Tyskland er opdelt i flere hundrede småstater før revolutionerne og napoleonskrigene. De største stater: kongeriger Preussen, Bayern og Sachsen. Små og store stater samlet under et fælles ,løst struktureret kejserrige. Kejseren svag, og fjernt placeret.  Kejserriget opløstes 1806. 

• Folkets loyalitet samlet omkring fyrsten over den lokale stat.  Nationalfølelsen eksisterer, men har ingen afgørende betydning. Nationalismen fødes under Napoleonstiden, hvor de lokale fyrster viser sig ude af stand til at forsvare lokalområdet. 

• De store militære slag med klart definerede fjender og nationale helte bidrager til fremvæksten at nationalfølelsen overalt i Europa, således i Tyskland , men også  i Danmark (dansk-engelske krig 1807-1814). 

 

Samfundets modernisering 1830-1870. 

 

• Forskelle mellem de forskellige dele af Tyskland

• Preussen: Centralstyret styrkes. Politiske frigørelsesbevægelser i perioden 1815 - 1848 

• Rhein-forbundets stater:
  statssamfundets skranker ophæves, lovsikring af borgerrettighederne, men ingen politiske  rettigheder. Centralstyret styrkes. Men det gør i retning af politisk frigørelse i perioden 1815 - 1848. 

• Østrig stivner som enevældigt system. 

• Godsernes gradvise omlægning til kapitalistisk drift. 

• Byernes vækst (  Berlin, Dresden, Ruhr-distriktets byer, Hamborg).

• Overgang fra enkeltmandsfirmaer til aktiefinansierede virksomheder.

• Industriernes omlægning til fabriksystemet (arbejdsdeling, produktion af udskiftelige dele).

• Arbejderklassens tilblivelse, faglig organisering, politisk ideologi og partidannelse.

• Småproducenternes tabte drøm om det frie konkurrencesamfund. Store virksomheder vokser frem.

• Opfindelser og innovationer

• Dampmaskinens udvikling og anvendelse

• Stålproduktionens revolutionering - Bessemerproces til stålfremstilling

• Handel og transport liberaliseres.

• Jernbanenettets udvikling 1830-1880

• Kanalsystemer forbinder floderne.

• Toldforbundene binder Tyskland sammen til et fælles marked.

 

Tyskland - Politisk samling

Revolutionerne 1848 :  Folkelige bevægelser overalt i Tyskland

Storetyske forsøg på samling af større  dele af de tysktalende områder i central- og Østeuropa mislykkes  til dels på grund af den preussiske konges modstand mod de demokratiske reformkrav.

En anden årsag var modsætningsforholdet mellem de to største tyske stater: Preussen og Østrig 

1864 Preussen og Østrig erobrer Slesvig og Holsten fra Danmark.

1866 Preussisk-Østrigske krig . Preussen  overtager Holsten  og indlemmer det sammen med Slesvig i Preussen 

1870-71 Preussen erobrer Elsass-Lothringen fra Frankrig.

1871 oprettelsen af Kejserriget med den preussiske konge som kejser (Hohenzollern-slægten) Kejserriget omfatter landområderne både øst og vest for Oder, både den gammeldags feudale godsejerbeherskede og den moderne industrialiserede del af Tyskland, både det katolske Sydtyskland og det protestantiske Nordtyskland.

  Landet øst for Oder.

 Godsejerlandet østpå : Bønder og landarbejdere var undersåtter, der følte loyalitet overfor fyrsten og godsejeren, kirken og hjemegnen. 

Preussen havde allerede i 1700-tallet erobret dele af Polen, mens andre dele blev erobret af Rusland. Polen som stat genopstod først i 1920. De polske bønder var katolikker og der var et stort jødisk mindretal der boede i store dele af det preussisk og russisk styrede Polen og i Hviderusland. 

