Kafka: Foran Loven - en kæde af essays af Elias Ole Tetens Lund
Jødeskolen - en refleksion over antisemitismen
Kitaj, 1980: THE JEWISH SCHOOL (Drawing a Golem) 1980
Kitaj skriver om sit billede: Jeg faldt over en karikatur fra 1800-tallets Tyskland med titlen: Jødeskolen af G.E. Opitz.
Den danner grundlag for mit maleri, siger Kitaj: "Det originale billede havde til hensigt at vise det typiske kaos i en jødisk skolestue, hvor den ulykkelige rabbi ikke kan skabe orden. Hensigten skulle angiveligt være at gøre det anskueligt for pæne ariske tyskere hvor farlig en smitte de fremmede østjøder udgjorde i deres midte" [...]
"Læreren frygter, at han ikke kan frelse børnene; han har erindringen om antisemitiske smædekampagner (blækhuset der spilder blod hentyder til beskyldninger mod jøderne for at bruge kristne børns blod til deres ritualer). Et af børnene vil bekæmpe sin skæbne - og måske undgå den - ved at rende sit hoved mod en mur (efter et ordsprog hos Breughel)."
"Drengen i midten repræsenterer den utrolige tradition for jødisk lærdom, som vil overleve selv hvis drengen måske ikke gør det. Det tredje barn vil gerne være frigjort som kunstner og tegner en Golem på tavlen [...] Golem begynder at blive levende, men ikke i tide fordi maleriet ophører på dette tidspunkt[...] Billedet leder tanken hen på Freuds påskedrøm, hvor han i drømmen finder sig selv som vidne til, at børnene føres ud af byen for at blive reddet. En tolkning af den væltede krukke på katederet, som Kitaj ikke selv nævner, handler om kyklopens øje, der i Freuds drømmetydning
er symbol på enøjethed og ensidighed. Lærerens opgave er at kæmpe mod ensidigheden."