Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
 

16.   Dørvogterens nedladenhed:

 

Han gør tegn til ham, da han ikke mere formår at rette sin stivnede krop op. Dørvogteren må bøje sig dybt ned til ham, thi størrelsesforskellen har i høj grad ændret sig i mandens disfavør. "Hvad vil du have at vide?" spørger dørvogteren, "du er umættelig." 

 

    Dørvogteren må bøje sig dybt .. størrelsesforholdet har i høj grad ændret sig. Den tidligere så korrekte dørvogter er forvandlet til et monster. Størrelsesforskellen gøres til en målestok for magtforholdet mellem de to, den stående og den liggende, den vertikale over den horisontale. Det er maskuliniteten over det svage køn. Sejrherren over den besejrede. Billedsproget i "Judaea Capta"-mønten.
   Der er pludselig gået mange år, og det er ikke muligt at vende tilbage - og forvandlingen af en sund og stærk mand til en svækket, klagende olding er ligeledes uden mulighed for at vendes om. Men dørvogteren vokser i størrelse og styrke; han er voldsom og irettesættende. Han taler som den skuffede fader.
  "Du er umættelig" - sådan taler man til et barn.  Men det er ikke en måde at opdrage på.    
   Elias Canetti knytter forbindelse mellem Kafkas liv og hans digtning i den lille bog om Kafkas breve til Felice Bauer: Kafka stod i en kamp med faderen om magten. Som forfatter har han ekspertise i magt.    "Skønt han frygter magt under enhver form, skønt det virkelige mål for hans liv er at fjerne sig fra magten i hvilken form den så end dukker op, afslører han den, identificerer den, giver den navn og skaber figurer af den i hvert et tilfælde, hvor andre ville acceptere den som noget ganske almindeligt" (
Kafka's other Trial.  p. 66-67)