FTS-religionsdialog  onsdag d. 8. november 2023

        Mit bidrag består i en stribe malerier i form af et Power Point diasshow:  
          etl_tro_malerier.ppsx

        Ind imellem malerierne har jeg sat overskrifter "blå tekst" med følgetekster.

          (I denne htm-version kan hvert enkelt billede vises i stor størrelse ved klik

           på det lille billede)

            Maleriet: Heden og klitterne  

 

    Her viser jeg et landskab ved Jyllands Vestkyst.
Farverne har jeg iagttaget der ude. Jeg har koncentreret  dem 
i hvert sit felt, mens de i virkeligheden findes alle vegne i landskabet.
I midten ses en stor klit. I det landskab blev jeg klar over stedets
betydning for mit sind.

    Jeg valgte at blive jøde , da jeg var 13 år. Min mor og far var kristne.  
Jeg blev tiltrukket af nabofamiliens historie. Det var for mig lidt af et oprør,
og jeg forlod familien i nogle år og arbejdede som landvæsenselev i tre år.
På højskole mødte jeg den pige, som jeg senere giftede mig med.
Jeg giftede mig med en kristen og fik 3 børn, som hun valgte at lade døbe.  
Langt senere blev jeg konverteret . Jeg tog min kristne kone med mig til
samtalen med de rabbinske dommere, der skulle godkende mig.
 
    Mit forhold til Israel var i starten en drømmers. Jeg blev født et år,
efter at Auschwitz blev befriet af russiske tropper, jeg blev 3 år
da staten Israel blev grundlagt.

 

 

Dette fotografi brændte sig fast i mit sind fra jeg var 13 år.
Det viser jødiske børn, der planter træer i udkanten af
Jerusalem til minde om ofrene i Shoah.
Fotograf: Israëlis Bidermanas alias Izis. 1958
 

   Mange i min egen generation blev  tiltrukket af  kibbutzerne,
de kollektivt drevne landsbyer i Israel, og flere af mine venner
dannede par med israelske unge. Men jeg blev aldrig en kibbutznik.

   Min jødiske nabofamilie fra Østrig og Italien, var mine samtalepartnere.  
De var stærkt forankrede i den europæiske kultur, og de ønskede at blive i
Danmark. Flere af deres venner fra tiden i Sverige valgte at flytte til Israel.
Men hr. og fru Weltsch (sådan talte mine forældre om dem) havde personlige
venner i mange europæiske lande, og de talte flere sprog. De var statsløse
flygtninge i tre årtier før de endelig fik dansk statsborgerskab. De fik ikke børn,
så da jeg kom ind til dem, så var det som om jeg blev en del af familien.

   Hvad var der ved dette sønderknuste Europa, der  betød så meget? Jo, det var
hjemstedet for jødedommen i alle dens forskellige former. Det var også her, at
jøderne blev udslettet i det tyske nazistiske riges  koncentrationslejre. Men den
jødiske kultur fortsatte i de overlevendes sind. Hvordan?

 

Blå tekst:  Bøn - Men hvorfor i skoven?

Skoven er et dejligt sted – næsten et billede på Edens Have
Livets Træ groede der. Vi åd af Kundskabens Træ, men
vi mistede adgangen til Livets Træ.
Når vi i synagogen tager Torahrullen ud af Arken og har læst
op fra den, så bærer vi den rundt i procession, og endelig sætter
vi den tilbage i torahskabet, mens vi synger ”den er livets træ
for dem, som holder fast ved Torah”. Så er det naturligt at
forbinde skovens  træer med den jødiske lære i de fem mosebøger.

Fotografiet  ”Dobbeltskyggen”

Jeg opdagede en dag, at jeg kastede to skygger.
Sollyset skabte den mørke skygge på jorden.
Søen bag mig kastede sollyset opad og skabte
skyggen på træet. Var det et billede på min
overgang fra mine forældres tro til min jødiske?

