Foran loven står der en dørvogter. Til denne dørvogter kommer en mand fra
landet og beder om
adgang til loven. Men dørvogteren siger, at han ikke kan give ham tilladelse til
at træde ind nu. Manden tænker sig om og spørger så, om han da vil få lov til at
træde ind senere. "Det er muligt," siger dørvogteren, "bare ikke nu". Da lovens port står åben som altid
og dørvogteren træder til side, bukker manden sig for at se, hvad der er
indenfor. Da dørvogteren bemærker det, ler han og siger: "Hvis det sådan drager
dig, så forsøg dog at gå ind på trods af mit forbud. Men mærk dig: jeg er
mægtig. Og jeg er kun den underste dørvogter; fra sal til sal står der
dørvogtere, den ene mægtigere end den anden. Allerede den tredje kan ikke engang
jeg tåle synet af." Sådanne vanskeligheder har manden fra landet ikke ventet;
loven må dog til enhver tid være tilgængelig for alle, tænker han, men da han nu
ser nærmere på den pelsklædte dørvogter, hans store spidse næse, det lange tynde
sorte tatarskæg, beslutter han sig alligevel til at vente, indtil han får
indgangstilladelsen. Dørvogteren giver ham en skammel
og lader ham tage plads lidt skråt for døren. Der sidder han i dagevis,
i årevis. Han gør mange forsøg på at blive lukket ind og trætter dørvogteren med
sine bønner. Dørvogteren anstiller hyppigt småforhør, udspørger ham om
hans hjemstavn og om meget andet, men det er lutter udeltagende spørgsmål,
sådan som store herrer stiller dem, og han ender altid med at sige, at han ikke kan
lade ham komme ind endnu. Manden, der har udrustet sig godt til rejsen, anvender
alt, hvor kostbart det end måtte være, for at
bestikke dørvogteren. Denne
modtager ganske vist det hele, men siger samtidig: "Jeg tager kun imod det, for
at du ikke skal tro at have ladet nogen mulighed uforsøgt." I de mange år
iagttager manden næsten uafbrudt dørvogteren. Han glemmer de andre dørvogtere,
og denne første forekommer ham at være den eneste hindring for hans adgang til
loven. Han forbander det ulyksalige tilfælde, i de første år højt og
hensynsløst, senere, efterhånden som han bliver gammel, nøjes han med at brumme
frem for sig. Han begynder at gå i barndom, og da han i sit årelange studium af
dørvogteren også har fået blik for lopperne i hans pelskrave, beder han nu
også disse dyr hjælpe til med at formilde dørvogteren. Til sidst svækkes hans
syn, og han ved ikke, om det virkelig bliver mørkere om ham, eller om det kun er
hans øjne, der bedrager ham. Men i mørket formår han nu at erkende et lysskær,
der uudslukkeligt
bryder frem gennem lovens dør. Nu har han ikke
lang tid at leve i. Før hans død slutter alle de erfaringer, han har gjort i
alle disse år, sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu
ikke har stillet dørvogteren. Han gør tegn til ham, da han ikke mere formår at
rette sin stivnede krop op. Dørvogteren må bøje sig dybt ned til ham, thi
størrelsesforskellen har i høj grad ændret sig i mandens disfavør. "Hvad vil du
have at vide?" spørger dørvogteren, "du er umættelig." "Alle stræber dog
efter loven," siger manden, "hvordan kan det da være, at jeg er den eneste, der
har bedt om adgang i alle disse år?" Dørvogteren konstaterer, at det snart
er ude med manden, og for endnu at nå hans svigtende hørelse, brøler han ind i
øret på ham: "Der er ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne
indgang var kun bestemt for dig.
Nu går jeg hen og lukker den." |