Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Kafka, Matisse og livsglæden

    Det forekommer som to uforenelige verdener at sætte Kafka sammen med sex, i hvert fald når man læser Foran Loven.  Men mandlig og kvindelig seksualitet er presserende problemer i Kafkas verden. Forholdene til kvinder, som han i korte perioder knyttede sig til vidner om dette. Men det er ikke den sorgløshed, som vi finder i Matisse's værker, der falder i tankerne hos Kafka. Driverlivet i "Joie de Vivre" er ikke Kafkas liv. Og det maleriske udtryk - overgangen fra den stramme kontur, der holder sammen på formerne i naturen til det flydende, abstrakte og musikalske udtryk - er bestemt heller ikke Kafkas udtryk. Hans mål var med en næsten saglig realismes udtryk at skabe usikkerhed om hvad der var virkeligt og at stille spørgsmål om retten til at være her.

At moderne tyske jøder foragtede østjøderne, dét lærte Kafka af sin fader. De anså yiddish som et kvindesprog. Men jøderne som en stor gruppe, blev af den ikke-jødiske omverden betragtet som svage og ubeslutsomme og illoyale, som ikke ordentlige mænd, som tøsedrenge. Kafka reflekterer over disse anklager i sin allegoriske fortælling, sin midrash, om Manden fra Landet. Han er ubeslutsom.  Han opfordres til at bruge bestikkelse. Hans modpart skildres som ubestikkelig. Han er inde i sig selv uden kontakt med naturen, med kroppen. Han opretholder livet, men udfolder livet med sin krop. Han er alt for fokuseret på sit ene mål, at komme forbi denne dørvogter. Han har ingen poesi og erotiske udflugter.

Matisse tager i sit maleri Joie de Vivre et klassisk motiv op. Mænd og kvinder i den frie natur. En drømmeverden langt fra den moderne virkelighed. En slags paradisisk tilværelse, hvor der ikke er skarpe skel mellem de to køn. Også formmæssigt viser han drømmen, idet han lader de enkelte former være adskilt som farveflader, der snart flyder ind i hinanden og snart adskilles ved selvstændige bøjende, rytmisk forløbende linjer.