Kafka: Foran Loven -  af Elias Ole Tetens Lund

Goya, Kafka og Richard Mortensen

Richard Mortensen malede 1958 "Esto es malo". Det er også titlen på Goya's grafiske billede. Der er ca. 150 år mellem de to billeders tilblivelse.
Billederne viser fem figurer: en soldat, en munk, der bliver gennemboret af soldatens sværd, en allerede myrdet munk, der ligger på jorden bag ved soldaten - og i baggrunden to stående figurer med hatte.
Goya har lavet et atmosfærefyldt billede, hvor forgrundens figurer står i en lidt sløret kontrast til baggrunden med dens svagere belyste figurer. Soldaten får lov til at udføre sit bestialske mord på det forsvarsløse offer, mens ordensmagten ser uinteresseret til og står som to søjler uden at gribe ind.  I Richard Mortensens maleri er rummet pumpet tomt for luft. Alt står tilsyneladende knivskarpt og grelt fremme i billedplanet. Centralperspektivets rum har ingen interesse for maleren. Men han har konstrueret et andet rum, som var en videre udvikling af det traditionelle abstrakte maleris flade virkning. Mortensen kaldte det for det ægformede rum.
Det abstraherende formsprog er ikke noget kunstneren har valgt til specielt dette billede. Abstraktionen er hans udtryksform. Tro ikke, at man bare kan tage et formskema og bruge det til lejligheden. Mortensen har tegnet en lang serie af variationer over Goyas billede.

Soldaten er gået i opløsning , der er ikke mere nogen sammenhængende figur tilbage af ham. Den skråt hældende form, der indeholder nogle grønne felter, en blå lodret liste og en boks med tre farvede cirkler er samlet set en negativ form, der erstatter soldaten. Hans krop og benenes bevægelse er gestaltet med den uregelmæssige form bestående af orange og blåt. Det mest konkrete, der er blevet tilbage af soldaten er hans handling: sværdet, der gennemborer offeret. Den mørkeblå skrånende form der deler konturlinje med offeret er den ene af dommerne.
En brun liggende form i det lyseblå felt nederst til venstre er liget af en allerede myrdet person, delvist skjult bag soldaten. På Goyas billede ses munkens kronragning. Det samme sted er i  Mortensens billede en flad skive med et indhak, der viser sig at være en malers palet..

Mikkel Bogh skriver: Esto es Malo er forsøget på at forstå .. sammenhæng mellem på den ene side billedets kompositoriske og rent formelle struktur og på den anden side dets følelsesmæssige indhold. Det afbalancerede geometriske formsprog, som havde domineret i midten af 1950'erne, er her kombineret med en mindre styret streg og med farveflader, hvis konturer er forrevne.
Klar og uklar form, statisk og uroligt, danner yderpunkter i dette maleri, der omsætter forlæggets dokumentariske rædselsberetning til en formernes, liniernes og billedkræfternes ikke mindre dramatiske kamp. (Ny dansk Kunsthistorie Bd. 9: Geometri og bevægelse. 1996, s. 41)

Vi ser nogle geometriske figurer "bag ved" eller igennem soldaten:  Der er noget, der kunne ligne et trafiksignal - et symbol på adfærdsregulering. Disse signaler er indlagt som en slags mønster - eller som en negativ form i hans skikkelse. På den anden side kan farverne i dette mønster også opfattes som en fortsættelse af mønsteret og farverne i den verden, der omgiver soldaten.
Er det statens signal til voldsmagten om at det er tilladt at bryde med de menneskelige normer og slå ihjel? Kunstneren viser sig som civilisten i opposition til voldsmagten, dvs. den der synes at den svage altid har ret.
Men signalet er tvetydigt. Det lyser rødt. Men på den "forkerte" plads. På den røde og den grønnes plads er der en blinde pletter: hvid farve. Dommerne er til stede i form af nogle geometriske hoveder: Hovederne er delt lodret næsten lige som hos soldaten og offeret. Men det er en mere skæv fordeling. De er ikke delt midt over. Og dog bevarer de balancen. De er ikke til sinds at vise interesse eller følelser. Hver især er de udstyret med ét lillebitte øje.  Tanken ledes hen på Kyklopens øje som symbol på frygten for enøjethed.
Soldatens garderhue rager op mellem dommernes hoveder og virker forstyrrende ind på dommernes område. Huen er deformeret til en hageform.
   Den ene dommer har stort cykelstyrsskæg som identificerer ham som mand, en familiefader og som en, der gerne vil have autoritet . Farverne er grålige med nuancer over mod det grønlige og umbra naturel. Familiefaderen, den almindelige mand, som samtidig er ansvarlig for morderiske handlinger. Richard Mortensen malede sit billede 1958. Få år efter blev Adolf Eichmann stillet for retten i Jerusalem, anklaget og dømt for sin hovedrolle i folkemordet på jøderne i Østeuropa. Hannah Arendt betegnede 1960 hans forbrydelse som "ondskabens banalitet".

