Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Væren-for-den-Anden
Immanuel Levinas syn på fremmedgørelses problem . Han går ud fra, at individet bliver til gennem sproget. Jeg bliver til betydning som Fremmed og som Absolut Anden. Jeg træder ind i Væren-for-den-Anden. Det er en måde at være på, der undviger modernismens sygdom.
Eksistens og bevidsthed betyder "væren-for-den-anden" - d.v.s. at jeg først bliver "jeg", såfremt jeg er blevet til Betydning gennem sproget. Kun som fremmed og som Absolut Anden bliver jeg paradoksalt ikke fremmedgjort.
Med Lévinas betyder det, at den alt for nære tilknytning mellem Manden fra Landet og hans dørvogter har nedbrudt mandens individualitet. Han har undveget sin egen eksistens og har skjult sig. Foran Loven bliver "genbrugt" af Kafka. En gejstlig i domkirken bruger fortællingen til at forklare for hovedpersonen i Processen, at han tager fejl af retten. Retten er ikke interesseret i ham som personlighed og individ, kun som en sag blandt andre sager. Præsten er samtidigt en af dommerne i processen. Josef K tror sig forstået og siger til præsten "Jeg har større tillid til dig end til nogen som helst af dem, så mange jeg ellers allerede kender." (A9 s. 228) Her er en parallel til den blinde tillid som Manden fra Landet nærer til dørvogteren. Som Absolut Fremmed ville han være forløst, idet han kunne acceptere, at vogteren var en Absolut Anden. Overført på Kafkas forhold til faderen Herman Kafka betød det "helt enkelt" at han skulle frigøre sig for faderens dominans. Søsteren Ottla var i stand til det. Franz måtte flytte bort fra Prag for at forsøge et brud.
Lévinas' ekstreme humanisme peger på, at den europæiske kultur havde været helt ude over afgrunden og lagt grunden til holocaust - og at der nu kun er en vej frem: bort fra terror og dominans.