Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
..et lysskær, der uudslukkeligt bryder frem ...
Men i mørket formår han nu at erkende et lysskær, der uudslukkeligt bryder frem gennem lovens dør. Nu har han ikke lang tid at leve i. Før hans død slutter alle de erfaringer, han har gjort i alle disse år, sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu ikke har stillet dørvogteren.
Gud bidrog med ånden, sjælen, skønheden, kroppens evne til at bevæge sig, øjets evne til at se, ørets evne til at høre, ansigtets udstråling og evnen til at forstå og danne mening. Men øjets evne til at se og bevidsthedens indsigt lod Kafka, Guds modstander, forsvinder fra Manden - det havde han magt til med sin pen. Manden er dømt til at være "hin enkelte" og han har intet at give videre til en ny generation. Han har forspildt chancen ved ikke at realisere sin pligt til at stifte familie og sætte børn i verden.
Kafka tillader et svagt håb om "noget uudslukkeligt". Er Manden her ved livsafslutningen bedre i stand til at erkende lovens kilde? Er han, nu han er blevet berøvet sanserne og har gennemlevet sine protester og alt det brok, han kunne præstere mod dagligdagens fortrædeligheder, bedre i stand til at se det væsentlige?
Hos Kafka er det oprindelige håb om en bedre verden tabt. Men han havde en fornemmelse af at den jødiske verden i Østeuropa, som han var udrundet af, skjulte nogle værdier, som han var blevet holdt borte fra. Det er ydmygelsen. Kafka søger religionserstatning ved at skrive. Hans hyperrealistiske og tørre detaljering afholder mig fra at kalde det en bøn.