Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Bernhard Taureck's kommentarer til  Lévinas:
Difficile liberté. Essais sur le judaïsme. 1976 [ leksikonartikel]

Teksten er en apologi for jødedommen, men adskiller sig fra den banale apologi ved, at en doktrin ikke prises trods alle indvendinger som bedre eller den bedste i modsætning til andre. Lévinas' apologi for jødedommen er mere subtil og mangetydig end den gængse partitagen for en sag: Jødedommen retfærdiggøres ikke som "god" eller "bedre", men som en som vi senere vil vise - betingelse for, at det etisk gode overhovedet kan komme til syne.

[s. 16]

Den første apologi gælder truslen mod jødedommens identitet, som er betinget af, at den er vanskelig at rubricere som "religion", "kultur" eller "sensibilitet". Denne vanskelighed udgør ifølge Lévinas imidlertid kun en trussel, hvis den betragtes udefra: det særegne ved jødedommen er, at den rubricerende identifikation ikke fremstiller dens opløsning, men dens nærvær. Jødedommen besidder en dobbelt aktualitet. Den er oprindelsen til de monoteistiske religioner, og desuden er staten Israel genopstået.

Den anden apologi gælder det forhold, at det "enestående" ved jødedommen skulle være truet af den historiske forskning. Judaistikken fratager jødedommen det enestående ved at påvise de indflydelser, hvorunder den er opstået. Lévinas sætter følgende faktum op over for denne påstand, nemlig at jødedommen har fundet sin "enhed" og sin "egenart" i store kriser. Disse kriser førte til sammenknytningen af mennesker og tekster, og "sammenløbets vidunder" trådte i stedet for det historisk ensartede udspring. Lévinas nævner ikke nogen bestemt krise, men det er kendt, at f.eks. den antikke krise, hvor romerne drev jøderne ud af Palæstina, førte til en standardisering af de religiøse dogmer i Talmud, og at staten Israels grundlæggelse fulgte efter Holocaust.

Lévinas har konciperet sin artikel som en stigende kurve: Hvad må en forskning, der udelukkende er filologisk-historisk, nødvendigvis mangle? Hvad er "sandheden" om jødedommen? Lévinas har flere svar ved hånden, og de indeholder øjensynligt følgende betydningsrækker:

  1. monoteisme =

  2. at følge det Allerhøjeste =

  3. ikke at bøje sig for nogen anden moralsk eller politisk magt,

  4. at finde det enestående i mig i ansvaret for andre mennesker,

  5. at være udvalgt til at fuldbyrde den etisk-universalistiske handlen,

  6. at arbejde for et messiansk retfærdighedens rige =

  7. ekstrem humanisme hos en Gud, der stiller fordringer til menneskene.

[s. 17]

Der er imidlertid ikke tale om en begrebslig afledningssammenhæng her. Det afgørende er overgangen fra (1) til (2), dvs. fra antagelsen af en Gud til moralske fordringer. Denne overgang fra Guds "betydning" til fordringerne findes som bekendt i De ti bud: "Jeg er Herren, din Gud, og du må ikke..." Vi vil ikke hævde, at Lévinas her foretager en hemmelig afledning af "bør være" eller "bør ske" fra "er", dvs. en afledning, der er forkert trods alle nye forslag i denne retning.2 Hvad der er givet, er udelukkende en forklaring af ordet "Gud" i form af et moralsk imperativ. "Gud" beskrives ikke som noget, der eksisterer på en bestemt måde, men som noget, der er nærværende som imperativet "du må ikke...", "ingen mennesker må...".

Imperativerne (3) til (6) accentuerer noget forskelligt:

- ubetinget moralsk selvstændighed også over for politiske magtmonopoler (3)

- moralsk identitet som resultat af mit ansvar over for andre i stedet for iagttagelsen af mit ansvar som forudsætning (4)

- at være udvalgt til uindskrænket moralsk handlen (5)

- at fremme en messiansk global tilstand af retfærdighed (6)

Det er påfaldende, at der har fundet nogle forskydninger sted i imperativerne (4), (5) og (6) i forhold til det, man ellers forstår ved moralitet. I konteksten af en autonom etik for det handlende subjekt gælder nemlig identiteten af subjektet S som betingelse for, at S handler moralsk rigtigt, dvs. at det for eksempel ved at respektere andre mennesker - hvad Kants anden og Lévinas' foretrukne version af pligtbudet udsiger - også hele tiden respekterer dem som sig selv frisættende formål. Lévinas synes at ville vende forholdet om: det er først ved at fuldbyrde pligten, at S bliver til S, sådan som (4) siger. I det sædvanlige skema for forståelse er mistanken om ideologi derfor nærliggende her: Er S ikke fremmedgjort, hvis man ikke mere kan gå ud fra S? Der er imidlertid ingen grund til at belære Lévinas her. Han går nemlig allerede ud fra "subjektets død" , som han ser som en sen følge af den hidtidige ontologiske    tradition. Mennesket har heller ikke længere nogen chance på det videnskabelige niveau. Subjektiviteten kan - det er en af hans vigtigste teser - kun "frelses" eller "helliggøres" ved forholdet til det andet menneske.... Det er kun som [fremmed og en anden] at mennesket paradoksalt nok ikke er fremmedgjort".