Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Holocausts børn er præget af krigens smerte

Interview med Judith Beermann Zeligson.  Af Susanne Nielsen. Politiken 31 oktober 1993     Det var forældrene, der oplevede kz-lejren eller flugten til Sverige. Men det blev deres børn, som skulle bære smerten. Børnene af de overlevende fra Anden Verdenskrig fik angsten ind med modermælken. Set udefra har de haft en tryg opvækst. Men trygheden er en tynd hinde. For tænk, hvis det skete igen .     Andengenerationen er en international betegnelse for børn af overlevende fra kz-lejrene. Efterhånden dækker betegnelsen også børn af forældre, som måtte flygte eller gå under jorden - enten fordi de var jøder og stemplet fra fødslen, eller fordi de var aktive i modstandsbevægelsen. Sporene sidder tilbage som en kollektiv skygge. Og minderne føres videre fra generation til generation. Børnene af Holocaust er dybt præget af en historie, de ikke selv har oplevet. Ofte blev de forældre for deres forældre. En rolle, som også mange af nutidens flygtningebørn påtager sig. Barnets egen sårbarhed, vrede og glæde bliver låst inde i en jernboks - for at skåne de forældre, som allerede har lidt for meget.     Hjemme hos os stod der Auswitsch på menuen morgen, middag og aften', fortalte en kvinde til psykoterapeuten Judith Beermann Zeligson. Hun leder et skandinavisk projekt, 'Ridsen, der blev til en rose', hvor man via forelæsninger, seminarer og gruppeterapi prøver at hele sårene og lade arrene fra den tunge arv komme frem i lyset - på godt og ondt INGEN KRISEHJÆLP     For 50 år siden var der ingen krisehjælp til krigens ofre. Vi talte næsten aldrig om de personlige lidelser, der er forbundet med tortur, grusomheder og flugt. Enhver måtte selv finde ud af at skabe sig et liv. I dag ser vi en ny ikke-jødisk generation i Norden, hvis forældre også har måttet flygte fra krig og tortur. Jeg håber, at vores erfaringer kan bruges til gavn for både de flygtninge og deres børn, siger Judith Beermann Zeligson.     Hun er vokset op i et hjem, hvor man tav om alt det forfærdelige - af angst for at vække stærke følelser. Hendes far var polsk jøde og hele hans familie, inklusive tre børn, omkom i Treblinkas gaskamre. Selv kom han i russisk fangenskab og flygtede efter krigen til Sverige. I et nyt ægteskab med en svensk jødinde fik han en datter, som blev kaldt Britta. Mere svensk kunne det ikke blive.     Man ville skåne mig for den jødiske arv. Men mennesker er som blomster. De kan ikke leve uden rødder. Så jeg tog navneforandring til Judith, og min far kiggede på mig med et fjernt blik og sagde, at det havde hans yngste datter heddet. Jeg anede det ikke. For vi talte næsten aldrig om fortiden.     Først da Judith kom i terapi hos en halvt spanier, halvt kineser, der var meget interesseret i det etniske, forstod hun alt det, som i hendes opvækst havde forekommet sært og unormalt. Hun læste Helen Epsteins bog 'The Children of Holocaust' - og det var som at få en ny ramme til et gammelt billede. Pludselig forstod hun, at det er normalt at reagere usædvanligt på en grusom og umenneskelig behandling.     Jeg genkendte overbeskyttelsen. Når jeg kom tre minutter for sent hjem, havde mine forældre allerede lagt mig i graven. For jeg var det barn, der skulle give mine forældres liv mening. Jeg repræsenterede det mirakel, at livet går videre trods alt. Det gav megen kærlighed, men det kan også være temmelig tungt at være den, som skal give mening i et andet menneskes liv.     