Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Kafkas kritik af Buber i synet på fremmedgørelsen
I sine aforismer udtrykte Kafka afstand til Martin Buber. Deres første møde fandt formentlig sted i foreningen Bar Kochba i 1909. Buber talte i foreningen, og han fik en betydelig virkning på prager-kredsen. En anden person, der satte zionismen på dagsordenen i Prag var Hugo Bergman, som var med i kredsen sammen med Felix Weltsch, Max Brod og Siegmund Katznelson. Kafkas tilknytning til kredsen var betinget af hans nære venskab med Brod og Weltsch.
Buber skrev 1923 sit hovedværk Jeg og Du med tanken om dialog mellem menneske og Gud. Kafka har næppe nået at læse bogen. Men han har stødt på Buber i andre sammenhænge. Kafka har med sine eksistentielle spørgsmål ikke kunnet finde ro med Bubers dialogteologi.
Kafka giver ikke sig selv og læseren håb om en direkte adgang mellem Jeg og den helt Anden, mellem mennesket og det guddommelige, derimod en frustreret følelse af, at der findes noget der inde bag portene, der holdes tilbage. Buber udvikler en ide om at det er muligt at befri sig selv i mødet med den Anden. Det er at byde determinismen trods, at sætte sig ud over, at der er kræfter, som er samfundsskabte, der er den nye virkelighed, fremmedgørelsen. Er det sådan, at mystikeren Kafka udfordrer virkeligheden ? Benægter han den ydre virkelighed når han i novellen Dommen projicerer den indre konflikt mellem faderen og sønnen ud i en grotesk virkelighed.
Levinas kommer Kafka til hjælp mod Buber. Men jeg tror, at Kafka ville ryste på hovedet og mene, at Levinas i sin insisteren på humanismen i den ekstreme udførelse vil blive fanget af virkeligheden. Men Levinas har givet et mere overbevisende svar på fremmedgørelsens problem. Han siger, at fremmedgørelsen opløses paradoksalt ved at holde fast i, at Jeg er forskellig fra den helt Anden.