Abraham mødte jeg en aften i Odense i 1992,
af Elias Tetens Lund

   Jeg spurgte ham, om han ville hjælpe mig med at møde min gymnasieklasse og deres forældre. Sagen var, at jeg ville tage klassen med på en studierejse til Israel. Abraham sagde straks ja.

   Vores første engagement sammen blev dette møde. 
Vi stod foran forsamlingen af elever og forældre en aften på Svendborg Gymnasium. Vi fortalte om Israel. Og vi beroligede forældrene med, at rejsen til Israel ikke ville være farlig for deres børn. Vi fortalte og supplerede hinanden, som om vi aldrig havde lavet andet. Der var efter det ikke nogle forældre, der var bange
for at lade deres børn rejse med mig til Israel. Det blev begyndelsen til et nært venskab med Avraham og Grethe.
    De følgende år lærte jeg Abraham at kende som en ivrig debattør. Vi havde Dansk-Israelsk Selskab for Fyn som mødested, hvor vi skaffede foredragsholdere, som vi kunne lytte og diskutere med. Vi arbejdede sammen, jeg som formand for foreningen og Abraham som den person, der altid kunne stille de vigtige spørgsmål til foredrags-holderne. Abraham var også instruktør for os i israelsk dans. Jeg blev snart inviteret med til Sederfesten og Rosh Hashanah, hvor også Moshe Givoni og hans familie og Selfa Ehlers deltog. Abraham og Moshe kappedes om, hvordan sangene skulle synges. De havde hver især sanghæfter med fra deres kibbutzer.

   
    Vi læste Hebraisk / Ivrit sammen i nogle år. Det skete på grundlag af nogle hæfter fra ulpankurser tilbage i 1960erne. Så gik vi videre med Den lille Prins. Da vi begyndte at læse små afsnit af den Hebraiske Bibel, viste Abraham sig at være dybt interesseret også i den side af sin kulturbaggrund, selv om han ikke var særligt religiøs, men snarere filosofisk. Han havde et godt blik for det hebraiske sprogs mangfoldighed af betydninger. Et eksempel var hans udlægning af forholdet mellem Adam og Eva. At hun var “ezer kenegdo” - ikke bare en medhjælp (som der står i den danske bibeloversættelse), men snarere en karakter, der var modsat Adam og kunne afbalancere ham i hans stræben.

       

   Abraham Edut blev født  27. oktober 1944 og voksede op i Kibbutz Sfayim nord for Tel Aviv. Abraham blev faldskærmssoldat og blev såret under 6-dageskrigen 1967 - på Ammunition Hill, det hårde slag, hvor generalstaben havde undervurderet den jordanske hærs styrke på stedet. Begge forældre var døde i 1963, så storebror Zwika og hans kone Eilat blev reserveforældre for de tre yngre brødre Abraham, Jair og Michra. Faderen, Aron, stammede fra Letland fra byen Dvinsk - nu Daugapils, der
var Letlands næststørste by ved floden Daugava. Moderens navn var Ruth, født Milinki. Forældrene havde som unge været med til at etablere Kibbutz Sfayim i 1929. Abraham har lidt under savnet af forældrene. Han udnævnte Selfa Ehlers til at være hans yiddishe mame.
 

   I midten af 1960’erne kom Grethe Broby til kibbutzen som volontør. Grete var vokset op på en gård på Fyn. De to dannede par, og de boede en periode sammen i Israel og en periode i Danmark, indtil
de i 1970 blev gift og slog sig ned i Danmark, i Odense. Abraham og Grethe var begge glade for de israelske folkedanse, og Abraham blev, da de flyttede til Odense instruktør for en gruppe dansere.
Da oktoberkrigen brød ud i 1973, rejste Abraham til Israel for at kæmpe, mens Grethe var hjemme
med Sarah på halvandet år. Heldigvis kom han ikke i kamp og vendte hjem efter 4 uger.


   Abram blev uddannet som socialpædagog og arbejdede i sit fag i mange år. Han fortalte begejstret om en rejse han have gjort med sin gruppe af unge, der led af en særlig form for spiseforstyrrelse. Da de nåede til Cypern og Israel, glemte de alt om deres uvaner.

 

   Abraham var med sin baggrund i en kibbutz ikke opdraget som religiøst praktiserende jøde, men i Danmark blev han sammen med nogle andre israelske familier i Odense optaget af at dyrke de jødiske festdage. Med sig fra Kibbutz Sfayim havde han sangene til kibbutzens Sederfest og Chanukkah-fest. Foruden de mange andre sange, som ikke lige var knyttet til festerne. Snart efter vores første møde blev jeg inviteret indenfor og var med til festerne.

   Med stærke bånd til Israel var Abraham uden tvivl patriot; samtidig var han stærkt knyttet til historien om det jødiske folk. Det kom til udtryk i hans fremhævelse af Hannah Senesh, en ungarsk jødisk pige, der valgte at drage til det britiske palæstinamandat. Da 2. verdenskrig brød ud, og Østeuropa blev løbet over ende af den tyske besættelsesmagt og udryddelsen af jøderne blev en grusom og ond realitet, valgte Hannah Senesh at gå ind i krigen, blev uddannet som britisk faldskærmssoldat og blev kastet ned nær den ungarske grænse. Hendes plan var at komme ind i Ungarn for at hjælpe sine jødiske landsmænd. Hun blev fanget af tyskerne og underkastet tortur og siden henrettet. Men hun efterlod sig dagbøger og digte. Et digt, som Abraham satte særligt højt er

'Halikha LeKesariya' (Vandring mod Caesarea) der har denne tekst: 

 

Eli, Eli
She'lo yigamer le'olam:
Hachol vehayam.
Rishrush shel hamayim.
Berak hashamayim.
Tefilat ha'adam.

Min Gud, Min Gud, 
Må dette aldrig høre op:
Sandet og havet,
Vandets rislen,

Himlens lysglimt,

Mennesket bøn.

 

    Vi håbede på en fredeligere udgang af den israelsk-palæstinensiske konflikt, da de hemmelige forhandlinger i Oslo i 1992 blev kendt. Det var en opblomstring for Shalom Achshav, fredsbevæ-
gelsen i Israel. Abraham var skeptisk og mente, at det ville afsløre en dybere splittelse i den israelske befolkning. Desværre fik Abraham ret.

   Generalen fra seksdageskrigen, Yitzhak Rabin, der var premierminister i de år løb ind i voldsom modstand, og da han blev myrdet d. 4. november 1995, betød det et voldsomt tilbageslag for fredsbevægelsen. Ved den store mindehøjtidelighed for Rabin i Tel Aviv sang Netanella Eli, Eli.
Lyt her

  
   Abraham Edut har betydet meget for mig, og jeg savner ham meget. Derfor siger jeg hans navn ved Kaddish: på en dag nær ved dagen, hvor han døde og til Yom Kippur. Jeg kendte Abraham fra 1992 til hans død i 1998.

 

 

   Abrahams søn, Jacob med fødselsåret 1979 er journalist og har lavet en film om sin israelske familie.

   Tak til Grethe for vigtige oplysninger om Abrahams familiebaggrund.

PS. Grethe fandt et avisudklip i Abrahams jakke, som han havde på sig til dagligt: Den slutter med ordene "Lad aldrig en regnbue skinne forgæves ..."

Elias Ole Tetens Lund. d. 16. november 2020