Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Grenzjuden ?

   Kafkas brug af begrebet "tilfælde" i  Foran Loven  bringer mig på sporet af hans egen ubekvemme forhold til religionen. Der er ellers mange andre spor, der fører det samme sted hen. Han har ikke fået en opdragelse, der gør ham fortrolig med jødisk forståelse af skyld og soning. Hans tidsalder var  præget af verdsliggørelse og videnskabstro. Positivismen og darwinismen havde sat sig varige spor. Traditionelt tænkende jøder blev tiltrukket af den borgerlige tilværelses muligheder, og troen på en Gud, der griber ind i verden, blev svækket. Og dog finder jeg hos Kafka en dyb interesse for jødisk historie, jødiske fortællinger, sprog og sproglige vendinger, der kommer til syne i hans fortællinger, i dagbøgerne og i brevet til faderen.  Han kredser om det jødiske - eksplicit kommer det kun frem i nogle få tekster - men i "Et kejserligt budskab" ser jeg et mønster, der minder om  den chasidiske Rabbi Nachman's fortællinger.
   Generationen af forfattere med Stefan Zweig, Alfred Döblin, Jakob Wassermann og Walter Benjamin havde mistet deres jødiske religion, men de var alligevel ikke blevet optaget i det verdslige tysksprogede samfund. De var "religiøst og socialt som svævende i luften. De havde ikke længere den gamle tro og de afviste at  modtage en ny, dvs. kristendommen, den fysiske ghetto var blevet udskiftet med en mental og moralsk ghetto" (Golomb s. 159)  Jakob Wassermann erklærede: " I en vis forstand var jeg som Moses, der kom ned fra Sinaj Bjerg, men jeg var uden nogen som helst erindring om, hvad han havde set, eller hvad Gud havde fortalt ham." (Golomb s. 178 n 9)  Han længtes efter "ikke blot at være en gæst, og ikke at blive betragtet som en fremmed. Ikke som en indbudt gæst, ej heller som en der blev tolereret ud fra medynk og venlighed, eller værst af alt, som en, der var tålt fordi hans værter havde besluttet at se bort fra hans race og nedstamning." (Wassermann, 1921
   Kafka følte sig fanget imellem hensynet til familien med dens krav til ham om at gifte sig og sætte børn i verden og på den anden side forfattervirksomheden. At leve eller skrive. I september 1917 fik han besøg af Felice. Det blev et pinefuldt møde (Tagebücher s. 648) Nogle dage senere skrev han: "Forbigående tilfredsstillelse kan jeg stadig have ved arbejder som "En Landlæge", forudsat at noget tilsvarende vil lykkes for mig (meget usandsynligt). Men lykke kun, hvis jeg kan løfte verden op i det rene, det sande, det uforanderlige." (Tagebücher s. 650f) Kafka havde gravet sig ned i arbejdet som embedsmand ved forsikringsselskabet og som forfatter. Han var 1911 begyndt at nære interesse for chassidismen, en folkelig jødisk bevægelse, og han blev i de følgende år frem til sin død 1924 ved med at være intenst optaget af jødisk historie, tradition og overlevering -  men han havde viet sig til en hebraisk variant af en kunstreligion (Walter Sokel) Felix Weltsch skrev 1957 om Kafkas forhold til religion og humor.