Der opstod en folkelig bevægelse blandt Østeuropas jøder.
Det var i det 18. århundrede samtidig med pietismen  i Danmark

Mit fotografi  ”Dobbeltskyggen”  fik mig til at tænke på dem.
Hasidernes lærere fortalte dem, hvordan de kunne gå ud i naturen
fredag aften for at møde Dronning Shabbat, som de i højtideligt
optog  bragte  hjem til synagogen. Det var i virkeligheden en tradition,
der var meget ældre. Den opstod i Galilæa, i Safed. i det 16. århundrede.

Hasiderne var mystikere. Med mystikken søgte de at forstå hvordan
livet kunne leves trods hårde betingelser og fattigdom.

Kunne hasidismen genoplives i de hårde år efter den første verdenskrig?  
Eller efter nazisternes udryddelse af store dele af de europæiske jøder?

Maleriet ”Mine fingre, mine hænder” 

Se, billedet er delt i to af den mørke søjle. Til venstre og til højre
har jeg malet hænder, der rækker opad  og prøver at få fat i nogle
abstrakte figurer.  Måske prøver jeg at opnå en mystisk forening
med det guddommelige. Søjlen viser sig, men hænder og fingre
famler, og de finder ikke noget med sikkerhed. 

Maleriet ”Lamed Vav” ( ”de 36”)

     Det blå billede her handler om en hasidisk fortælling om
36 retfærdige mænd. De var ukendte, og de kendte ikke hinanden.
Så længe de fortsatte med at eksistere, blev Guds vrede holdt
tilbage fra verden. Selv hvis verden skulle blive fuldstændig fordærvet,
ville den ikke gå til grunde på grund af disse ganske få retfærdige.
     Den bibelske fortælling om Abraham, der gik i forbøn hos Gud for
indbyggerne i Sodoma, minder om historien om de retfærdige mænd.

   Torah løftes op til en påmindelse overfor Gud om pagten og folkets
udvælgelse. Vi troede, at hvis vi var retfærdige – så ville verden forblive

forskånet - og vi ville blive belønnet. Men nu bliver vi forfulgt. 

I Davids Salmer (145) taler vi til Gud:

På Dig hviler alles øjne med håb,
og Du skaffer føden til alle i rette tid.
Du rækker Din åbne hånd frem
og tilfredsstiller alle levendes behov.
Retfærdig er Du i alle Dine handlinger,
og kærlig i alle Dine gerninger.

Jeg tænker, at det er en påmindelse til Gud om at huske på os,
for måske sover Gud og måske glemmer Gud os. Og det eneste
vi kan gøre er at prise Gud og bede til Gud, for at det ikke må ske.

Blå tekst:

-  hvorfor frygte?  

Maleriet ”Portene – Havet”

  Vi ser ud over et hav – bag ved ligger byen.
Lyset flimrer på bølgerne og himlen virker oprørt.
Til siderne er der store porte, der svinger.
Åbner de eller er de ved at lukke? Er det muligt for mig
at slippe ud af byen, der er fuld af trusler?

Bliver jeg kastet ud i havet og forsvinder?

Maleriet ”Øresund”

Det andet hav-billede er i vildt oprør. Et nattebillede.
Flugten over Øresund fra det tysk-besatte Danmark til Sverige.
I år er det 80 år, der er gået siden oktober 1943.
Jødiske flygtninge der vugger i en lille nøddeskal – og mig selv,
mange år senere i en robåd på samme sted, ud for Skodsborg.
Jeg var bange for at gå ned med båden og drukne.

Maleriet ”Babyi Yar”

 

Jeg malede frygten for udslettelse:  Det er der, hvor Kiyv’s jødiske
befolkning blev drevet ud og myrdet, i september 1941.

Hvorfor skal gode mennesker udslettes?

Hvor er Gud henne i disse begivenheder?

Søjlen her på maleriet er mørk og fuld af splinter.

Kløften i udkanten af Kyiv er stedet for kaos og død.
Senere løb drenge og legede der.
De brækkede guldplomber ud af de dødes kæber.

Maleriet  ”Kvien”


 

Dyret med øjnene tildækket - Er det os? 
Ser vi vores ansvar  i øjnene, når der sker onde ting, der
hvor vi har mulighed for at forandre tingene ? Jeg er ikke
borger i Israel, men jeg burde råbe op og protestere, når
bosættere på Vestbredden truer og dræber palæstinensere
og tager deres jord.

