af Henrik Schouborg Kristensen
Postmodernisterne mener at kunne løse denne umulige situation ved at opgive forestillingen om konsensus mellem navnet og fænomenet. Lyotard skriver, at det ikke er vores sag, om vi kan forestille os det vi kan udtænke.
"..it is not the business of our understanding whether or not human sensibility or imagination can match what it conceives".
Lyotard overvejelser om det sublime tager udgangspunkt i Kants begreb om samme, nemlig som erfaringen af noget (som dannelsen af en idé) indbildningsevnen ikke formår at fremstille. Indbildningsevnens uformåen bliver et negativt billede på det uendelige eller det absoutte ved Ideen. Det sublime er det Absolutte gjort quasi-perceptibelt. Dette ledsages af en blandet følelse af glæde og smerte. Smerte fordi indbildningsevnen er magtesløs over for dette uendelige store, glæde fordi denne magtesløshed giver en fornemmelse af indbildningsevenens store anstrengelse med at danne billeder, - en fornemmelse af indbildningsevnens vilje til at give ideerne form. Indbildningsevnens grænse bliver til en erfaring af og glæde ved indbildningsevnen selv og dens (næsten) ubegrænsethed.
Det fravær som avantgardisterne kæmpede med, omtolker Lyotard som en ubestemthed. Dette er et positivt begreb, da det afføder reflexion og muliggør mangfoldige fortolkninger. Ubestemthed er dette, at der ikke gives et bestemt navn på et fænomen. Lyotard bruger maleriet som objekt for en analyse af menneskets erkendelsespraksis, hvorfor han netop i maleriet søger efter sådanne ubestemtheder. De kommer til udtryk ved det han kalder "monogrammer". Monogrammer er sætninger som ikke er sproglige sætninger, men følelsesætninger. De formidler en ikke-artikulerbar følelse. Også det han kalder for en "affekt".
"Affekt-sætningen er et signal, og det er tautologisk, selvhenvisende, aisthèsis, Empfindung, følen; på en og samme gang er den en affektiv tilstand (lyst eller ulyst) og tegnet på denne tilstand.".
Monogrammet eller affekt-sætningen er en "intensitet", et lager af narrativ energi. Monogrammer er "fabuleringsmødre", da de giver anledning til en ubestemthed af mening. Opfattelsen af affekt-sætningen er en privat sag, hvorfor den betydningsdannelse monogrammet giver anledning til også er det. Som lager af narrativ energi giver monogrammet mulighed for dannelsen af "små fortællinger", små lokale sandheder. Monogrammet er en ustabilitet, det er både form og tomhed på en gang. Det både er og ikke er.