|
Jerichau
oplevede d. 14. juli 1916 i Paris sammen med kunstnervennen Axel Salto.
Salto skildrer sin stemning således: "Der fulgte troppeafdelinger fra
alle nationer, der deltog på vestfronten... Nu en lille pause, men så
skyller jublen over sine bredder, for der kommer de, heltene fra Verdun,
trætte og møgbeskidte lige fra løbegraven. I spidsen officeren, drengen
fra St. Cyr, fin og spædlemmet som Jeanne d'Arc, med hilsende kårde mod
balkonerne (...) vi måtte give vort bifald med, henrevne af øjeblikkets
usigelige stolthed." (Axel Salto, citeret i Jerichau s. 134)
Salto var måske medrevet af nationalismen og den heroiske
dyrkelse og den kvindeligt virkende drenge-officer, 'fin og spædlemmet som
Jeanne d'Arc'.
 Men Jerichau så langt mørkere på det. Han var i en personlig krise med kærestesorg og frygt for ikke at slå til som kunstner.
Var han også anfægtet på sit køns vegne? Gennem en serie af malerier
med fællestitlen 'Mennesker søger varsler' skildrede han ekstatiske
grupper af mennesker samlet under en bred rundbue, alle var de nøgne, og
alle var de feminine i deres bevægelser som den røde dansende figur i
Haecuba-billedet. Han bruger også fugle som symboler på varselstagning.
I et brev til moderen benyttede Jerichau fuglemotivet således: 'Fuglen den store / Dødsfugl vil åbne sine Vinger - og Du
/
vil høre dens Sus.'
(Jerichau s. 134) Hans fugle-varsels-billeder og
Haecuba-billedet viser hans tvivl om krigen som den store renselse af kulturen.
Det var der andre der troede på. Men for Jerichau greb
det ødelæggende ind i hans tro på, at der kunne skabes en sammenhæng mellem
kunst og det liv, han gerne ville leve - med et andet syn på sin
mandlige identitet.
Billede: Jens Adolf Jerichau: Haecuba (1916)
|
