Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Jødedommen og moderniteten
|
Lévinas artikel om jødedommen
i:
Encyclopaedia Universalis Lévinas har skrevet til Encyclopaedia Universalis Jødedom/Judaisme "Ordet "jødedom" bruges i vore dage om meget forskellige begreber. Det er først og fremmest betegnelsen for en religion - et system af tro, ritualer og moralske forskrifter - ofte kombineret med mystik eller kabbalistisk teosofi. Denne religions hovedformer har ikke ændret sig meget de seneste to tusind år, hvilket vidner om en fuldkommen selvbevidst ånd, der afspejler sig i en religiøs og moralsk litteratur, men som også kan have andre udtryk. "Jødedom" er også betegnelsen for en kultur, der udspringer af den jødiske religion eller udgør dens grundlag, men som har fulgt sin egen udvikling. Rundt om i verden - selv i staten Israel - bekender jøder sig til jødedommen uden hverken at være troende eller praktiserende, og for de millioner af israelitter der har tilpasset sig den jødiske civilisation, kan jødedommen end ikke kaldes en kultur: den er en diffus sensibilitet af ideer og erindringer, skikke og følelser, en solidaritet med de jøder, der er blevet forfulgt, fordi de var jøder. Men denne sensibilitet, denne kultur, denne religion opfattes udefra som en højst særegen størrelse, der kun vanskeligt lader sig klassificere. Nationalitet eller religion? En forstenet civilisation, der har overlevet sig selv, eller kimen til en bedre verden? Israels mysterium! Dette problem afspejler en enestående tilstedeværelse i historien. Jødedommen er kilden til de store monoteistiske religioner, der har haft lige så stor betydning for den moderne verden som det antikke Rom og Grækenland. Men bortset fra således at have ydet et væsentligt bidrag i form af begreber og bøger, er jødedommen en levende del af nutiden takket være de mænd og kvinder, der har været [s. 13] pionerer på væsentlige områder eller ofre for historiens omvæltninger, og som i ubrudt linie viser tilbage til folket i den Hellige historie. Forsøget på at skabe en stat i Palæstina, og på at genvinde fortidens skabende, universelle inspiration, er utænkelig uden Bibelen. Men risikerer jødedommens enestående væsen - nedfældet i kvadratiske bogstaver [den hebraiske skrift, B. T.], som kaster lys over levende ansigter, og både er gammel lærdom og nutidshistorie - ikke at fremme et mytisk billede af en åndelig strømning, der kan gøres til genstand for analyse? Den objektive videnskab - sociologien, historien, filologien - forsøger at gøre undtagelsen til reglen, og de vesteuropæiske jøder har selv været foregangsmænd for denne forskning. Spinozas Tractatus theologico politicus indledte i slutningen af det 17. århundrede en kritisk læsning af Skrifterne. Og grundlæggerne af den berømte "videnskab om jødedommen" (Wissenschaft des Judentums) i Tyskland i begyndelsen af det 19. århundrede ændrede fuldstændigt opfattelsen af de Hellige skrifter ved at tolke dem som rene dokumenter. Paradokset ved en enestående skæbne og en absolut lære kunne nemt rummes i videnskabelige kategorier, der var skabt til at beskrive en hvilken som helst åndelig virkelighed eller menneskelig særegenhed. Alt kan årsagsforklares; men ved således at fremhæve de forskellige påvirkninger, jødedommen har undergået, og ved metodisk at undersøge og afdække dem, forsvinder en hel del af jødedommens originalitet. Det er muligt, at den således bliver mere bevidst om, hvad den har optaget udefra, men den mister lidt efter lidt troen på sin egen sandhed. Man må altså spørge sig selv, om en videnskabelig tematisering af en åndelig strømning giver indsigt i dennes egentlige omfang og betydning. Åbner visdommen sit indre eller afslører