Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Rashi og retten.

        Den jødiske lærde, Rabbi Solomon ben Isaac, Rashi (1040-1105), der levede i det sydlige Frankrig, har i sin store samling af kommentarer til  de fem Mosebøger forklaret, hvorfor Moses ville sikre sig mod, at en bestemt mand, Pinchas, skulle blive hans efterfølger. Rashi lægger følgende bøn i munden på Moses:

 "Universets Hersker, du kender hvert enkelt menneskes bevidsthed, og du ved, at de alle er forskellige fra hinanden, derfor skal du udpege en leder for dem som vil være tolerant overfor hver og en i overensstemmelse med deres sind." (Siddur p. 313, n 688) 

Relevansen for Kafkas tekst handler om to ting:  Hvert enkelt menneske  skal ikke reduceres til et Noget, men skal respekteres som en individuel person. Og det skal være en leder,  "som kan gå ud foran dem, og som kan bringe dem ind, så at Herrens forsamling ikke bliver som en hjord uden hyrde". ( 4. Mose Bog  27:51)
    Mødet mellem Josef K. og den gejstlige i domkirken slutter med, at præsten siger: "Retten ønsker ikke noget af dig. Den tager imod dig, når du kommer, og den slipper dig når du går." ( B12 da. udg. s. 237) Denne ligegyldighed overfor den anklagede viser vrangsiden af Max Webers bureaukratiske paradis. Forventningen til den bibelske lederskikkelse og efterfølger efter Moses er engagement - ikke ligegyldighed overfor folket og individet. Kafka reflekterer over dette. Det kommer til syne i et af de mange steder hvor han beskriver Josef K.s udgrænsning og fremmedfølelse:

   K. var blevet udmattet: "Han var for træt til at kunne overskue alle historiens følgeslutninger, det var så uvante tankegange, den førte ham ind i , uvirkelige ting, bedre egnet som samtalestof for selskabet af retsembedsmænd end for ham. Den enkle historie var blevet uformelig, han ville ryste den af sig.." (da.udg. s. 236)

     I en tidligere situation havde han ellers knyttet sig nært til den magtfulde statsadvokat Hasterer. Men nu var K. isoleret og marginaliseret uden allierede, han kunne støtte sig til, og hans første følelse af at have præsten som sin ven var forsvundet.  Paradoksalt understreger K. sin funktion som prokurist i en bank, han burde jo nok vide, at præsten præcist vidste hvem han var. På den måde bidrager K. til at reducere sig selv til funktion, til en genstand. Hans oplevelse at det dybe mørke i domkirken understreger hans orienteringsløshed. Præsten kræver af ham, at han skal "indse først, hvem jeg er". Josef K. identificerer ham som hørende til retten. Det er endnu en reduktion af personen - og det leder frem til den afgørende afstand mellem de to personer. Præsten understreger sin afstand til K. med beskrivelsen af retten som en instans, der ikke ønskede noget af ham. Der var sket en adskillelse af ret og moral. Josef K. var blevet reduceret til en hvilken-som-helst person.
    Sammenbruddet  for de jødiske samfund med deres lokale øvrighed , kehillah, som den faste struktur havde længe været på vej i det østeuropæiske bosættelsesområde. Men mindet om  lokalsamfundet, der havde skabt tryghed, påvirkede Kafka og hans generation af marginaliserede jøder. Med det gode og med det onde. Det gode var den yiddishe teaterkultur, jødisk fortællekultur og tradition; men for Kafka personligt var den rabbinske ret et mararidt, hvor han oplevede anklagen mod sig i forbindelse med bruddet med hans forlovede Felice Bauer. Elias Canetti mener, at det var Kafkas "anden proces". Kafka følte, at der ikke blev taget hensyn til hans ønske om arbejdsro til forfatterskabet. Han følte sig presset ind i ægteskabet som en pligt til at føre slægten videre.
    Retten ønsker ikke noget af dig. Den tager imod dig, når du kommer, og den slipper dig når du går. Det er ydmygelsen og reduktionen til et nummer.