Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Eksistensproblem - ikke et velfærdsproblem
Manden i Kafkas fortælling forsøgte forgæves at læse vogterens tanker ved at overvåge ham. Som var der en tekst at læse. Manden forpassede derved chancen for at bryde igennem til den virkelige tekst.
Er manden i fortællingen gjort til offer? Har han selv bidraget til at bryde ind til loven? Er det "systemets" skyld? Spørgsmålene er i en bestemt forstand stillet forkert: Hvis det her gøres til en sag om ret og pligt i den moderne velfærdsstat, så er diskussionen afsporet. Så ville "Manden fra landet" være reduceret til et socialt tilfælde. Det er ikke interessant. "Manden fra landet" kan lige så godt være en, der klarer sig godt i samfundet. Han har alligevel problemer med eksistensen...