Kafka: Foran Loven .. en kæde af essays af  Elias Ole Tetens Lund

 Fjerde kreds: Kafka og billederne

Billedkunstnere i det 20- århundrede var optaget af de formelle virkemidler - det møder vi hos Klee og Kandinsky, men de var også optaget af  den enkeltes plads og rum i samfundet.  Forestillingen om kunstneren som den særligt følsomme seismograf, der mærker rystelser, der vil komme i fremtiden er ikke just forenelig med industrisamfundets uhyre sammensatte problemstillinger. Forsøger han at leve op til forestillingen risikerer han at blive udgrænset. At leve som en bohème kunne være en overlevelsesstrategi. Kafka var næppe en bohème. Men han følte sig splittet mellem arbejdet som forfatter og familiens og kæresternes krav til ham som mand.

Walter Benjamins beskrivelse af Angelus Novus af Paul Klee fremhæver billedkunsten som seismografen. Benjamin er samtidig med Kafka. Hans udforskning af den moderne storbys omvandrende flanør har jeg taget med ind i kredsen i forbindelse med et maleri af R.B. Kitaj. Kafkas Josef K. er fremmed over for den omvandrende iagttager: flanøren venter ikke at møde en embedsperson med en arrestordre i frakkelommen - sendt fra en ukendt overmagt. Alligevel indhentes Benjamin af den samme skæbne.

Malevitj's billede Kompleks forudanelse fra tiden for de sovjetiske  tvangskollektiviseringer i landbruget, kan anslå en stemning, kan give anledning til kontemplation over tabet af frihed, men reelt var det et slag i luften at male billedet. 

Kafkas detaljespækkede roman om Josef K. er sort satire over et samfund. Og den er et nødråb. Slutscenen i romanen fremkalder billeder. Michael Kviums "Selvportræt" er så fyldt af spændinger - såvel malerisk som symbolsk - så det kan bringes sammen med Kafkas desperate spørgsmål, som han lægger i munden på Josef K.