Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

17.   Et isoleret menneskes spørgsmål

 

"Alle stræber dog efter loven," siger manden, "hvordan kan det da være, at jeg er den eneste, der har bedt om adgang i alle disse år?" 

 

    Manden fra Landet dækker sig ind under de andre, når han siger: "Alle stræber dog efter loven". Han henviser til den opfattelse, at det er hele samfundet, der har ansvaret for det kollektive velfærd.

   Det er et mærkeligt spring, Kafka indfører i mandens tankegang - han har ikke tidligere henvist til det kollektive - og han har i sine handlinger været isoleret og fokuseret på sin egoistiske ambition om at nå målet. Han siger "at jeg er den eneste" - Det betyder, at for ham er verden tømt for de Andres ansigter. Han har forladt sin oprindelige klan, har ikke gjort noget for at opsøge sine rødder, og han føler sig forladt. Og dog hævder han, at alle stræber efter loven. Kafka dømmer sig selv. Han erkender sin svigten overfor sin kollektive forpligtelse.
    Immanuel Lévinas gør op med det selvhad, der ligger inde i Kafkas selvforståelse som marginaliseret jøde. Lévinas siger: "Det er ved at søge næstens ansigt, at vi søger Gud, vi elsker Gud ved at være udadvendt og ved at vende os mod det konkrete. Det er næstens ansigt, denne fysiske, individuelle signatur, vi skal henvende os til og retfærdiggøre os i forhold til. (Wivel, Næsten Intet, 1999,  s. 116 -117). Kafka har lagt hele sin egen byrde på skuldrene af sin antihelt. Manden fra Landet tror, at han skal søge ind til Loven, at han skal sætte alt til side for at nå frem til Himmeltronen. For ham er verden tømt for de Andres ansigter. Han stirrer kun på dørvogteren og dennes spidse næse. Manden fra Landet tager fejl af, hvad der betyder noget.

  Loven er blevet et billede, "en metafor, den trækkes ud af sin oprindelige mening og bliver betydningsbærende i en åndelig og dermed formløs forstand. Heri ligger kimen til den kristne billedliggørelse af sproget, som både Franz Rosenzweig og Lévinas (..)kritiserer." ( Wivel, Næsten Intet, 1999,  s. 117)

  Læses fortællingen Foran Loven nu som præstens  belæring af Josef Ka i Domkirken, og ikke som den kafkaske fortælling om Manden fra Landet , sker der en forandring i betydningen.  I denne kontekst forholder Kafka sig til den danske filosof Kirkegaards begreb om "hin enkelte", der henvises til at elske Gud først.
   Men er det, hvad Kafka ønskede?  Han er rodløs og fortumlet, men prøver at skrive sig ud af sin marginaliserede position i forhold til sine jødiske rødder. Han er klar over det problematiske i situationen for Manden fra Landet. Men han er ikke i stand til at springe over og gøre sin jødiske identitet levende: Billedet af "lovreligionen" skygger for det væsentlige, at gudsforholdet drejer sig om relationen til det andet menneske.
   Forestillingen om det ensomme menneske rummer ideen om den ene, der bærer hele menneskeheden i sig - ikke ved at være som alle andre, men ved at være den, ansvaret vender tilbage til. Manden har taget fejl ved at tro, at han ved at henvise til loven udfører moralske handlinger. Det er omvendt - ved at udføre handlinger på godt og ondt vil han kunne virkeliggøre loven. Det er en snævert bibelsk opfattelse, der betragter loven som det ydre sæt af leveregler, som skulle give klarhed og kundskab.