En passage er en gennemgang ...
Det en sti eller et stræde der forbinder to større færdselsårer. Andre steder beskriver ordet et sted hvor man
kan passere en barriere eller hindring, for eksempel et bjergpas, et
vadested over et vandløb eller lignende. Passage kan også bruges om et
stykke af et musiknummer eller en film, for eksempel et mellemspil uden
omkvæd mellem to vers i en sang eller en filmscene der er lagt ind i
filmforløbet uden direkte at forbinde det foregående forløb med det
efterfølgende. - Walter Benjamin opfattede passagen som en ny
slags gadeliv i storbyen Paris i årene før 1. verdenskrig. Den gav nyt rum
for 'flanør-kulturen' (at strejfe omkring og iagttage grupper og personer
der passerer forbi). Det nye slags rum var behageligt overdækkede
byarealer, der var trukket bort fra boulevarderne og det dårlige vejr.
Passagerne skabte basis for nye slags butikker, cafeer, mødesteder og
teatre. (wiki) |
Kitajs maleri virker kaotisk. Som en ophobning der stiger og stiger fra
højre mod venstre. Vi må søge rundt i billedet for at finde en forankring.
Blikket sendes på hvileløs rundtur.
Kitaj
skildrer byen og cafeen som et alt andet end hyggeligt sted. Uden for
ophobningen af personer ses i højre side en ensom skikkelse gående bort.
Vi ser ham kun som silhuet i halv figur. Det er vandringsmanden,
flanøren, der forsvinder. Tilbage ses personer uden øjenkontakt. En person
med høj pande, sort hår og briller - typen på en intellektuel - sidder
isoleret og dog omgivet af mennesker. Til højre for ham, men i baggrunden
ses en butiksfront med smadrede vinduer - en henvisning til
"Krystalnatten" i Tyskland 8-9. november 1938, hvor det nazistiske regime
foranstaltede en voldsom forfølgelse og ødelæggelse af jødernes liv og
ejendom. Walter Benjamin flygtede ud af Tyskland og senere af Frankrig.
Han begik selvmord, da det syntes umuligt for ham af komme ud af Europa på
flugt fra nazisterne
(Elias O. T. Lund)
Gina Maranto skriver: Kitaj's
people are almost always pictured at a critical juncture in a drama - as
they steal a kiss, carry out an execution, commit a murder, die, dance,
dispute - and our having caught them in flagrante, as it were, serves to
qualify their "other" lives outside the frame of the picture. Even when
appearing singly, Kitaj's figures are never really alone. Like any
habitual cafe-goer, like that boulevardier and flaneur he so frequently
quotes and portrays, the essayist Walter Benjamin, Kitaj sees that there
is, finally, no inside and outside, no private and public, only an
indissoluble continuum. In this sense, Kitaj's paintings imply a final
judgment: he seems (without himself engaging in condemnation of others) to
remind us that all our acts are written in the book of life, there to be
read by eyes apart from our own. (Maranto) |