Jøderne var stærkt isolerede i deres egne landsbyer, . og de talte deres eget sprog, yiddish.  Denne østeuropæiske del af jødedommen havde ikke mærket noget til udviklingen af de borgerlige frihedsrettigheder som opstod i kølvandet på den franske revolution over store dele af vesteuropa. I vesten var friheden til at ytre sig på skrift og i tale og friheden til religionsudøvelse et af de store politiske mål for borgere, arbejdere og bønder. Det kom også de religiøse minoriteter til gode, men med det resultat, at mange jøder lod sig assimilere i det kristne samfund ved at lade sig døbe. I Østeuropa lod dette sig ikke gøre. En udbredt antisemitisme i befolkningen skulle nok sørge for, at jøderne blev mindet om at de ikke måtte betragte sig som polakker, selv om de forsøgte sig med en mere moderne livsstil, 

Det tyske protestantiske samfund var organiseret ganske anderledes end de katolske polakkers og jødernes. Sindbilledet af en preussisk undersåt var på afstand nok ikke let at skelne fra en dansk undersåt: den stærke øvrighedsmagt benyttede virkningsfulde midler til at afrette sine undersåtter: arbejdsdisciplin og militær disciplin. Den protestantiske kirke prædikede lydighed og pligtfølelse. Først fra omkring 1830 begyndte de tyske skoler at undervise bønder og arbejdere i løsning og regning. 

Den protestantiske kirke i det østlige og nordlige Tyskland var ikke det eneste svar på, hvad tyskere mente om religion: I Sydtyskland var man katolikker. Den kendsgerning var en af de væsentlige grunde til, at kejserriget efter 1871 var vanskeligt at få til at fungere som en politisk enhed.

Det tyske kejserrige 1871-1918 - indre spændinger.

 Otto von Bismarck var preussisk godsejer. Han påtog sig opgaven som preussisk ministerpræsident fra 1862 og siden som rigskansler (1871-1890) at sammensvejse de mange uens dele af Tyskland til en politisk enhed. 

Bismarcks forhold til den voksende arbejderbevægelse 

var anstrengt. Socialdemokratiet havde med Ferdinand Lasalle som leder tidligt markeret sig som Europas førende arbejderparti, Dets program blev kopieret af nabolandenes arbejderpartier. Således også  i Danmark. 

Men rigsregeringen i Berlin ønskede at tage kampen op mod den voksende arbejderbevægelse dels ved at forbyde partiet gennem socialistlovene 1878-1890, dels ved at gennemføre socialreformer, der skulle tage vinden ud af sejlene på socialisterne. 

Da socialistlovene ophævedes blev socialdemokratiet rekonstrueret som SPD, og dets Erfurtprogram af 1891 viste, at SPDs modstandere havde fået en væsentlig indflydelse på partiets politik: Fortalen var revolutionær, men indholdet var reformvenligt. Ved "festlige lejligheder" talte arbejdernes ledere om, at man skulle omstyrte kejser, kirke og kapitalejerne og overdrage magten til arbejderne selv, men når det virkelig gjaldt var man mere interesseret i at få gennemført reformer, dvs love, der kunne sikre vælgerne økonomiske og sociale forbedringer. 

SPD gik også  imod , at statsmagten skulle kunne føre krige, hvor tyske arbejdere ville komme til at skyde på arbejdere fra andre lande. En af socialismens førende teoretikere Karl Marx havde jo allerede i 1848 udtalt, at arbejderne i alle landene skulle forene sig på tværs af grænserne og nægte at lade sig anvende som kanonføde i kapitalisternes krige. Det var jo et klart budskab, som også var anvendeligt i fredstid, når de menige soldater i hæren ønskede at markere deres modstand imod deres officerer, som blev rekrutteret fra overklassen. 

Den antimilitære holdning viste sig imidlertid ikke at kunne holde, da Tyskland i 1914 blev indviklet i en krig på to fronter mod vestmagterne Frankrig og England og østmagten Rusland. SPDs medlemmer af Rigsdagen i Berlin stemte for krigsbevillingerne og tog dermed en medansvar for krigsførelsen. 

Socialisternes organisering og kamp for bedre levestandard for arbejderne foregår side om side med en organisering af erhvervslivet som er uden sidestykke i de europæiske lande.