den sin hemmelighed, hvis den ikke har styrke til at klinge som budskab eller kalde som kald? Selvom den jødiske bevidsthed har overlevet i meget for [s. 14] skellige former og på forskellige niveauer, genfinder den sin enhed og egenart i krisestunder, når en sjælden forening af tekster og mennesker. - som ofte end ikke kender det sprog, disse tekster er skrevet på - realiseres i offeret og forfølgelsen. Mindet om disse krisestunder giver de roligere perioder indhold. I disse usædvanlige øjeblikke mister den klarsynede videnskab om jødedommen, der reducerer Åbenbaringens mirakel eller nationens væsen til en række påvirkninger, sin åndelige betydning. I stedet for den unikke kildes mirakel stråler vidunderet ved det fælles sammenløb. Det høres som en stemme, der kalder fra dybder af konvergerende tekster, og som virker ind på en sensibilitet og tænkning, som ventede dets komme. Men hvad siger Israels stemme, og hvordan kan den omformuleres til nogle enkelte sætninger? Måske siger den intet andet end monoteismen, som den jødiske bibel har ført menneskeheden ind i. Man kan vige tilbage over for denne alt for gamle sandhed eller meget tvivlsomme prætention. Men ordet "monoteisme" angiver en række betydninger, hvorfra det Guddommelige, hinsides enhver teologi eller dogmatik, kaster sin skygge over Barbariets ørken: at følge det Allerhøjeste; kun at være tro mod det Ene; at være mistroisk over for den myte, der bekræfter det fuldbyrdede, sædvanens eller jordens bånd, eller den machiavellistiske stat og dennes statsræson; at følge det Allerhøjeste; intet er højere end at nærme sig næsten; end bekymringen for "enken, den faderløse, den fremmede og den fattiges" skæbne; at nærme sig med "hænderne tomme" er det samme som ikke at nærme sig; det er her på jorden, mellem menneskene, at åndens eventyr folder sig ud; det er traumet fra min trældom i Ægypten, der udgør selve min menneskelighed - det som umiddelbart forbinder mig med alle proletarer, alle ulykkelige, alle forfulgte her på jorden; selve min egenart findes i ansvaret for det andet menneske: jeg kan ikke overgive dette ansvar til nogen [s. 15] anden, ligesom jeg ikke kan overgive min død til en anden; herfra stammer forestillingen om et menneske, der har mulighed for frelse uden at synke hen i frelsens egoisme; mennesket er således en uundværlig del af Guds plan, eller, mere præcist, mennesket er intet andet end den guddommelige plan i væren; herfra stammer ligeledes ideen om at være udvalgt, der kan blive til hovmod, men som oprindeligt udtrykker bevidstheden om en uafvendelig stævning, som etikken lever af, og som gør, at det mål, der stræbes efter, indbefatter ensomheden og tilsidesættelsen af den, der tager ansvar; mennesket kaldes til regnskab i dommen og retfærdigheden, som anerkender dette ansvar - barmhjertigheden kan mildne Lovens ubøjelighed uden at sætte den ud af kraft; mennesket kan det, som det skal: det kan overvinde historiens fjendtlige kræfter ved at realisere det messianske rige, retfærdighedens rige, som profeterne har bebudet; og denne venten på Messias er selve tidens forløb. En ekstrem humanisme, der har sit udspring i en Gud, der forlanger meget af mennesket. Efter manges mening alt for meget ! Måske er det i de ritualer, der styrer dagligdagen i den fromme jødes liv - eller måske i Lovens berømte åg, der af fromme sjæle opfattes som en fryd - at man finder de mest karakteristiske træk ved den jødiske eksistens: Disse ritualer har ikke forandret sig gennem tiderne. Jøden gennemlever sin eksistens, der er noget af det mest naturlige, Rå afstand af naturen. Men måske, således, i nærheden af det Allerhøjeste." (DL, 42-45) med efterfølgende kommentar af Taureck s. 15-17 |