Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
 

Sigmund Freuds påskedrøm: Min søn den nærsynede, den enøjede.  

Freud fornægtede drømmes karakter af profeti om fremtiden; men hans såkaldte påskedrøm, har givet forskerne anledning til at stille spørgsmålet: handler den ikke netop om den frygt han personligt nærede for fremtiden? Var den ikke også en advarsel for ham som føjede sig til hans oplevelse af et teaterstykke aftenen forud for drømmen. Skuespillet 'Das neue Ghetto' var skrevet af  Theodor Herzl, den senere grundlægger af zionismen, i en periode af hans liv, hvor han var blevet voldsomt foruroliget over antisemitismen i Frankrig (Dreyfuss-affæren). Forestillingen fik øjensynlig en betydning for den drøm, som Freud har underkastet en indgående tydning. Drømmen ligesom skuespillet handlede om udfrielsen af jøderne fra en betydelig fare:

"Som følge af nogle begivenheder, der skete i byen Rom, var det blevet nødvendigt at bringe børnene i  sikkerhed, og dette blev gjort. Scenen forløb foran en port med dobbelte døre i den gamle stil (Porta Romana i Siena, som jeg blev klar over i løbet af selve drømmen). Jeg sad på kanten af en brønd og var dybt nedslået og næsten i tårer. En kvindelig skikkelse - en tjener eller nonne - bragte to drenge ud og overgav dem til deres fader, som ikke var mig. Den ældste af de to, var tydeligvis min ældste søn. Jeg så ikke den andens ansigt. Kvinden, der bragte drengen ud bad ham om at kysse hende farvel. Hun var bemærkelsesværdig ved at have en rød næse. Drengen afslog at kysse hende, men, idet han strakte sin hånd frem til farvel, sagde han 'AUF GESERES'  til hende og derefter sagde han 'AUF UNGESERES' til os begge (eller til en af os). Jeg havde en fornemmelse af, at de sidste ord markerede noget han foretrak."  (Freud's Dream of Interpretation by Ken Frieden p. 121,  min oversættelse) 

Freud er meget berørt over den voksende antisemitisme og det, som i den politiske jargon kaldtes 'jødeproblemet'. Han troede ikke på en løsning gennem udvandring fra Europa. Hans ideal var den europæiske klassiske dannelse, og det viste sig ved, at han så at sige udskiftede Jerusalem med Rom som ideal:  Daniel Boyarin fremhæver Freuds brug af den hebraiske bibeltekst: Sætningen  'Jeg sad på kanten af en brønd og var dybt nedslået og næsten i tårer' - er en parallel til Salme 137: 'Ved Babylons floder der sad vi og græd da vi huskede på Zion'. Verset refererer til eksilet fra Jerusalem. Men Jerusalem er blevet udskiftet med Rom i Freuds ønskedrømme. Babylons floder er blevet til brønden i Siena ved Porta Romana, den byport, der åbnede vejen til Rom. Boyarin omsætter Freuds tekst: Ved Sienas vande der sad vi og græd, da vi huskede på Roma. Det er Rom, der er blevet til genstanden for ønskedrømmen. Dette kæder Boyarin sammen med Freuds ønske om at børnenes uddannelse skulle gøre dem i stand til frit at krydse grænser - til at vende tilbage til Rom. Rom er sædet for undertrykkelsen af jødedommen og samtidigt symbolet på den klassiske dannelse. Redningen af jøderne vil blive en realitet, når de ikke længere er til at skelne fra ikke-jøderne (de rødnæsede). (p. 224)

Freud sammenblander den kristne og den jødiske version af redningen af børnene gennem flugt og ved at krydse grænser. I det ene tilfælde israelitternes flugt fra Ægypten - i det andet tilfælde Josef og Marias flugt til Ægypten. (p. 225) GESERES har en dobbelt betydning:  Hebraisk  goiser: at give ordre om noget ondt: Faraos ordre om at de israelitiske drenge skulle slås ihjel og Herodes' ordre om barnemordet i Betlehem. 2) Yiddish goiser: at græde. (p. 225) Jeg tolker det således:  Drengen siger til kvinden 'AUF GESERES'  - en hilsen, der henviser til truslen om det onde og den efterfølgende redning. Børnene bringes ud af Rom by. Konkret handler det om Freuds personlige oplevelse af den antisemitiske bølge i samtiden. Ingen kunne forudsige dens voldsomhed i det 20. århundrede.  Herzl og Freud forenes i ønsket om, at børnene uddannes så de er i stand til at overskride grænserne mellem lande og kulturer. De er fælles om, at jødernes problemer skulle løses ved assimilation. Det er først senere, at Herzl beslutter sig for en zionistisk udvandring til Palæstina.
 The Jewish School (Drawing a Golem) af R. B. Kitaj, 1980    Allegori på Øresund 1622 af Isaac Isaacsz
R.B.Kitaj har i maleriet Jødeskolen lignende tanker. Læreren frygter, at han ikke kan frelse børnene - her er vist et udsnit af billedet. Læreren sidder bag katederet - kun med ansigtet synligt. Foran ham ligger en væltet krukke, med en væske flydende ud. I europæisk barokmaleri er hældende krukker, der flyder over med vand, allegori på floder og farvande, der omkranser kongeriger. Her er det en mørk væske, der flyder ud - et symbol på en anden slags floder - floder af blæk, der fastholder de hellige skrifter til pergament og papir, det jødiske folks erstatning for et fædreland.    Åbningen med den flydende væske kan dog også lede tanken hen på kyklopens øje, der i Freuds drømmetydning er symbol på enøjethed og ensidighed. Lærerens opgave er at kæmpe mod ensidighed og enøjethed. Børnene skal uddannes, så de vil være i stand til at overskride grænser - og bevare evnen til at læse farerne, de vil møde i verden.

Hvor mødes Kafkas og Freuds tekster?  At sidde ved porten, den passive venten, kontemplationen. Ønsket om at overskride grænsen og nå frem til objektet for længslen.  Men Kafkas tekst giver ikke noget løfte om den klassiske dannelse eller om assimilation og en bliven som de andre. Manden i Kafkas fortælling taler om noget, som alle andre tænker, han repræsenterer den udannede. Hos Kafka er der kun to personer - manden fra landet og dørvogteren - begge mænd. De befinder sig foran porten, men der er ikke nogen andre personer - ikke nogen børn, der skal reddes ud af byen.

Kafka levner ikke noget håb for den enkelte i det europæiske slot; mandens længsel er rettet mod eksistensens grunde. Han har valget: at tage mod til sig, at gå forbi dørvogteren og at tage ansvaret og risikoen på sig. Men bragt ind i sammenhæng med romanen Processen vendes fortællingen til en indledning til Loven. Kafkas fortælling  gav ikke nogen løsning på  problemet. Dørvogteren var ikke virkelig interesseret.  Josef K. i Processen fik den besked, at  "retten ikke ønsker noget af dig. Den tager imod dig, når du kommer, og den slipper dig når du går."  Ligegyldigheden fra dem, der skulle varetage skelnen mellem det gode og det onde, var den virkelige ydmygelse af Josef K.