Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Dommerportrættet

    Kafka er bedst som satiriker i afsnittet om kunstmaleren Titorelli. Maleren har arvet eneretten til at male portrætter af dommerne ved retten. Josef K. møder ham på et loftkammer i en bygning, hvor der er en flok udfordrende og påtrængende piger, der hele tiden forsøger at komme ind til ham.  Josef K føler at han er ved at blive kvalt af den dårlige luft i kammeret.
    Hvorfor skulle han gå til Titorelli ? Angiveligt fordi denne skulle have særlige forbindelser til retten. Under samtalen mellem de to mænd viser det sig, at kunstmaleren er godt og grundigt involveret i retten. Men han er også afhængig af sine bestillere. Rettens folk er forfængelige og bestiller portrætter med  symboler, som vi kender fra barokkens tid. Og så benyttes billederne i den sociale repræsentation. Det pastelmaleri der står på stafelliet er  "tiltænkt en dame." Men bestilleren har aldrig siddet på den  tronstol, han er sat op på i billedet.
    K. undrer sig, men får til svar: "Ja, forfængelige , det er de herrer ... men de har tilladelse fra højere sted til at lade sig male sådan. Det er nøje foreskrevet for enhver, hvordan han har lov til at lade sig male."     K. begynder at analysere et maleri. Men maleren griber ind for at forklare: "Det er retfærdigheden," .... "Nu kan jeg også genkende den," sagde K., "her er bindet om øjnene og her er vægten. Men har den ikke vinger på hælene, og er den ikke i løb?" "Jo," sagde maleren, "jeg var nødt til at male det sådan på bestilling, egentlig er det retfærdigheden og sejrsgudinden i en og samme person." "Det er ingen god forbindelse," sagde K. smilende, "retfærdigheden må være i ro, ellers gynger vægten, og så kan man ikke fælde en retfærdig dom." "I det stykke retter jeg mig efter den der bestiller," sagde maleren. "Javist," sagde K., som ikke havde villet såre nogen med sin bemærkning. "De har malet figuren sådan, som den virkelig står på tronstolen." "Nej," sagde maleren, "jeg har hverken set figuren eller tronstolen, det er alt sammen opdigtet, men jeg fik opgivet, hvad jeg skulle male.
   Josef K.'s motiv for at besøge maleren var at få dennes råd om, hvordan han kunne blive frigjort fra anklagen og processen. Portrætmalerierne med deres afsløring af retspersonalets forfængelighed viser hvor deres opmærksomhed er rettet hen. Satiren er skarp, og kapitlet fremstår sært kritisk og  humoristisk i kontrast til det foregående kapitel "Prygleren".