Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Den gejstliges autoritet

    I romanen Processen diskuterer Josef K. med den gejstlige, der lige har udlagt fortællingen Foran Loven for ham (da. udg. s. 228 - 230). Præsten er ikke nogen tilforladelig sjælesørger, men tillige dommer i processen mod K..
     Josef K. er helt naturligt vred over, at Manden fra Landet er blevet ført bag lyset.  K kan i sin usikre situation ikke skelne mellem virkelighed og fiktion. Hvis det havde været en replik i et teaterstykke, ville K have råbt vrede ord op til skuespilleren; han kan ikke skelne mellem teater og det virkelige liv. Det er det raffinerede ved mødet i domkirken, at K. tror, at han er parat til at sætte sig selv ind i rollen som den abstrakte hovedperson i fortællingen.
    Præsten indleder med et bemærkelsesværdigt argument mod  retfærdighedskravet: "overtag ikke den fremmede mening uden at efterprøve den. Jeg har fortalt dig historien i skriftens ordlyd. I den står der ikke noget om at føre bag lyset."  For præsten er Josef K.'s spontane følelsesmæssige reaktion på historien altså en "fremmed mening", fordi den ikke en begrundet i ordlyden. Præsten anser skriftens ordlyd for at være uantastelig som en bibelsk tekst. At indføre en følelsesmæssig reaktion er grænseoverskridende. I tysk sprogbrug er det en transcenderende handling, og det er ensbetydende med modernisme, bibelkritik og humanisme. At udtrykke en "fremmed mening" er at fjerne sig fra autoriteten. Præsten hævder at være repræsentant  for autoriteten - og dermed også den, der bestemmer, hvad der må diskuteres.
    Scenen i domkirken foregår i tusmørke. K. kan ikke orientere sig og føler sin afhængighed af præsten.  Josef K. bliver angst og erklærer præsten sin tillid. Han føler sig fremmed i kirken og må finde sig i, at hans retfærdighedsfølelse bliver tilsidesat som en "fremmed mening".  På den måde kommer han i den samme situation som Manden fra Landet  i fortællingen. Når han overskrider grænsen fra den jødiske verden til den kristne verden kan det sammenlignes med, at han ikke kan få adgang til det, der konstituerer hans måde at bekræfte sit gudsforhold på.  Jødisk religiøs praksis er ikke åndelig underkastelse, men at diskutere med og stille Gud til ansvar.