Jörg Immendorff og skabeloner i maleriet
Jörg Immendorff: Siegmal II 2005
Kilde: www.bjerggaard.com
uddrag af artiklen "Rafael uden hænder"
kilde: www.bjerggaard.com
Malerierne fra de seneste ti år rummer et helt nyt visuelt alfabet: "Mit værksted er som en druides.
Her fremstiller vi trylledrikke. Jeg ser mig selv som en central for udvikling af et helt nyt maleri, men
ligesom druiden Miraculix fra Asterix-serien giver jeg ikke opskriften fra mig frivilligt," smiler Immendorff.
Figurer går igen fra tidligere, og han låner fra gamle naturvidenskabelige bøger og fra kunsthistorien, som
vi ser på udstillingen, og som er gengivet i denne lille katalogbog. Her indgår elementer fra tysk
renæssancekunst og romantik. Ofte er 'grunden' marmoreret eller fyldt med raster, og skabeloner i form af tegn,
figurer eller ting kastes ind og skaber en spænding på fladen. Immendorffs eksperimenter med fladen kan
sammenlignes med Matisses på hans gamle dage, da denne i kraft af sin sikre sans for billedets enkle,
dekorative energi forvandlede sit handicap til en ny kunstnerisk sejr: papirklippet, som han fremstillede i
sygesengen. Hos Immendorff er der i dag tale om i sjælden grad dialogiske billeder. Forunderlige billeder,
der udvikler sig og knopskyder fra billede til billede. Som en komponist udvikler han sit partitur og sætter
noderne, dvs. skabelonerne, på fladen. Fra lærred til lærred sættes de i forbindelse med nye og andre skabeloner,
og således opstår nye fortællinger. Han benytter sine assistenters arme i stedet for sine egne og dirigerer det hele
fra kørestolen. Én takt ad gangen fra billede til billede. Der er ingen forudgående plan, det hele foregår intuitivt.
De nye malerier hænger sammen æstetisk i al deres kompleksitet, specielt i kraft af den gule farve, som Immendorff
har forkærlighed for. En gul glorie eller aura omgiver ofte hans figurer. Immendorff er forelsket i den gule farve.
Det er den højeste form for abstraktion. Den har et potentiale, som rummede den solens egne stråler. "Lad et barn
holde sin hånd op mod solen, og den bliver straks orange-gul, transparent, metafysisk", siger han.
Lisbeth Bonde, september 2006