Kafka: Foran Loven .. En kæde af essays af Elias Ole Tetens Lund
En bommert
En mand er på vej ud af synagogen på Yom Kippur, forsoningsdagen. Han er på vej hjem for at spise det første måltid efter et døgn med faste. På vej ud ad døren møder han rabbineren, der lægger mærke til, at manden ser velfornøjet ud og spørger om grunden. "Det skal jeg sige dig", svarer manden, "jeg har lige slået en fin handel af med Gud". "Og hvad går den ud på?" , ville rabbineren vide. "Jeg sagde til Gud, at hvis han ville tilgive mig mine synder i årets løb, så ville jeg tilgive hans synder. Så går det lige op". "Og det accepterede Gud?" , sagde rabbineren. "Det gjorde han". "Dit egoistiske fjols", svarede rabbineren ham bebrejdende. "Her havde du krammet på Gud, men i stedet for at bede ham om at tilgive alle jøder deres synder, så tænkte du kun på dig selv". ( Pundik, 2007, s. 19)