Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Modsvar til belæringen i domkirken skitse!
Præstens belæring om dørvogterens opgave er forkvaklet. Hans belæring er afhængig af en indforståethed om valget af tekst (Foran Loven) Han tvinger Josef K. ind under denne indforståede læsning og kritiserer ham for ikke at have tilstrækkelig agtelse for teksten, som han kalder "skriften". Det er præsten, der dikterer læsningen. Josef K. er på "udebane". Men han indtager det sunde standpunkt, at dørvogteren har ført manden bag lyset. Selv om han identificerer sig med Manden fra Landet, så kan han -ulig ham - udmærket vurdere og fælde dom. Manden fra Landet er uden ansigt og netop derfor falder han i med fremmedgørelsen. Han er Fremmed, men vil gerne indynde sig hos dørvogteren og bliver derfor med Lévinas ord "paradoksalt fremmedgjort".
Fristelsen til at gøre det samme er klart til stede for Josef K., men han går imod præstens argumenter. Mørket i domkirken gør, at har er fysisk afhængig af præsten. Han erklærer i begyndelsen af deres møde, at præsten "er en undtagelse blandt alle dem, der hører til retten. Jeg har større tillid til dig end til nogen som helst af dem, så mange jeg ellers allerede kender. Dig kan jeg tale åbent med." Men præsten afviser ham med henvisning til rettens fravær af interesse for de enkelte personer.