Kafka: Foran Loven - en kæde af essays af Elias Ole Tetens Lund
Det personlige vilkår - fremmedhed
Døren var bestemt kun for dig, siger dørvogteren. Nu går jeg hen og lukker den.
Sådan lyder Kafkas sparsomme ord. Der er ingen forklaring. Manden fra Landet har måske fået hvad han fortjente. Han stillede ikke krav. Han tog jo ikke ansvar ved at gå ind igennem porten. Han fik ikke andet ud af sin vogter, end det han selv forventede. Han endte i selvskabt isolation. Kafka fuldbyrdede kun billedet ved at fjerne alle tegn på en omverden for Manden fra Landet. Han havde ikke bragt sine sange med sig. Han var parat til at smide alt dette over bord, at lade sig assimilere - i stedet for at komme og befrugte det, der var at finde inden for porten.
Kan den enkelte være andet end fremmed, når der ikke kommer noget andet ud af den anden end det der er i én selv? Det er jo hvad manden får ud af at knytte sig så stærkt til sin dørvogter. Er konsekvensen heraf at gudsforholdet udelukkende er et krav til den enkelte og ikke et kollektivt projekt? Er det den gyldige konsekvens af den tankegang, som Kafka skildrer ?
Jeg tror, at det er en absurd konsekvens, når hele Kafkas verden skal tages med i betragtning. Hans interesse for den jødiske kultur og hans fordybelse i den jiddishe symbolverden taget i betragtning. Men hans budskab er, at det enkelte menneske er isoleret i den moderne verden - derimod ikke, at det bør være sådan.