| |
| Da lovens port står åben som altid og dørvogteren
træder til side, bukker manden sig for at se, hvad der er indenfor. |
|
|
Denne korte fortællings måske
mærkeligste mening : "Da lovens port står åben som altid".
Her er ikke den samme stemning, som når en forfatter er alvidende til stede som kommentator i
fortællingen. Kafka er jo ikke en naturalistisk forfatter, der her går ind i mellem sine personer og læseren og
afslører ting, som personerne i fortællingen ikke har eller må have kendskab til af hensyn til illusionen. I dette
tilfælde er Kafka kun lige akkurat fremme med en vending, der forekommer satirisk - hvis ikke ligefrem satanisk.
Et enkelt ord fra dørvogteren kunne have løst problemet - og umuliggjort fortællingen. I stedet træder han til
side. Det er en gestus, men hans kropssprog er ikke indbydende. Der udspinder sig en dans foran porten, der har
til hensigt at markere grænsen, som ikke kan overskrides uden virkeligt mandsmod. Manden vil kigge
ind for måske få et glimt af loven. Han har med sig en erindring om en dans hvor man træder nogle skridt frem,
mens man hæver hænderne og ansigtet op i ekstase,
hvorefter man hurtigt bukker sig og træder nogle skridt tilbage.
Det er en bevægelse, som minder om trinene,
der er knyttet til den jødiske stående bøn
Amida.
Manden kan huske bevægelsen, men han kan ikke
huske betydningen af den. Frygten for synet af lys får ham til at vige tilbage. Det rituelle
præg ved dansen markerer overgangen til mystikken, som vandt Kafkas interesse i mødet med den
chasidiske, stærkt religiøse kultur i
Østeuropa.
Ved porten
til slottet og himmeltronen står engle på vagt for at hindre adgangen for de uindviede. Et menneske kan kun få adgang ved hjælp af indsigt i
mystikken, herunder bestemte magiske navne.
Himmeltronen, som profeten Esajas beskrev,
var målet for mystikernes bestræbelser. Men
vejen ind til den rummede store farer. Men
jeg tror, at Kafka veg tilbage for den
chasidiske kultur, der dyrkede Rebben,
der blev dyrket af sine tilhængere som en
erstatning for Gud.
Den engelske kunstner Henry Moore ventede på lysglimtet ved Stonehenge. Han søgte det sublime øjeblik, der forudsiges af
naturvidenskaben, når solen passerer nogle spalter i stenmasserne. Men Kafkas mand fra landet har intet sikkert at
forvente, kun kan han håbe på at noget vil indtræffe. Noget der skulle bero på erindringen hos ham. |