I familier, hvor et stykke brød kunne være forskellen på liv og død, fokuserer forældrene meget på maden. Det kan give spiseforstyrrelser hos børnene. Typisk er der også store huller i familiehistorien. Ting, man ikke må spørge om. Børnene fornemmer, at de skal være kompensation for noget forfærdeligt, som de ikke aner, hvad er. Disse børn bliver selvudslettende og selvfornægtende. Altid har de 'antennerne ude'. Derfor er det næppe tilfældigt, at de ofte bliver sygeplejersker, læger eller terapeuter. De klarer sig godt, men føler også, at de må gøre sig fortjent til at have det godt. BYRDE OG VÆRDI     Som helt lille forstod jeg ikke, at min far kunne være så glad, når han havde oplevet alle disse forfærdelige ting. Men han gav mig det budskab, at livet handler om valg og ansvar. Netop grusomhederne giver livet et andet perspektiv på, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt. De spor, det har sat i mig, opfatter jeg i dag som noget positivt.     Engang oplevede Judith Beermann Zeligson sin jødiske arv som noget byrdefuldt. Den var som en kuvert med ordet 'jøde' printet på forsiden - men kuverten var tom og meningsløs. I dag opfatter hun den som en værdiforsendelse, der indeholder gode sager. Hun er på ingen måde ortodoks, men hun efterlever den jødiske etik: At enhver har et ansvar for både sig selv og sin omverden.     Enhver opvækst afsætter eksistentielle spor, siger hun. Hos Andengenerationen er der blot 'skruet op for lyden'. Det handler om følelser. Om en ubalance i evnen til at sætte grænser for nærhed og afstand. Også incestofre og børn af alkoholikere må slås med eksistentielle problemer. Men de frygter næppe, at deres statsborgerskab vil blive taget fra dem.     Vi skal ikke bruge betegnelsen Andengenerationen som en undskyldning for alle livets genvordigheder. Men familiehistorien er jo meget speciel. Man bærer på en kollektiv skygge. Hvor mørk den er, afhænger af det enkelte menneske. Det glædelige er, at hvis man får hold  på sin ambivalens, får man et skæbnefællesskab, som både rummer lys og mørke. Man forstår, at det virkeligt mærkværdige i vores historie er, at livet kan og vil leves på trods af alt.     Siden 1984 har Judith Beermann Zeligson arbejdet med 'generationseffekterne' fra Holocaust. Via jungletelegrafen har hun efterhånden også fået kontakt til børn af modstandsfolk. Også de bærer på deres forældres livshistorie. Også de er præget af forældrenes tavshed og en underlæggende stemning af spænding og angst.     Det virkede meget stærkt på Andengenerationen at opleve disse børn af modstandsfolk bøvle rundt med de samme problemer. En jødisk deltager i terapigruppen udtrykte det sådan: - 'Jeg føler trang til at takke dig for det, dine forældre gjorde for mine forældre'. - Redningen af de danske jøder i oktober 43 fortjener al mulig opmærksomhed, siger Judith Beerman Zeligson.     Men undertiden glemmer man, at redningen også var en flugt. Disse mennesker var truet på livet. Og vel hjemme igen i dejlige Danmark måtte  de tåle danskernes misundelse. For flygtningene havde jo levet godt og fedt i det neutrale Sverige . NY AFMAGT     Andengenerationen slås med problemer, som ikke kun hviler på de private skuldre. De er også produkter af en tidsepoke, som i nutiden har fået ny grøde. Nynazistiske grupper og spirende racisme har skabt stor fortvivlelse og afmagt blandt børnene af Holocaust.     Når vi hører om skændinger af jødiske kirkegårde, føles det, som om disse mennesker har rodet rundt i vores egne lejligheder. Man kan ikke holde ud at tænke på det. For straks melder tanken sig: 'Hvor skal jeg flygte hen? - Amerika, Israel eller en ødegård i Skåne?' - det går helt ind under huden, siger Judith Beermann Zeligson.     En af deltagerne i terapigruppen fik for nylig sine forældres historie helt ind på nethinden. Mens hun ventede på en bus i en lufthavn ved London, blev hun kontaktet af to nydelige herrer i 60-års alderen. De pegede på holdepladsen og sagde: - 'Her finder du bussen til Auschwitsch'.