Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
K. bliver tiltrukket af fortællingen, men forvirres.
Det er langt henne i romanen, at Josef K møder den gejstlige, der belærer ham om rettens gang. Det er under denne belæring, at den gejstlige bruger fortællingen Foran Loven i betydningen en tekst, der danner indledning til selve loven. Josef K. bliver opflammet af den åbenlyse urimelighed i at manden fra landet bliver afvist ved porten foran loven. K. reagerer med synspunktet, at "dørvogteren har altså ført manden bag lyset". Han kan ikke skelne mellem virkeligheden og fortællingens fiktive univers. Den gejstlige vinder K.'s tillid, men tvinger ham ind i en ramme, som K. er ude af stand til at kontrollere.
Det er et spørgsmål, om Foran Loven er en "naturlig" del af romanen. For at læseren skal acceptere dette, indsniger Kafka sætningen, at K er stærkt tiltrukket af historien. Men Kafka publicerede Foran Loven som en selvstændig fortælling før han indskrev den i Processen.
Mødet i domkirken slutter med, at K. var "for træt til at overskue alle historiens følgeslutninger... Den enkle historie var blevet uformelig, han ville ryste den af sig." (da. udg. s. 230-236) K. begyndte med at være tiltrukket af historien, men hans engagement i den køles ned. Er det fordi det gradvist går op for ham, at den gejstlige havde en skjult hensigt? Har han fejlagtigt identificeret sig med manden? Først mente han, at dørvogteren må have bedraget Manden fra Landet. Men præsten piller hans synspunkt fra hinanden. K. indser, at dørvogteren selv er ført bag lyset. Han er enfoldig, han burde tages fra tjenesten. K. bevarer sin sympati for manden, idet han siger: "Du må dog huske på, at den vildfarelse, dørvogteren befinder sig i, ikke skader ham det mindste, men manden tusindfold." (s. 235-236) Det er ikke underligt, at K. føler sig forvirret. Han er jo selv udsat for en uendelig og uigennemskuelig proces, hvor han ikke kan få klart at vide, hvad han er anklaget for. Lige som Manden i fortællingen er han holdt i en uendelig venteposition.
Den gejstlige påpegede, at dørvogterens opgave var at udføre embedsmandens pligter. Han skulle overholde et sæt juridiske regler. På den anden side beskrives vogteren som enfoldig. "Man siger, at han ikke kender det indre af loven, men kun den vej, som han hele tiden skal skridte af foran indgangen." (Achtung B4) Men hvordan kan en embedsmand, der ikke har en dybtgående uddannelse, udføre et betroet hverv? Den gejstlige beskriver ham snart som pligtopfyldende snart som enfoldig. Er det overhovedet ansvarligt, at lade juraen indtage så betydelig en plads på bekostning af det personlige ansvar?
Her ser jeg en sammenhæng med motiver andre steder i romanen: Kafka udstiller overalt den juridiske embedsstand som en magtfaktor, der understøtter umoralske og liderlige handlemåder hos personerne, der bliver udstyret med embedsmagt. I den gejstliges optik skubbes det juridiske synspunkt hen foran det moralske, det juridiske retfærdiggør sig selv. Josef K. kritiserer derimod at dørvogteren i sin nidkærhed efter at overholde reglerne mere tjener sine egne interesser end at bidrage til et bedre samfund.