Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
14. Sansernes svigten eller synets bedrag.
Til sidst svækkes hans syn, og han ved ikke, om det virkelig bliver mørkere om ham, eller om det kun er hans øjne, der bedrager ham. Men i mørket formår han nu at erkende et lysskær, der uudslukkeligt bryder frem gennem lovens dør.
Mandens syn svækkes, det konstaterer Kafka. Men i næste åndedrag siger han, at manden ikke ved om det bliver mørkere eller om det er et synsbedrag. Hvad er sandt? Det, der betyder noget, er mandens tvivl - hans subjektivitet. Kafka vender tvivlen til en tanke om, at det et bedrag. Derefter sætter Kafka ind med modsætningen: han formår at erkende et lysskær. At erkende er ikke det samme som at sanse. Sansningen er knyttet til kroppen; men erkendelse er uforklarlig, den kan ikke bygge på erfaringen i dette tilfælde, hvor Kafka overskrider grænserne. Og her beskriver Kafka næsten sagligt karakteren af dette lysskær: det er uudslukkeligt og det bryder frem gennem lovens dør: "der unverlöschlich aus der Türe des Gesetzes bricht."
Uudslukkeligt ! Hvad vil det sige at noget er uudslukkeligt? Et romantisk udtryk, der vækker forestillingen om evighed, et løfte om noget, der ophæver døden. Gustav Mahler opererer med dette tema i Symfoni nr. 2 i digtet Die Auferstehung:
- Was entstanden ist, das muß vergehen!
- Was vergangen, auferstehen!
- Hör auf zu beben!
- Bereite dich zu leben!
Mahler er inspireret af Nietzsches genfødselstanke. Kafka kan ikke følge dem; han drømmer om at kunne nå det fuldkomne, men føler, at han støder mod en ubrydelig mur. Hans skyld er af en anden verden. Han kan ikke udfries af en anklage, der er af en anden verden. Alligevel bruger han ordene om et uudslukkeligt lysskær, der der bryder frem gennem lovens dør. Det er tegn på et håb, kun ikke for manden fra landet.
Carl Nielsen komponerede symfonien Det Uudslukkelige omtrent samtidig med at Kafka skrev Foran Loven. Tredje sats begynder med en lang nedadgående periode i strygerne og med slag af pauken. En lysere melodi tager over indledt af fløjten med kun tre toner, der gentages ind over strygerne. De samme tre toner føres videre af violinen. Træblæserne gentager den ind i et struktureret kaos i orkesteret. I Carl Nielsens 5. Symfoni - den pauseløse overgang mellem 1. og 2. sats - udvider rummet sig i musikken i et øjeblik, en pause med stilhed og et udbrud af lys i et uendeligt rum. Orkesterets sammensathed opløses og solofløjtens helt enkle signal skaber en fuldstændig anden stemning. Carl Nielsen tillader os at træde ind i dette lysere rum. Kafka lader ingen passage være mulig. For ham findes ingen udfrielse fra angsten. Manden fra landet "formår at erkende et lysskær" - han erkender, men han sanser ikke og hans hørelse svigter. Erkendelse er af en anden karakter; her spiller erindringen og intellektet ind. Det, man erkender, er at der en noget, der ligger uden for ens evner at forstå.
I den rabbinske jødedom betragtede man mennesket som en sammenfatning af tre parter: Faderen bidrog med de hvide dele af kroppen: knoglerne, senerne, neglene, tænderne, hjernemassen og det hvide i øjnene. Moderen bidrog med de røde dele: blodet, musklerne, håret og øjets pupil. Og Gud bidrog med ånden, sjælen, skønheden, kroppens evne til at bevæge sig, øjets evne til at se, ørets evne til at høre, ansigtets udstråling og evnen til at forstå og danne mening. (Talmud: Nidda 31a, Boyarin p. 9)
Når manden fra Landet ikke mere kan afgøre, om det virkelig bliver mørkere omkring ham, eller om det er hans sanser, der bedrager ham, er det på en anden måde et udtryk for, at han er uklar på sin egen stilling i rækken af generationer. Han har i sin egoistiske stræben efter at få adgang til loven været selvforglemmende og tilsidesat forpligtelsen til at videreføre slægten. Det er Kafkas dom over sig selv. Hans brud med den forlovede Felicia til fordel for forfatterskabet.
I sin yderste svaghed erkender manden et lysskær. En erindring om skabelsen, en skuffende forståelse af, at han ikke har bidraget med sit til den gentagne skabelse.