Maleriet ”7-10-23”

 

For en måned siden brød Hamas ind gennem sikkerhedshegnet fra Gaza
og angreb kibbutzer og en musikfestival og dræbte 1400 mennesker og
tog langt over 200 som gidsler tilbage over grænsen ind i Gaza.

Jeg var rystet og vred. Israel var rystet og mistede tilliden til den
sikkerhedsstyrke, der skulle have beskyttet befolkningen. Og nu
ser vi de frygtelige konsekvenser, hvor den israelske hær, luftvåben
og flåde rykker ind i Gaza for at straffe Hamas – men også med
frygtelige tab for civilbefolkningen.

blå tekst:
Ødemarken

Fotografi ”Udsigt fra sommerhuset”

Se ud over ødemarken
Hvad tror jeg?
Jeg spørger: Hvor er Gud?

Min navnebror, profeten Elias, mente, at han skulle bekæmpe
baalpræsterne med bål og brand. Men da han flygtede ud i ørkenen,
hørte han - i angst for sit liv - Guds stille stemme.
 

– sådan lyder en af morgenens bønner (Siddur s. 10 N’shamah)

Evige Gud, sjælen, som Du har givet mig,
er ren. Du skabte den. Du formede den.
Du blæste den ind i mig, Du opretholder
den i mit indre, og en dag vil Du tage den
fra mig og give mig den tilbage i en tid,
der vil komme. Al den tid sjælen er i
mit indre, vil jeg takke Dig, Du Evige,               
min Gud og mine slægtninges Gud, alt
det skabtes mester, alle sjæles hersker.

Jeg mærker det øde landskab dybt ind i sjælen.
Når jeg vender tilbage til byen, hvor jeg bor, husker
jeg ødemarken og husker min tilknytning til min
reformjødiske menighed og de mennesker, der bærer
den oppe.

 Maleriet ”Abrahams Telt”

 Her er et beduintelt i ørkenen og dets åbninger til alle 4 verdenshjørner.
 Her boede vores fælles forfader, Abraham, som var det første menneske,
 der indgik en pagt med Gud.
  Han blev beordret til at forlade sit fødeland og drage til det nye land: Kanaaen.
Sammen med Saraj var han barnløs, og sammen med en ægyptisk kvinde  Hagar
fik han sønnen Ismael, som han holdt meget af. Alligevel, i en meget høj alder
fik han sammen med Sarah (som lo nervøst) sønnen Isak.

I Kana'en var det almindeligt at ofre børn til guderne. Men den hebraiske Bibel
beretter på en meget foruroligende måde om Abrahams ikke-ofring  eller binding
(akedah) af sin søn Isak til Gud. Hvis vi skulle følge Søren Kierkegaards udlægning
af bibelteksten, var det Gud, der ville afprøve Abrahams gudfrygtighed ved at kræve
af ham, at han skulle ofre sin søn til Gud.
 Men nej, det var Abraham der ville teste, om Gud ligesom de andre folks guder
ville kræve  af ham, at han skulle bringe Isak som offer.
Oppe på Moria Bjerget bandt Abraham sin søn, Isak, på et alter, og han forberedte sig
på at dræbe ham og bringe ham som brændoffer. Men Gud stoppede ham og viste,
at det ikke skulle være en måde at behage Gud på. Som erstatning fik Abraham en
vædder, der med sine horn havde viklet sig ind i et tornekrat. Den blev hans offer og bøn. 
Tager man livet af et menneske, er det som at ødelægge en hel verden.

 Maleriet  ”Exodus”

 De bibelske lande, der strækker sig mellem Mesopotalien og Ægypten, 
var gennem tusinder af år genstand for krige. De var også gennemvævet
af handelsveje. Der var gode år med masser af føde – og der var onde år
med sult og hungersnød.