  Den lange fredsperiode 1871-1914

perioden var præget af: 

- tekniske fremskridt 

- stigende levestandard 

- forbedret sundhedstilstand 

- byudvikling 
 
- storpolitisk magtbalance 

- kompensationer gennem 

- koloniseringer i Afrika og Asien 

- kaprustning og sværindustriel vækst 

- krigsplaner uden klare krigsmål 

- vestmagterne: Frankrig og England 

- centralmagterne: Tyskland og Østrig-Ungarn 

- østmagten: Rusland 

- oversøisk: USA, Kina, Japan 

Tyskland efter Bismarcks afgang 1890: Kejseren og hans nye kansler 

nedbryder det system af alliancer, der blev bygget op af Bismarck. 

Generalstabens chef Alfred von Schlieffen forberedte en kommende tofrontskrig, som blev den plan,   Tyskland benyttede ved udbruddet af 1.verdenskrig.

 

Mindretal
 
 Fremmedherredømmet i Nordslesvig (nu: Sønderjylland) og i det fransk-tyske grænseland Elsass-Lothringen havde gennemført en hård fortyskningspolitik. At unddrage sig militærtjenesten ville blive betragtet som illoyalitet. Men mange dansksindede søgte om at optere for dansk statsborgerskab med risiko for politisk forfølgelse af familien og tab af ejendom og ret til at vende tilbage. Mange valgte derfor at blive og udskrives til hæren, fordi den dansksindede bevægelse frygtede for, at en udvandring blot ville betyde, at grænselandet ville få et tysksindet flertal. Ved en senere folkeafstemning ville grænselandet derfor risikere at forblive under Tyskland. 

Problemet for den jødiske minoritet i Tyskland stillede sig anderledes, fordi man ikke var knyttet til et afgrænset nationalt område. Der boede jøder i hele Tyskland , og de havde været der lige siden romersk tid. De havde i perioder været udsat for strenge forfølgelser, f. eks i den tidlige korstogstid (1096-1099), hvor den kristne befolkning havde myrdet løs på jøder, der var bosat i Rhinlandet. Man anklagede dem for at være kristusmordere. Deres anderledes kultur, hvor mændene havde lært at læse og skrive, og hvor man afviste den katolske billeddyrkelse, virkede provokerende på den overvejende analfabetiske kristne befolkning. 

Op igennem århundrederne havde der været adskillige jødeforfølgelser. 

Med oplysningstiden i 1700-tallet skete der en splittelse af jødedommen på spørgsmålet, om man skulle forblive i de aflukkede ghettoer og bevare sin traditionelle kultur, eller om man skulle assimilere sig, blive som de andre med den konsekvens, at man gik over til kristendommen.  * Segal om emancipationens betydning for jøderne

Den franske revolution spredte ideer om at alle mennesker er lige uanset nationalitet og klasse. De bredte sig også  i Tyskland, men det betød ikke, at antisemitismen forsvandt. Revolutionsideerne efterfulgtes af den tyske nationalisme. Man dyrkede den tyske folkekultur med alle dens lokale særtræk, f.eks. samlede brødrene Grimm de tyske folkeeventyr. 

Der var i denne nationale romantiske holdning ikke forståelse for jøderne som en del af folket. Man sagde om dem , at de ikke hørte til noget bestemt sted og at de altså var forskellige fra tyskerne ved dette, at de var på evig vandring. Man så bort fra, at tyskerne selv havde været skyld i, at de var blevet sendt ud på landevejene for at redde sig fra forfølgelser og mord. 

Kort efter kejserrigets genoprettelse i 1871 fik jøderne i hele Tyskland de fulde borgerlige rettigheder. Det omfattede retten til fri religionsudøvelse, frihed til at bosætte sig overalt , ytringsfrihed til at tale og skrive offentligt, og frihed til at udøve erhverv efter eget valg. 

Ti år efter dette gennembrud blev Europa ramt af en bølge af antisemitisme, der bredte sig fra Rusland. Der var efter et attentat kommet en ny zar til magten, der opbyggede det hemmelige politi. Det skulle bruges til en effektiv overvågning af enhver politisk modstand i Ruslands befolkning. Det hemmelige politi fabrikerede antisemitisk propaganda, som spredtes i befolkningen. 

