Avigdor Arikha

Avigdor Arikha: Anne støttende sig til et bord, 1977

Robert Hughes: Det chokerende nye: Kunstens og forandringernes århundrede (dansk 1981) side 404:  Den realistiske genoplivelse foregik i Europa såvel som i Amerika, og der var dens mest interessante eksponent en israelsk kunstner, der boede i Paris, Avigdor Arikha (f. 1929). Små, svagt farvede og meget lyse er Arikhas billeder ugler - ikke påfugle; de indebærer en afsky for drama, for betydningstyranniet. Det er enkle billeder, en opregning af almindelige ting - et par udtrådte, sorte sko, en stentøjskrukke eller et bundt asparges svøbt i blåt papir - nedfældet med en mærkelig, sløret uorden. Isolerede og nøje studerede er disse motiver gennemtrængt af en tilkæmpet sans for det vanskelige ved enhver form for beskrivelse. Arikhas arbejde er lutter koncentration, da han prøver at fastholde et syn midt i det uforudsigelige ved penselens spor. Det er et yderst ærligt, uretorisk maleri, der ånder en atmosfære af samvittighedsfuld ængstelse. Han har en sikrere sans for tone end nogen anden, der maler i dag, og farven er sekundær i forhold til den: billederne er ikke bestemt til at formilde eller charmere øjet, men til at opbygge en rapport om deres funktion gennem en labyrint af nuancer. En høj grad af vedholdende iagttagelse er indeholdt i et maleri som Anne støttende sig til et bord, 1977, med de komplicerede hvide farver og skyggerne på bordet og housecoat'en, der er noteret med Arikhas flygtige, nervøse penselskriblerier. Hans stil frembringer en slags sparsomhed, men intet af ekspressionismens patos. »At male efter naturen på dette tidspunkt,« hævder Arikha, »kræver både overvindelse og indbefatning af tvivl.« Overvindelse, fordi ethvert forsøg på at afbilde noget er et forsøg på at nå til vished; indbefatning, fordi det centrale paradoks i realismen er, at fremstillingen aldrig kan blive fuldkommen. Der er altid et detaljeniveau, under hvilket maleriet ikke kan gå. Realismen er således dømt til at være mere hypotetisk end abstraktionen. Det, der gør det realistiske maleri interessant, er ikke fuldkommen illusion (som om noget sådant var muligt), men intensiteten; og der findes ingen intensitet uden regler, grænser og kunstfærdighed.