Kafka: Foran Loven -  en kæde af essays af Elias Ole Tetens Lund

 Jens Adolf Jerichau og krigsdrømmene
 

Jerichau oplevede d. 14. juli 1916 i Paris sammen med kunstnervennen Axel Salto. Salto skildrer sin stemning således: "Der fulgte troppeafdelinger fra alle nationer, der deltog på vestfronten... Nu en lille pause, men så skyller jublen over sine bredder, for der kommer de, heltene fra Verdun, trætte og møgbeskidte lige fra løbegraven. I spidsen officeren, drengen fra St. Cyr, fin og spædlemmet som Jeanne d'Arc, med hilsende kårde mod balkonerne (...) vi måtte give vort bifald med, henrevne af øjeblikkets usigelige stolthed." (Axel Salto, citeret i Jerichau s. 134) 
    Salto var måske medrevet af nationalismen og den heroiske dyrkelse og den kvindeligt virkende drenge-officer, 'fin og spædlemmet som Jeanne d'Arc'.
Men Jerichau så langt mørkere på det. Han var i en personlig krise med kærestesorg og frygt for ikke at slå til som kunstner. Var han også anfægtet på sit køns vegne? Gennem en serie af malerier med fællestitlen 'Mennesker søger varsler' skildrede han ekstatiske grupper af mennesker samlet under en bred rundbue, alle var de nøgne, og alle var de feminine i deres bevægelser som den røde dansende figur i Haecuba-billedet. Han bruger også fugle som symboler på varselstagning. I et brev til moderen benyttede Jerichau fuglemotivet således: 'Fuglen den store / Dødsfugl vil åbne sine Vinger - og Du /  vil høre dens Sus.'  (Jerichau s. 134)  Hans fugle-varsels-billeder og Haecuba-billedet viser hans tvivl om krigen som den store renselse af kulturen. Det var der andre der troede på. Men for Jerichau greb det ødelæggende ind i hans tro på, at der kunne skabes en sammenhæng mellem kunst og det liv, han gerne ville leve - med et andet syn på sin mandlige identitet.

Billede: Jens Adolf Jerichau: Haecuba (1916)