Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Manden fra landet
"En mand fra landet"
er ensbetydende med én, der ikke studerer Loven. |
Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Manden fra landet
"En mand fra landet" er ensbetydende med én, der ikke studerer Loven.
Kafka befandt sig i en verden fyldt op med jødiske begreber og metaforer. I den sammenhæng betyder Loven den jødiske lov, Torah, det er de fem Mosebøger. De danner grundlaget for halacha og aggadah. Det er retsgrundlaget og handlingsgrundlaget for hvad man traditionelt har betragtet som jødedom.
Det er vigtigt at erkende for mig, hvad problemet var med denne ulærde, eller måske snarere uforberedte mand. Han lever i Europa og er et produkt af den stadige udveksling og konfrontation mellem kristendom og jødedom, hvor kirkens antijudaisme er med til at definere, hvad der er kendetegn for det europæiske. Det var et kapløb om arveretten. Jøderne byggede på Tanach, Den hebraiske Bibel med Loven, Profeterne og Skrifterne og på Talmud, dvs. en række traktater og kommentarer til Den hebraiske Bibel. Forholdet mellem jøderne og den europæiske kristne kirke var tynget af historiske og teologiske modsætninger. Den kristne redaktion af Bibelen skelnede mellem det gamle og det nye testamente. Det rummede en teologisk påstand om, at jøderne var blevet frataget pagten med Gud. Pavestolen smykkede sig med nøglen som symbol. Den kristne kirke skulle være den nye vogter af adgangen til verdensherskeren. Den katolske kirke kom i splid med den ortodokse, og senere blev reformationen i Nordeuropa et synligt tegn på kirkens splittelse. Der var ikke plads til en anerkendelse af jødedommen som en ligeværdig tro. Kirken mente, at jøderne ikke nåede frem til at forstå det indre af loven. Kafka lader en præst sige således til Josef K.:
Man siger, at han [dørvogteren] ikke kender det indre af loven, men kun den vej, som han hele tiden skal skridte af foran indgangen. De forestillinger, han har om det indre, anses for barnlige, og man antager, at han selv er bange for det, som han vil gøre manden bange for...(Processen s. .233)
Kafkas lader hovedpersonen fremstå som et isoleret individ. Det er en helt anden problemstilling end den fremmedgørelse, som Karl Marx udviklede som begreb i sin kritik af kapitalismen. Det isolerede individ hos Kafka er mere beslægtet med ideen hos den danske filosof Søren Kierkegaard, der opfattede mennesket som "hin enkelte", der måtte elske Gud forud for sin Næste. Men netop her viser sig forskellene mellem kristendom og jødedom. Det isolerede individ, "hin enkelte" er uforståelig i jødedommen. Den enkelte, der ønsker at forstå sig selv som jøde, er forbundet med andre mennesker gennem fælles historie, et fælles grundlag af fortællinger, en fælles forpligtelse om at gøre verden til et bedre sted. Og måske forvirrende: der er ikke konsensus om, hvordan dette skal opnås; der er ikke en på forhånd givet opskrift. Alle har modtaget et begreb om retfærdighed og en forestilling om en messiansk tilstand. Måske et utopisk samfund, hvor krigens redskaber smedes om til bondens fredelige plovskær og gartnerens podekniv - de allegoriske billeder på freden. Manden i Kafkas fortælling havde ikke stillet krav om retfærdighed. Hvorfor?