Senecio er navnet på blomsten
brandbæger, men det kan samtidigt betyde "gammel mand". Dobbelttydigheden peger i retning af
forvandling: overgangen fra ungdom og blomstring til alderdom, indsigt og død. Klee afstår fra fristelsen til legemliggørelse i sit maleri
Senecio fra 1922. Ansigtet er
så åbent som en nyudsprungen blomst, så at jeg tror, at jeg kan trænge ind og læse dets tanker. Det virker så længe jeg er optaget af at se øjnene. De to
cirkelrunde kloder sidder tæt ved hinanden i den mandelformede uendelighedstegning. De er så stærke, at de fanger opmærksomheden længe -
så længe, at jeg først sent bliver klar over, at munden trækker sig sammen og usynliggør sig.
 Senecio lader sig ikke
åbne uden min egen åbning overfor den. Den ser så fortroligt og insisterende på mig, at jeg glemmer, at han er en helt anden person end ham,
som jeg gerne vil genkende. Langsomt kommer andre udtryk til syne i hans ansigt. Mønsteret der giver mening er dog uhåndgribeligt. Han trækker
det ene øjenbryn højt op. Hvordan har jeg fra fødslen lært at reagere på et ansigt, der fortrækker sig? Er det vrede, er det et udtryk af
forbavselse, er det et forsøg på at sige noget, hvor der ikke findes ord for det? Der ligger en hvid maske hen over ansigtet, som på en
skuespiller, der er på vej til pantomimen, som en Pjerrot, der er ved at samle sig for at kunne give sig til sin rolle. Billedet giver et
mildt udtryk fra sig. Manden er til stede som indsigt. Han er ikke tilstede i form af krop og tyngde, og dog: jeg kan ikke komme uden om ham.
Hans skuldre giver ikke plads til at smutte forbi, og ansigtet breder sig ud, vokser som en sol. Jeg møder ansigtet, det er en helt Andens
ansigt. Det indfanger mig og forpligter mig. Hvis det var mig, der havde været modellen, ville jeg ikke være henrykt ved genkendelsens møde.
Er han den Adam, der giver navn til alting, den glade udadvendte Adam I ? Eller er han den indsigtsfulde Adam II, der indser vanskelighederne
forude, som forudser frygten, som stiller spørgsmål om meningen med hvad han ser?
Det er en jødisk filosof, Soloveitchik, der i sin søgen efter et svar på modernismens fremmedgørende virkninger
skelner mellem Adam I og Adam II. Soloveitchik tager udgangspunkt i de to skabelsesberetninger i 1. Mose Bog: Adam I er den, der
søger magt og kontrol over verden. Det er ham, der giver navne til dyr og planter - og dermed skaber orden. Han søger anerkendelse og
værdsættelse gennem indflydelse og social betydning. Men hans navnebror Adam II er et menneske i krise og eksistentiel isolation. Han søger en
samtalepartner for at blive udfriet. Alternativet er en fortsat fremmedgørelse og isolation, der sløver hans forhold til næsten.
Kafkas fortælling om manden fra landet fandt ikke løsningen på sit problem. Hans partner, dørvogteren, var ikke virkelig
interesseret, var pligtopfyldende og tyrannisk. Josef K. i
Processen fik den besked,
at "retten ikke ønsker noget af dig. Den tager imod dig, når du kommer, og den slipper dig når
du går." Ydmygelsen består i ligegyldigheden fra dem, der skulle varetage skelnen mellem det gode og det onde. Der er andre magter,
der eksekverer dommen.
|
