Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Udvalgthed er ensomhed
I et af de sidste kapitler i Processen bliver Josef K belært af en gejstlig i byens domkirke om meningen med fortællingen "Foran Loven". Den skal vise ham, at han har taget fejl: Rettens opgave er ikke at tage ham i hånden og tilrettevise ham om hvad han bør gøre. Retten i dette kafkaske univers er udeltagende og henviser individet til fuldkommen ensomhed.
Den magi, der var knyttet til navnet Josef K, som en person der gennem den dybeste fornedrelse var steget op til den højeste agtelse, var gået i opløsning. Der var ingen brødre, der kom og bad om tilgivelse, og dermed var han heller ikke givet nogen mulighed for at vise storsind, og han kunne ikke påberåbe sig at være udvalgt til at redde liv, sådan som Jakobssønnen Josef havde fundet mening med sit liv. Udvalgtheden i betydningen "udvalgt til at tage ansvar for verden" er blevet meningsløs.
På den tid, hvor Kafka skrev Processen, var han optaget af jødisk gnosticisme. Ifølge den gnostiske opfattelse eksisterede der en meget fjern allerhøjeste Gud som næppe kunne nås med bønner eller argumenter - der ud over var der en meget nærværende skabergud som var grum og farlig. Skaberguden skulle menneskene argumentere med og forsøge at formilde.
Franz Kafka lod sig inspirere af den østeuropæiske jødiske mystik og skrev i en aforisme at han "graver Babelsskakten". Han eksperimenterede med det religiøse uden at kunne finde sig til rette i jødedommen. Josef K er udsat for den meningsløse skæbne i Processen - lige som Jacobsønnen. Men Jakobsønnen Josef stiger op fra fornedrelsen og finder en forklaring som han kan trøste sig med: At blive sendt i forvejen for at redde liv. Det var hans stammes overlevelse, det handlede om. Men Josef Ka i Processen kunne ikke se, at han havde fået en opgave, der kunne forklare at han uden skyld skulle trækkes igennem dette retsmaskineri.