Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Biografi

Artikel i Den Store Danske Encyklopædi Forfatter: Uffe Hansen: Kafka, Franz, 3.7.1883-3.6.1924, tysksproget forfatter. Han var søn af en velhavende jødisk forretningsmand i Prag, der havde arbejdet sig op fra usle kår, og Kafka voksede op i en by præget af stærke spændinger. Det kulturelt aktive tyske mindretal udgjorde knap en tiendedel af befolkningen, mens den jødiske andel var endnu mindre. Kafka gik på det tyske gymnasium og blev i 1906 jurist fra det tyske universitet. Fra 1908 til han lod sig pensionere i 1922, arbejdede han afholdt og respekteret for sin faglige dygtighed i et forsikringsselskab i Prag. Afbrudt af korte udenlandsrejser boede han indtil 1916 i forældrenes hjem. Først i september 1923 rev han sig løs fra det “dæmoniske” Prag. I et par lykkelige måneder levede han i Berlin sammen med den unge jødiske pige Dora Diamant (1902-52). Han døde på et sanatorium i Østrig af en tuberkulose, der var brudt ud i september 1917. I et aldrig afsendt brev til sin far, skrevet i 1919 og først udgivet i 1952 (Brief an den Vater, da. “Kære far, forstå mig ret —”, 1985), beskrev han sit liv som en række mislykkede flugtforsøg fra den overmægtige faderautoritets foragt for alt, hvad han foretog sig. I dette lys så han sin interesse for østeuropæisk jødisk kultur, som han lærte at kende ved en jiddischtalende teatertrups optræden i Prag i vinteren 1911-12. Også sine to kortvarige forlovelser med Felice Bauer (1887-1960), først 1914 efter to års intens brevveksling (Briefe an Felice, 1967) og igen 1917, opfattede han først og fremmest som flugtforsøg. Selv hans digtning, der dog stod solidt på egne ben, var, som han sagde, “en med vilje forhalet afsked” med faderen. Kafka offentliggjorde i sin levetid kun godt 250 sider tekster. Alligevel var de lydhøre blandt hans læsere ikke i tvivl om, at man her stod over for en genial nyskaber. Denne vurdering blev mere end bekræftet, da vennen Max Brod efter Kafkas død imod hans testamentariske ønske udgav (og bearbejdede) de tre store ufuldendte romaner, Der Prozeß (1925, da. Processen, 1945), Das Schloß (1926, da. Slottet, 1949), Amerika (1927, da. 1964), og en samling af korte tekster, Beim Bau der chinesischen Mauer (1931). Først efter nazismens fald kom en samlet udgave af værker, dagbøger og breve (1950 ff.), men da var Kafkas litterære ry for længst fastslået. En videnskabelig udgave, renset for Brods ofte hårdhændede bearbejdning, har siden 1982 været under udgivelse. En dansk oversættelse af hans samlede fortællinger, redigeret af Villy Sørensen, udkom i 1967-68. I [ndflydelsen fra Nietzsches sprogfilosofi] I debutværket, Betrachtung (1908, udvidet og selvstændig udg. 1913, da. Betragtning, 1967), mærker man indflydelsen fra Nietzsches sprogfilosofi. De korte prosastykker demonstrerer virtuost, hvad der sker, når et individ vil formulere sin virkelighed. Så snart man har udtrykt en oplevelse i normalsproget, der er ens eneste udtryksmulighed, må udsagnet benægtes, fordi det forråder det individuelle. Denne håbløse position kom Kafka ud af med ét slag, da han i løbet af en nat i september 1912 skrev fortællingen “Das Urteil” (1913, da. “Dommen”) med dens umiskendelige “kafkaske” særpræg: En ung købmand har netop skrevet et brev til en ven om sin forestående forlovelse og går med brevet ind til sin gamle far. En tør, knap realisme overholdes indtil midten af deres samtale, men slår pludselig om i en grotesk virkelighed, hvor de ydre forhold bliver rene projektioner af det indre. Sønnens hidtil skjulte skyldfølelse forvandler med ét den halvsenile far til en kæmpe, der sender ham i døden. Glidningen mellem beklemmende realisme og en overvældende psykisk virkelighed finder man også i Kafkas næste fortælling “Die Verwandlung” (1915, da. “Forvandlingen”), hvor en handelsrejsende ved sin opvågnen i forældrenes lejlighed ser sig “forvandlet til et kæmpestort kryb”, der langsomt sygner hen i den småborgerlige families skamfulde skød. I fortællingen “In der Strafkolonie” (1919, da. “I fangekolonien”), hvor en rejsende overværer en barbarisk henrettelse i en maskine, der med nåle skriver dommen ind i delinkventens krop, rendyrker Kafka en teknik, der minder om fikserbilledets. Handlingen skal på samme tid læses som kritik af den moderne civilisation, som et psykologisk magtspil mellem den rejsende og officeren og som et religiøst ritual. Til denne opfattelse af virkeligheden som mangetydig kommer i samlingen Ein Landarzt (1919) en stigende optagethed af menneskets forhold til det guddommelige, tydeligst i “Vor dem Gesetz” (1915, da. “Foran loven”) og i “Eine kaiserliche Botschaft” (1919, da. “Et kejserligt budskab”). Som i nogle samtidige aforismer (i “Hochzeitsvorbereitungen auf dem Lande”, 1953) er det menneskets lod i en grum og forvirrende verden kun at få glimt af en højere orden, der ytrer sig som et fjernt lys eller et uforståeligt budskab. Kafkas sidste fire fortællinger i Ein Hungerkünstler (1924) kredser især om kunstnerens på samme tid komiske og heroiske stræben ud over sig selv. Både disse og de efterladte fortællinger og skitser viser spændvidden i forfatterskabet: fra den kompromisløse sandhedssøger (fx “Der Jäger Gracchus” (1917), da. “Jægeren Gracchus”), skaberen af en grotesk virkelighed (fx “Der Kübelreiter” (1917), da. “Koksspandsrytteren”) til den underfundige humorist (fx “Blumfeld, ein älterer Junggeselle” (1915), da. “Blumfeld, en ældre ungkarl”). Det var imidlertid først med de store romaner, at en bredere læserskare fik øjnene op for hans enestående position i 1900-t.s litteratur. Amerika (oprindelig titel: Der Verschollene, Den bortkomne) blev skrevet 1911-14 og første kapitel udgivet 1913. Den forholdsvis letlæste bog skildrer den unge Karl Roßmanns møde med et labyrintisk samfund, hvor der ikke levnes individet megen plads til udfoldelse. Vægtigere, men også vanskeligere er Der Prozeß, skrevet 1914-15. Bankmanden Josef K. får en morgen af to fremmede mænd at vide, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham. Det mærkelige er, at han forbliver på fri fod, at han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen at kende, men alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig dødsdommen. Mens handlingen til en vis grad kan forstås som skyldfølelsens psykiske proces, dominerer de metafysiske overtoner i Das Schloß, skrevet i 1922. Landmåleren K., der en vinternat kommer til landsbyen neden for slottet, forsøger i den grandiose roman forgæves at trænge igennem et enormt bureaukrati for at få bekræftet, at han virkelig har fået et hverv i denne verden. Kafkas indflydelse kan spores næsten overalt i den senere del af 1900-t.s litteratur, fx hos Jorge Luis Borges, Samuel Beckett, Friedrich Dürrenmatt og i Danmark hos Villy Sørensen. Hans værker er bearbejdet for teatret og filmet adskillige gange (fx af Orson Welles).