Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Håbet om et fællesskab
Jødedommen har i løbet af sin historie .. gennem flere årtusinder udviklet en etik baseret på en dyb ærbødighed overfor liv, og som understreger respekten overfor den "anden" og omsorgen for det konkrete indhold af udvalgtheden - Ret og retfærdighed er forankrede i befalinger : moralske og rituelle påbud, som opnår sin værdi for det jødiske menneskes adfærd og opnår status i dets bevidsthed uden at forbindes med en øvrighedsmagt og magtudøvelse ( Lars Dencik s. 42)
Det er nok værd at overveje, hvor stor afstanden er mellem Dencik's opfattelse og Brandes' og Bubers tidligere omtalte retfærdighedsopfattelser. Forskellen går på spørgsmålet om forankringen: Handler det om befalinger eller om en personligt erhvervet sandhed? Forskellen kan synes meget stor, men i begge tilfælde handler det om den enkeltes ansvar og at det ikke er muligt, at begrunde retfærdigheden med øvrighedens påbud.
Over for disse ideer, som peger hen på den enkelte, vil jeg fremhæve de ideer, som Joachim Israel er fremkommet med i sin bog om Martin Buber. Forfatteren benytter Buber som fortaler for en kollektiv oplevelse af ret og retfærdighed gennem to forskellige bestræbelser:
" Den ene er restaurerende, rettet mod genoprettelsen af en fortidig idealtilstand, en tabt guldalder, en splittet paradisisk harmoni ... den anden er en utopisk indstilling, en stræben hen mod en radikal ny fremtid, en tilstand som aldrig før har eksisteret ."(Joachim Israel s. 63 )
Joachim Israel konkluderer, at ordet tikkun udtrykker disse to tendenser, som er dybt forbundne med hinanden. Og for ham er der ikke tvivl: det handler i sidste ende om politiske ideer. Der er meget forskellige udgangspunkter for Joachim Israel og Lasse Dencik. Af den dobbelte bevidsthed om genoprettelsen og utopien udkrystalliseres ifølge Joachim Israel den messianske ide. For mig at se peger Dencik på det personlige ansvar. Som han siger: i det postmoderne samfund.