har det ene for øje at komme ind og stå foran himmeltronen og blive frelst.
    Det er set fra et jødisk standpunkt en kæmpe bommert. Netop i den situation ville han have svigtet det fælles projekt, der skulle føre frem til messianske tilstande.   En mand er på vej ud af synagogen på Yom Kippur,  forsoningsdagen. Han er på vej hjem for at spise det første måltid efter et døgn med faste. På vej ud ad døren møder han rabbineren, der lægger mærke til, at manden ser velfornøjet ud og spørger om grunden. "Det skal jeg sige dig", svarer manden, "jeg har lige slået en fin handel af med Gud". "Og hvad går den ud på?" , ville rabbineren vide.  "Jeg sagde til Gud, at hvis han ville tilgive mig mine synder i årets løb, så ville jeg tilgive hans synder. Så går det lige op".  "Og det accepterede Gud?" , sagde rabbineren. "Det gjorde han".  "Dit egoistiske fjols", svarede rabbineren ham bebrejdende. "Her havde du krammet på Gud, men i stedet for at bede ham om at tilgive alle jøder deres synder, så tænkte du kun på dig selv". ( Pundik, 2007,  s. 19)   
    Kafka fremstiller manden fra landet som en forvirret, der tager grundigt fejl af hvad, der er målet for den religiøse stræben. Her træder den moderne konflikt mellem tro og viden frem. Den chasidiske jødedom, som Kafka blev introduceret til, havde oprindeligt fokus på den personlige religiøse inderlighed; det var en stræben, der vendte sindet bort fra verden. Da Kafka i sit brev til faderen kritiserede ham for at være udvendig i sin jødiske religiøse praksis, kan det være set ud fra den chasidiske målestok - men også ud fra den påvirkning, som Kafka og mange andre jøder på den tid fik fra den kristne mission. Omvendt var Kafkas far afvisende overfor traditionalisterne. Han afviste det yiddishe sprog og brugte tjekkisk og tysk i stedet. Da en lille gruppe jiddishe skuespillere opholdt sig i Prag 1911 ville Kafkas fader ikke have med dem at gøre: "Den der lægger sig med hunde, står op med lopper"  (Ernst Pawel, 1992,  s. 231) 
  
Franz Kafka betragter manden fra landet som set gennem faderens briller: som den svage og passive jøde. Som den undertrykte, der ikke er i stand til at smyge de gamle gevandter af sig og træde ud i det borgerlige samfunds kamp om succes.
    Det lykkes for Kafka at udfordre Gud i væddemålet: Manden bestod ikke prøven, han kom ikke ind at stå foran himmeltronen. Han endte med at klage og brokke sig over jordnære ting. Samfundets helliggørelse tabte han af syne. Den personlige vej til succes og indflydelse blev den nye religion. I Jobs tilfælde greb Gud ind og genoprettede ordenen - men i denne kafkaske version af historien var ordenen uoprettelig.
    Kafkas urolige søgen gik også i andre retninger. Hans venner i prager-kredsen var inspireret af zionismen. Kunne han finde sig til rette i en drøm om emigration til det nye land i det tyrkisk dominerede Palæstina? Eller var det for ham begrænset til et ønske om at gøre sig fri af ghetto-mentaliteten ?  Faktisk bidrog han med tekster til tidsskriftet Selbstwehr.