Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Mindretal i Europa i nationalromantikkens periode
Fremmedherredømmet i Nordslesvig ( fra 1920: Sønderjylland ) og i det fransk-tyske grænseland Elsass-Lothringen/Alsace-Lorraine) havde gennemført en hård fortyskningspolitik. At unddrage sig militærtjenesten ville blive betragtet som illoyalitet. Men mange dansksindede søgte om at optere for dansk statsborgerskab med risiko for politisk forfølgelse af familien og tab af ejendom og ret til at vende tilbage. Mange valgte derfor at blive og udskrives til hæren, fordi den dansksindede bevægelse frygtede for, at en udvandring blot ville betyde, at grænselandet ville få et tysksindet flertal. Ved en senere folkeafstemning ville grænselandet derfor risikere at forblive under Tyskland.
Problemet for den jødiske minoritet i Tyskland stillede sig anderledes, fordi man ikke var knyttet til et afgrænset nationalt område. Der boede jøder i hele Tyskland , og de havde været der lige siden romersk tid. De havde i perioder været udsat for strenge forfølgelser, f. eks i den tidlige korstogstid (1096-1099), hvor den kristne befolkning havde myrdet løs på jøder, der var bosat i Rhinlandet. Man anklagede dem for at være kristusmordere. Deres anderledes kultur, hvor mændene havde lært at læse og skrive, og hvor man afviste den katolske billeddyrkelse, virkede provokerende på den overvejende analfabetiske kristne befolkning.
Op igennem århundrederne havde der været adskillige jødeforfølgelser.
Med oplysningstiden i 1700-tallet skete der en splittelse af jødedommen på spørgsmålet, om man skulle forblive i de aflukkede ghettoer og bevare sin traditionelle kultur, eller om man skulle assimilere sig, blive som de andre med den konsekvens, at man gik over til kristendommen. ( E. Segal om emancipationens betydning for jøderne)
Den franske revolution spredte ideer om at alle mennesker er lige uanset nationalitet og klasse. De bredte sig også i Tyskland, men det betød ikke, at antisemitismen forsvandt. Revolutionsideerne efterfulgtes af den tyske nationalisme. Man dyrkede den tyske folkekultur med alle dens lokale særtræk, f.eks. samlede brødrene Grimm de tyske folkeeventyr.
Der var i denne nationale romantiske holdning ikke forståelse for jøderne som en del af folket. Man sagde om dem , at de ikke hørte til noget bestemt sted og at de altså var forskellige fra tyskerne ved dette, at de var på evig vandring. Man så bort fra, at tyskerne selv havde været skyld i, at de var blevet sendt ud på landevejene for at redde sig fra forfølgelser og mord.
Kort efter kejserrigets genoprettelse i 1871 fik jøderne i hele Tyskland de fulde borgerlige rettigheder. Det omfattede retten til fri religionsudøvelse, frihed til at bosætte sig overalt , ytringsfrihed til at tale og skrive offentligt, og frihed til at udøve erhverv efter eget valg.
Ti år efter dette gennembrud blev Europa ramt af en bølge af antisemitisme, der bredte sig fra Rusland. Der var efter et attentat kommet en ny zar til magten, der opbyggede det hemmelige politi. Det skulle bruges til en effektiv overvågning af enhver politisk modstand i Ruslands befolkning. Det hemmelige politi fabrikerede antisemitisk propaganda, som spredtes i befolkningen.
På den måde benyttede zar-styret den latente antisemitisme i befolkningen til at kanalisere befolkningens frustrationer over på jøderne. Det resulterede i serier af blodige progromer. De jøder der kunne flygtede ud af landet. Særligt hårde blev jødeprogromerne i 1905 efter zarstyrets nederlag i krigen mod Japan. Mange jøder udvandrede til USA, Vesteuropa og Palæstina.
Også i Vesteuropa havde antisemitismen godt tag i befolkningerne.
Tyskland:
Berlin 1881: Eugen Dühring udsendte kampskriftet: "Jødeproblemet som race-, moral- og kulturproblem" Brandenburg og Pommern 1881: antisemitiske optøjr før et skær af respektabilitet ved støtte fra hofpræsten Adolph Stöcker.
Østrig-Ungarn:
Prag: katolsk præst og teologiprofessor A. Rohling udsendte kampskriftet "Der Talmud-Jude".
Wien:
Frankrig:
Den den politiske udvikling efter nederlaget til Tyskland 1871 var præget af attentater, regeringskriser og stormende massemøder. Utallige småspareres tab ved Panama-kompagniets bankerot blev omsat i angreb på jøderne.
Snart tilspidsedes holdningen i forbindelse med den såkaldte Dreyfuss-affære (1894-1906) En kaptajn i den franske hær blev uskyldigt dømt for at have leveret oplysninger til arvefjenden Tyskland. Det drejede sig om tegningerne til et fransk maskingevær ( som senere kom til at spille en stor rolle i skyttegravs-krigen 1914-1918).Alfred Dreyfuss var jøde, og hans påståede landsforræderi var begrundelse for at de yderligtgående nationale holdninger fik næring. Jøderne fik skyld for at være rodløse og nære dobbelt loyalitet som jøder og som borgere i den stat, hvor de boede. Kravet til nationaliteterne om national loyalitet kendes også fra grænselandet mellem Tyskland og Danmark.
Problemet skulle vise sig at få katastrofale virkninger for alle minoriteter da nationalstaterne skubbede sig ud over afgrunden i augustdagene 1914. For jøderne betød det, at tyske jøder lod sig rekruttere til den tyske hær og gik i krig mod franske jøder i den franske hær. Beskyldningerne mod jøderne om dobbelt loyalitet indgår som en af de centrale argumenter i den nazistiske film "Den evige Jude" kun 35 år efter afslutningen på Dreyfuss-affæren.