På den måde benyttede  zar- styret den latente antisemitisme i befolkningen til at kanalisere befolkningens frustrationer over på jøderne. Det resulterede i serier af blodige progromer. De jøder der kunne flygtede ud af landet. Særligt hårde blev jødeprogromerne i 1905 efter  zarstyrets nederlag i krigen mod Japan. Mange jøder udvandrede til USA, Vesteuropa og Palæstina. 

Også  i Vesteuropa havde antisemitismen godt tag i befolkningerne. 

Berlin 1881: Eugen Dühring udsendte kampskriftet: "Jødeproblemet som race-, moral- og kulturproblem" 

Brandenburg og Pommern 1881: antisemitiske optøjr før et skær af respektabilitet ved støtte fra hofpræsten Adolph Stöcker.

Prag: katolsk præst og teologiprofessor A. Rohling udsendte kampskriftet "Der Talmud-Jude".⁽¹⁾ 

I Frankrig var den politiske udvikling præget af attentater, 

regeringskriser og stormende massemøder. Utallige småspareres tab ved Panama-kompagniets bankerot blev omsat i angreb på jøderne. (2⁾ 

Snart tilspidsedes holdningen i forbindelse med den såkaldte Dreyfuss-affære (1894-1906) En kaptajn i den franske hær blev uskyldigt dømt for at have leveret oplysninger til arvefjenden Tyskland. Det drejede sig om tegningerne til et fransk maskingevær ( som senere kom til at spille en stor rolle i skyttegravs-krigen 1914-1918). 

Alfred Dreyfuss var jøde, og hans påståede landsforræderi var begrundelse for at de yderligtgående nationale holdninger fik næring. Jøderne fik skyld for at være rodløse og nære dobbelt loyalitet som jøder og som borgere i den stat, hvor de boede.  Kravet til nationaliteterne om national loyalitet kendes også  fra grænselandet mellem Tyskland og Danmark. ( 3⁾. Problemet skulle vise sig at få katastrofale virkninger for alle minoriteter da nationalstaterne skubbede sig ud over afgrunden i augustdagene 1914. For jøderne betød det, at tyske jøder som gode tyskere lod sig rekruttere til den tyske hær og gik i krig mod franske jøder i den franske hær.(4⁾ Beskyldningerne mod jøderne om dobbelt loyalitet indgår som en af de centrale argumenter i den nazistiske film "Den evige Jude" 35 år efter afslutningen på Dreyfuss-affæren.

Mindretal søger identitet. 

Margrethe Brock-Nannestad har udarbejdet en udstilling for Det kongelige Bibliotek i København
med titlen  "Mindretal søger identitet " 

 

Verdenskrigen 1914-1918. 

• vestfronten: skyttegravskrig mod Frankrig og England 

• østfronten : erobringskrig sammen med Østrig mod Rusland. 

• Atlanterhavet: fra 1917 den uindskrænkede ubådskrig 
   

• hjemmefronten: Kvinderne bliver arbejdere i industrien 
   

• den tyske rådsrevolution

Den centrale statsmagt overtog vigtige funktioner i samfundet og militæret blev den største kunde, der efterspurgte varer og tjenester af enhver slags udstyr til hær og flåde. 

Erhvervslivet havde allerede gennem længere tid gennemgået en rationaliseringsproces: de små virksomheder var blevet udkonkurreret og opslugt af de store firmaer. Arbejdere og funktionærer oplevede sig selv som arbejdsmyrer i et uoverskueligt system. 

Samfundet havde mere at sige end fællesskabet. Det var vigtigere, at arbejderen og funktionæren udfyldte deres plads i arbejdsdelingen og var effektive der, end at de fik friheden til at vælge, hvem de ville være loyale overfor.  Arbejdsdelingen var med til at skabe afstand mellem det folk foretager sig og konsekvenserne af dette. 

