Selde Diamant ~ Selfa Ehlers ~ 1910-2008

	billeder kan forstørres   Landemærket 1909 Indvandrerfamilien  omkring bordet ca. 1918 familien 1925
Selfa     pasteltegning: Elias Ole Tetens Lund (1996) Selde 1935      Theresienstadt Selfa og Keld 1945 Keld Ehlers 1970 (1915-1975) gravsted på Mosaisk Vestre Kirkegård, København Jørgen Ehlers 2009	Til minde om Selfa 1910-2008      Hendes navn var Selde Diamant. På dansk blev det til Selfa. Hun fødtes i København 1910 i en indvandrerfamilie, der var kommet til Danmark nogle få år tidligere. De ankom i en bølge af flygtninge fra bosætningsområdet for jøder i Østeuropa, der den gang var samlet under  russisk herredømme. Det førte pogromer med sig i 1905 og årene derefter.  Det nye bosætningsområde lå i skyggen af Rundetårn. Sproget  i familien var yiddish, men Selde og hendes søskende blev familiens  bro til det omgivende samfund med dets københavnske sprog. Det var ikke behageligt at skulle tolke for sine forældre hos fremmedpolitiet, hos lægen, på skolen. Men Selde talte tydeligt og hun drømte om at få  en uddannelse, ville gerne have noget med børn at gøre.      Hun elskede teateret. Der var et levende yiddish teaterliv – der blev til et jødisk og dansk teater. Sam Besekow fortæller om livet i Majonæsekvarteret - hvordan hans far var i stand til at bevare traditionen - Moreshah - og samtidig blive integreret i det danske samfund. Mens moren var meget mere traditionsbundet. Hos Selde var det omvendt. Moren Sonja var den kloge kone i Landemærket. Hun fik lagt låg på skænderier før de tog magten i forholdet mellem familierne i  Landemærket. Og det var hende, der blev hentet, når der var barsel i  den lille ghetto.  Når børnene sagde noget ufordelagtigt om et andet barn, sagde Sonja stille at det var en anden mors barn, de talte ondt om. Selde var sammen med Børge Rosenbaum - Victor Borge - da de stod Bar og Bat Mitzvah, vel i 1922.      Den fynske kæreste Keld, med flair for musik og sprog, lærte sig yiddish. Selde dyrkede og elskede musikken. Spillede klaver fra sin tidlige ungdom og skabte senere sammen med Keld et usædvanlig  musikalsk hjem. Hun glædede sig over, at hun kom til at opleve en tid,  hvor den unge kunne få lov til selv at vælge sin fremtid, da sønnen Jørgen fik en akademisk uddannelse, men en karriere som musiker. Selde skulle være skrædder, mente hendes far, Isak, og det blev som han sagde. Selde fik ikke den uddannelse hun drømte om. Til gengæld blev hun et smukt eksempel på, at menneskekundskab og visdom ikke afhænger af eksamenspapirer. Mennesker, der mødte Selfa uden at kende hendes baggrund, tog for givet at hun i hvert fald var student.  ”Fra Suhmsgades Gymnasium”, bekræftede Keld, da der engang blev spurgt direkte.      Oktober 43. Familien manglede det vigtige netværk og kun Seldes søskende nåede til Sverige i tide. Forældrene og hun blev sendt til Theresienstadt. Selde passede syge på infirmeriet, det var frygteligt  at se hvor ilde tilredte medfangerne kom ind. Selde har fortalt om,  hvordan hendes familie var blevet pakket væk på et loft, da Røde Kors inspektionen kom på besøg. Hun talte om Elias Levin og om Simon Direktor, men også om hendes far Isak, der fik frataget sin medicin og døde i fangenskabet.      Tilbage i Danmark. Keld ventede på hende. De flyttede til Odense, Skibhusvej. En tandlægepraksis. Hun elskede selskab og underholdt  gerne med sin undertiden lidt barske humor. Hun talte om ”sin lille jødiske familie” - en gruppe af venner. Hun blev den ”yiddishe mame” for Abraham, Moshe, Inger, Ole og flere andre, der holdt festerne sammen.      Selfa blev odenseaner med et fintmærkende øre for det fynske tonefald. Hun tilpassede sig og mente nok, at da hun levede sammen med mand og dreng, der ikke var jøder, så ville hun gerne give dem et fast holdepunkt. Så en decemberdag fik hun arrangeret et juletræ i stuen.  Men hun fik at vide fra de to mandfolk, at det skulle hun ikke gøre for deres skyld. Det der med at spise kosher lå det ikke så tungt med.  Men til festerne, Purim og Pesach og Rosh haShone, dér nød hun at  spise de rigtige traditionelle retter: gefillte und gehackte - matze  og charoset - for slet ikke at glemme ”hummertasker” - Landemærkets  særlige betegnelse for homentashen.  Ved en sederfest afbrød hun oplæsningen fra Haggadah’en: ”Skal vi ikke spise?  Oy-vai-voy! Jeg har hørt den historie før!”  Men så fortalte hun, at Sonja, hendes mor ikke kunne læse, men kunne Haggadah’en udenad og kunne rette på sin ægtemand, når han læste fejl eller kom til at springe noget over.      Selfa Ehlers var med siden grundlæggelsen af Dansk Israelsk Selskab for Fyn for snart 30 år siden.  Det blev til en rejse til Israel og det blev til adskillige foredragsaftener og aftener med  israelske danse. Selfa sad med i bestyrelsen i mange år. Og hun lukkede sit hjem op for mange, der var på vej og skulle finde sig selv.  De sidste års svækkelse og isolation må ikke skygge for de mange gode og frimodige samtaler, som hun lagde øre og mund til.       Channe Nussbaum og Bjarke Kolerus optrådte i Dansk Israelsk Selskab for Fyn d. 17. november 2004. Det blev en festaften, men også den sidste for Selfa. Hun måtte med og høre Channe, der synger yiddish. Lynhurtigt falder de to i snak og Channe griber sin shoyferle og ringer til sin mor. ”Mor, her skal du få Selfa i røret!”  Selfa og Channes mor snakker om gamle dage og de to familier, der var så tæt på hinanden. Det bliver til flere og lange telefonsamtaler i den kommende tid og en følelse af stærke bånd tilbage i tiden. Til barndommen i Landemærket og til den elskede mor, der hver eneste dag var lige så levende for Selfa som de kære, der var omkring hende til det sidste. Selfa døde d. 26. februar 2008. Elias Ole Tetens Lund artiklen blev trykt i Jødisk Orientering Maj 2008
	retur til hovedsiden

        Tekst og billeder af Elias Ole Tetens Lund i samarbejde med Jørgen Ehlers -  otel@mail.dk