Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Kirke og Synagoge - et symbol på Europas indre konflikt
Domkirken i Processen er symbolet på Europa. Josef K havde forberedt sig meget grundigt på at vise den italienske handelsmand rundt i byen for at vise ham seværdigheder. På domkirkeportalen i Strasbourg ses allegoriske figurer af Kirken og Synagogen, Kirken som en fri, kronet kvinde med kors og alterkalk - mens Synagogen skildres allegorisk som en kvinde med bind for øjnene, med en brudt lanse og armen hængende slapt ned med lovens tavle mellem fingrene lige før hun taber den. Den samme ikonografi er udbredt over hele Europa.
Det var en måde at brande Kirken på, så alle og enhver kunne vide hvad de havde at rette ind efter. Det var måske denne leksikalske lærdom Josef K havde forberedt sig på som guide for den italienske forbindelse. Josef K var meget pligtopfyldende og har tænkt:Hvad mon en italiener gerne vil høre? Og Josef K valgte et symbol på respekten for Rom - skønt italieneren talte en uforståelig syditaliensk dialekt ( Processen s.215) Det er morsomt at bemærke, hvordan Kafka har flettet ind, at Josef K's chef også talte den samme syditalienske dialekt med gæsten. På Kafkas tid i 1915 var Italien en splinterny stat (1860) Hæren var statens stolthed og det sted, hvor generationer af italienere lærte at tale italiensk. (Thomas Harder: Italien fra Mazzini til Bossi (1997) s. 52-54) Og så viser Kafka med minimale midler, hvordan den europæiske nationale selvforståelse - et sprog - et folk - byggede på en tynd skal.
Pligten og troskaben overfor den foresatte på arbejdspladsen eller i retssystemet var blevet Josef K en byrde, som han ikke kunne befri sig for. Humanismen i den europæiske kultur var den tænkning der accepterede dominansen af en bestemt måde at tænke på: at Jeg intet kan modtage fra den Anden ud over det, som allerede findes i mig.