 Alfelt arbejder med linjen som den konstante form - men en linje som
snart opstår ved skrivning, snart ved fravær af farve og snart ved mødet
mellem flader, der kæmper imod hinanden. Det er en stejl skrift, der skriver
strid og stræben op mod den kolde måneskive, men bort fra mørket - og dog
spirer nogle livstegn frem i et lille felt med varme jordfarver i kontrast
til de dødelige violette farver i spidserne.
Kafka:
"i mørket
formår han nu at erkende et lysskær,
der uudslukkeligt bryder frem gennem
lovens dør." Nu har han ikke lang tid at
leve i.
Før hans død slutter alle de erfaringer, han har gjort i alle
disse år,
sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu
ikke har stillet dørvogteren."
Alfelt: Emnet stiller krav til stramhed; formatet er nær kvadratisk . Krystallinsk
poesi? Kunne være, men motivet
fortsætter, er et landskab langt forbi kvadratets kvælertag. Weltuntergang. Per Kirkeby giver himlen med de byzantinske bjergformationer; men Alfelt har
den tomme himmel med den blege måne. Spidserne står i kø. De er fremmede, i eksil med uhjemlige farver. De kan ikke være billeder på noget,
ikke knive, ikke træer. Men de er større end skoven, og de styrter omkuld og retter sig op og ved ikke, hvor de skal finde hvile. De retter sig
mod det blege udeltagende himmellegeme.
Kafka: "K. vidste nu
præcis, at det ville være hans pligt selv at gribe kniven, da den svævede over ham fra hånd til hånd, og bore den i sig. . Men han gjorde det
ikke, derimod drejede han sin endnu frie hals og så sig om (...) Hans blik faldt på den øverste etage i det hus, som grænsede op til stenbruddet.
Som et lys glimter frem, sådan fór fløjene på et vindue dér fra hinanden, et menneske, svagt og tyndt i det fjerne og høje, bøjede sig med et ryk
langt frem og strakte armene endnu længere ud. Hvem var det? En ven? Et godt menneske? En, som tog del? ...." (Processen,
dansk s. 243) Alfelt:
Det er umuligt at skabe et billede af bønfaldelse, af lidelse, efter det vi er gået i gennem. |