  Figur og baggrund er knyttet til hinanden. Baggrunden er en abstrakt forankring for figurerne. Her er virkemidlerne farver, felter, former og linjer:
Til venstre i billedet bag ved soldaten er farverne de samme som i midterfeltet: blågrøn og gråviolet. De er farver på nogle konstruktive former, heri indgår signalkasserne.
De konstruktive former er ordnet med lodrette og vandrette linjer. Til højre bag ved offeret er fladen uopdelt hvidlig. Nederst i billedet ses en hvidlig rektangulær flade med en mærkelig sækformet rødbrun flade: den myrdede munk, der ligger på jorden.

      Kunstneren - paletten
   Pludselig dukker der en ny forbindelse op ved undersøgelsen af billedet : Det sammensunkne offer og den ene passive dommer deler samme lodrette skillelinje. Isoleret fra det øvrige maleri ses de to figurer den ene foran den anden i ét rum for sig. Den mørkeblå form, der deler konturlinje med offeret tilhører nu ikke længere soldaten, men bliver et element i opbygningen af dommerfiguren.
Og se: nede ved offerets hånd svæver en malerpalet, kunstnerens eget symbol - men den er uden farver. Dvs. at offeret/kunstneren er frataget kraften til at udtrykke sig. Tilbage er bare paletten som en erindring om professionens beskyttelsesskjold. Goya havde på dette sted anbragt den kronragede isse på den myrdede munk. Mortensen forvandler denne form til palettens symbol. Kunstneren indtager offerets plads ved at lade ham gribe ud efter et meget skrøbeligt forsvarsmiddel, en malerpalet.

    Men hvad skal vi så stille op med dommerens hoved ? Er han en del af offeret / kunstneren ?
Richard Mortensens har i en serie tegninger som er forstudier til maleriet denne reduceret dommeren til et abstrakt mønster. Der er den fælles delelinje ned igennem de to figurer ikke til stede. Der er også en større afstand mellem offeret og soldaten. I maleriet har Mortensen ladet sit særlige rumlige syn, "det ægformede rum" været  bestemmende: han ønsker, at figurerne skal komme til syne i forskellige dybder af billedet. Dommeren har drejet hovedet over i retning af den anden dommer. Hans moustage drejer sig også i retning af den anden. Det er en tvivlrådig gestus. Han er bragt lidt ud af balance og er ikke mere helt passiv.
   Er der noget om den tanke, at denne dommer er ved at vokse sammen med offeret - dvs. tage del i dennes lidelse ? eller er han reduceret til en nar ?  Her er gengivet et enkelt eksempel fra Richard Mortensen: Sandhedens øjeblik. Esto es Malo. NORD hefte 2 (1965) De fleste af tegningerne har offeret som motiv.

   På tegningen er den ene dommer reduceret til et abstrakt flademønster. Her er den fælles delelinje ned igennem de to figurer ikke til stede. Der er også en større afstand mellem offeret og soldaten, så de to ikke har fælles konturlinje.
Er det overhovedet muligt at tage del i offerets lidelse? Richard Mortensens mange tegninger af offeret synes at sætte et spørgsmålstegn ved det. Alligevel arbejder han som en besat med emnet. Men emnet er for ham tillige maleriet. Esto-es-Malo-motivet og dets formmæssige løsninger danner for Richard Mortensen overgangen til en frigørelse fra det ydre motiv til det abstrakte maleri.