Den subjektive længsel efter et fællesskab blev for mange mennesker indfriet ved krigsudbruddet. Man drømte begejstret om, at det ærefulde soldaterliv ville betyde en genopblussen af fællesskabet, den tyske nation. De mange nationale minoriteter indenfor det tyske kejserrige havde ikke nogen muligheder for at slippe for militærtjenesten. 

Drømmen om at soldaterlivet kunne genoplive fællesskabet blev dog druknet i blod under den lange skyttegravskrig, hvor maskingeværet for alvor gjorde sin entre i krigsførelsen.  Brugen af krigsgasser var endnu en grund til, at begrebet ærefuld krig hørte en fortid til. 

Tyskland var ikke blevet et parlamentarisk demokrati. Magten var samlet hos kejseren og hans kansler. Under krigen blev magten flyttet til generalstaben og til de dele af forvaltningen, der skulle sikre forsyningerne til fronterne. Administration og planlægning drejede sig om jernbanedrift , styring af produktionen og sikring af varer til byerne . 

  Tysklands sammenbrud nov. 1918

Sammenbruddet i Tyskland kan  opfattes i situationen som kejserrigets sammenbrud, hærens opløsning, familiernes tragedie, markedets sammenbrud og epidemiens (den spanske syges) hærgen.  Sammenbruddet  må også ses i forlængelse af  den lange opgangsperiode mellem 1870 og 1914. I denne lange fredsperiode havde man fået en optimisme ind under huden. Det var muligt at ændre sin tilværelse og det gav optimisme, men krigen havde vendt op og ned på disse forestillinger indenfor alle samfundsklasser og alle dele af det tyske rige.

Østrig-Ungarns sammenbrud  som det største centraleuropæiske rige med delvis tysk sprog og kultur betød en væsentlig ændring i tyskernes forestilling om deres situation i retning af at de var stærkt isolerede i Europa.

Dertil kom så, at Tyskland fik tillagt hele skylden for verdenskrigen, og at tyskerne derfor skulle bøde derfor med  krigsskadeserstatninger.   
 

Reaktionen på krigsafslutningen: revolution

• Den socialistiske revolution
   

• Versailles-ordningen 
   

• Weimarrepublikken
   

• Økonomisk kaos
   

• Nationalsocialisternes opkomst  
   

• Oprustning og forberedelser til krig
   

• Holocaust

 

Holocaust

Nürnberglovene

"Wear It With Pride, The Yellow Badge," Robert Weltsch

Rigskrystalnatten 1938

Die Endlösung

Daniel Goldhagens bog om "Hitlers villige bødler" har sat en masse debat i gang,
som måske er ufortjent for den amerikansk- jødiske historiker. 
Simon Wiesenthal har i et interview med Ulla Terkeldsen (TV2 d. 7.april 1998) afvist Goldhagens standpunkt:

 Wiesenthal vil ikke generaliserer over "tyskerne" - han vil ikke acceptere, at man taler om tyskerne som kollektivt ansvarlige, ligesom han ikke vil risikere, at man taler om "jøderne" som kollektivt ansvarlige -
det som var indholdet i anti-judaismen og antisemitismen. 

Schindlers Liste  roman og film

Blandt unge jøder i Tyskland opstod forskellige praktiske initiativer. En af de ledende var Martin Gerson.
Han oprettede en uddannelse for unge zionister på Godset "Winkel" i Brandenburg. De skulle trænes i landbrugsarbejde for at være forberedt på at udvandre til Palæstina. Da 2. verdens krig begyndte i 1939 blev det umuligt at rejse gennem Europa. En del af de tyske chaluzim blev reddet til Danmark for at fortsætte deres landbrugsuddannelse. Efter den tyske besættelse af Danmark var deres situation atter truet, og deres flugt til Palæstina via Sverige, Finland, Rusland og Tyrkiet blev organiseret.

 
1. Amos Elon: Herzl s. 53-54

2. Elon s.100

3. "Köller-politikken" jfr Håndbog i Danmarks Politiske Historie v. Engelstoft og Wendt s. 329ff.

4.

5.

6. Margrethe Brock-Nannestad: Mindretal søger Identitet. Tyskjødisk kultur i David Simonsens samling.