  Abraham og hans slægt blev ikke boende på det samme sted i lang tid.
På beduiners  vis måtte man flytte hen, hvor fårene kunne græsse, og
hvor der var rigeligt med vand.  I en særligt langvarig krise, måtte Abrahams
sønnesøn  Jakob og hans sønner, vandre til Ægypten, hvor de blev i flere
hundrede år – som slaver.  De skreg til Gud for at slippe ud af Ægypten,
og endelig lykkedes det, som det er fortalt i  2. Mosebog, der hedder Exodus,
dvs. udvandringen. 

Sjovt nok var det den ægyptiske prins Moses, der blev kaldet af Gud til at gå
til Farao og kræve, at folket israelitterne kunne forlade Ægypten.  
Ægyptens 10 plager skal jeg skåne jer for denne gang.
Det er her fortællingen begynder om den 40 år lange ørkenvandring og
om pagten på Sinai Bjerg, hvor Moses bringer lovens tavler ned til israelitterne.

Maleriet ”Skjult Ansigt”

Et nyt højdepunkt i fortællingen om ørkenvandringen er, der hvor Moses
bad om at måtte se Guds Ansigt.  Moses måtte tage plads i en klippespalte,
hvorfra  han kunne se Gud drage forbi. Gud kunne ikke afbildes, og Gud
var udenfor tid og rum. En usynlig Gud. Alligevel taler Bibelen om Guds
Ansigt og Guds  udstrakte arm.

 Maleriet ”Skabelsen”

Lyset var det første. Lyset og mørket blev begge to dele af skaberværket .
De jødiske mystikere tænkte videre over skabelsen. 

Hvor blev Gud af? Hvorfor var Gud ikke til stede i det skabte, tænkte de;
og de mente, at Gud var Eyn Sof, intethed - dvs. en kraft, der var til stede i alt.  
Mystikken var for dem en måde at knytte sig til den Almægtige.

  Der var gnister fra skabelsen, der skjultes og styrtede ned og knustes.
Mystikerne tænkte, at Gud havde overdraget det til menneskene at fuldende
skabelsen, Tikkun Olam, dvs at reparere verden og være Guds partner.
Det er jo en tænkemåde, der gror ud af en kultur, hvor jøderne var uden magtmidler.

blå tekst: Tro

Tro - er at udføre et arbejde med at reparere verden,
som er sønderbrudt og ødelagt. Jo, bøn er godt, men
handling  giver  håb. Og Det stiller krav til mig.  
Troen giver mig fortrøstning om, at Gud som livets kraft
fornyer skabelsen - at Gud ikke er fjern og fremmed for os.
 

  Maleriet ”…gentager skabelsen foran mine øjne”

 Gud gentager skabelsen foran mine øjne. Det handler om håb og
den jødiske sjæls optimisme. Der er fornyelse af skabelsen hver dag.
En jødisk morgenbøn lyder sådan: (Siddur s. 11-12)

Vi priser Dig, Du Evige, vor Gud, verdens Konge,
som frembringer lys og skaber mørke,
skænker fred og skaber alle ting. 
I Din nåde giver Du lys til Jorden og til
alle dem, som bor på den, og i Din godhed
fornyr Du bestandigt skabelsen, dag efter dag.

 Igen ser vi den jødiske tanke om at nok priser vi Gud, men
vi udfordrer Gud til at vise godhed og ikke glemme os.

I en koncentrationslejr sad en gruppe rabbinere og spurgte
hinanden om, hvor Gud befandt sig midt i alle de forbryderiske
begivenheder, som nazisterne udsatte deres fanger for.
De besluttede at føre retssag mod Gud, og de fældede dom
over Gud. Derefter påbegyndte de en gudstjeneste.

Maleriet  ”Kystlandet”
 

 

Kystlandet, har jeg kaldt dette maleri. Det er lyst og let.
De blå farver viser, at vi kan trække vejret uden angst.
Og dog, Perspektivet gør oprør. Det giver plads til at drømme.
Her er det hele – og søjlen som en understrøm i det hav,
som det er vores opgave at redde og gengive livet.

Elias, november 2023

______________________________

note om Akedah: https://www.thetorah.com/topic/akedah