Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund


Kritik af magten - frihed for magten

  Et par tiår efter Kafkas død: Den fransk-jødiske filosof Emmanuel Lévinas overlevede med nød og næppe som fransk krigsfange i Tyskland mens uhyre masser af hans jødiske landsmænd omkom i koncentrationslejrene. Han ønsker at forsvare jødedommen; den er for ham en moralsk basis imod totalitære tankegange og politiske systemer. Han stillede krav om ubetinget moralsk selvstændighed over for politiske magtmonopoler.
    Ville Kafka kunne forbinde noget fra sine egne erfaringer med dette?  Forholdet til faderen er hans kilde til kundskab om magten, hans interesse er opgøret med det patriarkalske system. Elias Canetti siger:
Som forfatter har Kafka ekspertise i magt. "Skønt han frygter magt under enhver form, skønt det virkelige mål for hans liv er at fjerne sig fra magten i hvilken form den så end dukker op, afslører han den, identificerer den, giver den navn og skaber figurer af den i hvert et tilfælde, hvor andre ville acceptere den som noget ganske almindeligt" (p. 67)

    Ville hans evt. svar kunne forstås politisk? Umiddelbart tror jeg, at hans svar ville falde på et andet plan: det, der handler om den personlige integritet.