Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
Kafka, konflikterne og kærligheden
Birte Kont: kronik Jyllands Posten 21. februar 2004
Skønt de mange måske ikke har læst en eneste linie af Franz Kafka, kender enhver udtrykket: det er helt kafkask!
Hvem har ikke oplevet at stå afmægtig, individ over for instans? Hvem kender ikke til på absurd vis at miste sig selv i sammenstødet med bureaukratiet fra samfundets enorme maskine?
Kafka var en af det 20. århundredes betydeligste forfattere. Som den moderne tilværelses seismograf har han formået at klatre ud over litteraturens virkelighed og ind i vores virkelige virkelighed.
En myte beskriver Kafka som fortvivleren – en verdensbortvendt, kønsforskækket kunstner. Lad mig præsentere et mere nuanceret Kafka-billede, der inddrager Kafkas jødiske herkomst.
Franz Kafka levede 1883-1924. Han voksede op i et assimileret jødisk miljø i Prag og færdedes blandt Pragerkredsens tysksprogede kunstnere og intellektuelle, der talte navne som Einstein, Meyrink og Rilke.
Om dagen gjorde Kafka en betydelig indsats som jurist i forsikringsanstalten for arbejdsulykker. Her kom især hans tekniske ekspertise – sindrigt udtænkte sikkerhedsskærme til beskyttelse af arbejdernes liv og lemmer – mange til gode.
Skrivningen blev henvist til de sene aftentimer, ofte langt ud på natten. ”Dommen”, en af Kafkas kendteste fortællinger blev til over én, lang nat.
Skønt Kafka bad sin nære ven, forfatteren Max Brod, om at brænde sine manuskripter, udgav denne efter hans død de tre store romaner, ”Processen”, ”Amerika” og ”Slottet”, og et større antal fortællinger.
Bortset fra kortere rejser i Europa, et enkelt besøg i Danmark (Marielyst på Falster), ophold på kursteder og sanatorier lever Kafka i Prag. I 1923 flytter han til Berlin med den unge Dora Diamant.
Det er underbelyst i dansk sammenhæng at sætte Kafkas forfatterskab i direkte forbindelse med hans jødiske herkomst. Herjemme har især Villy Sørensens jungianske udlægninger vundet hævd. Det er almindeligt anerkendt, at Kafkas fortællinger er arketypiske. I den forstand kan man sige, at Kafka er universel. Kafka er oversat til mere end 100 sprog.
Kafkas interesse for sin plagsomme baggrund får en uforudset saltvandsindsprøjtning i vinteren 1911-1912, hvor han fascineres af en jiddish teatertrup fra Galicien på gæsteoptræden i Prag. Sammen med Max Brod følger Kafka truppens forstillinger og bliver ven med truppens hovedkraft, skuespilleren Jitzhak Löwy. Herefter kaster Kafka sig over historikeren Heinrich Graetz’ tretten-bindsværk om det jødiske folks historie, ”grådig og lykkelig”, hedder det i dagbogen.
I 1915 introduceres Kafka til den østeuropæiske hassidisme gennem et nært venskab med hassiden Jiri Mordechai Georg Langer, som, da han i 1917 begynder at undervise Kafka i det hebraiske sprog, bliver den første, der hører Kafka tale ”flydende hebraisk”. De to venner besøger sammen en tzadik (åndelig leder). Hassidismen kommer til at sætte sig dybe spor i Kafkas liv og værk.
Hassidiske træk findes f.eks. i Kafkas fortælling, ”En landlæge” (1917) – to år efter mødet med Langer: Landlægen har et omfangsrigt skæg (som en tzadiks), og hans heste er ”ujordiske”. Det er vel heller ikke helt tilfældigt, at Dora Diamant, med hvem det i hans sidste leveår lykkes Kafka at komme fri af forældrene og Prags ”kløer”, netop er af hassidisk afstamning?
I 1919 skriver Franz et brev til sin far, ”Kære far, forstå mig ret…” Brevet er et stykke fornem litteratur i skildringen af, hvordan en søn knuses af sin far, hvordan en åndeligt begavet jødisk søn domineres af sin materialistiske far. Brevet er også et betydeligt dokument, der viser Kafkas opvækstmiljø som et rigidt, partriarkalsk univers med brutale og undertrykkende magtrelationer. Inden for dette foregår en uendelig og nådesløs magtkamp mellem far og søn – en kamp, hvor sønnen altid er skyldig.
Kafka sætter skrivningen højere end det, der ifølge Faderloven er enhver jødisk ung mands pligt: At leve efter Traditionen, få en karriere, stifte familie. Kafka kalder et sted brevet til faderen for et ”advokatkneb”. Det vidner om en ironisk distance til brevets tyngende indhold.
Hvad det kønslige angår, synes Kafka ikke at være mere forskrækket, end tidens moral påbyder: Borgerskabets kvinder opfattes som hævet over driftslivet, hvorfor mændene søger bordellet. Kafka har noteret besøgene som et ”B” i dagbogen. Forlovelserne er et kapitel for sig. To gange forlover han sig med Felice Bauer, og begge gange hæver han forlovelsen. I samme øjeblik bindingen til en kvinde er en realitet, udløses både inspirationen til at skrive og et angstfyldt kaos: En skyldbetonet ambivalens, som må tillægges det konfliktfyldte forhold til faderen. Tuberkulosens udbrud i 1917, som får Kafka til endegyldigt at bryde med Felice, opfatter han selv som et middel til at sikre sin kunstneriske frihed.
En forlovelse med Julie Wohryzek i 1919 er en gentagelse af krisen med Felice og brydes. Herefter skriver Kafka til faderen og forklarer bl.a., hvorfor han må opgive ægteskabet. I livet som i de tidlige fortællinger, ”Dommen” og ”Forvandlingen” (1912), står faderfiguren i vejen for sønnens selvrealisering. Kafka giver brevet til moderen, måske for at meddele sig indirekte til hende. Faderen får aldrig brevet at se.
Af særlig betydning er Milena Jesenská, Kafkas tjekkiske oversætter, til hvem han i 1921 overlader sine dagbøger. Men først med Dora Diamant indtræder – trods fattigdom og kampen mod tuberkulosen – en harmoni mellem skrivning og liv.
Det kafkaske tryllebinder stadig, og Kafka er så aktuel som nogensinde. Igennem 1990’erne blev Kafka spillet på teatret, bl.a. leverede Flemming Enevold på Gladsaxe Teater en gribende Gregor Samsa i ”Messe for et tilfælde”, skabt over den symbolske fortælling, ”Forvandlingen”: Her vågner den unge søn og familieforsørger en morgen og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en kæmpe skarnbasse, et kryb. Gradvist mister Gregor sin sociale position i familien og udstødes til sidst som ”skrabet” på hushjælpens fejebakke.
Udstødelsestemaet findes hos Kafka både i den lille historie og i den store histories politiske og sociale realitet, hvor antisemitismen med Dreyfus-affæren skyller gennem Centraleuropa.
I 1999 udkom et udvalg af Kafkas aforismer, hvor Uffe Hansen i sit forord redegør for de påvirkninger, man her kan spore fra filosofiske og mystisk-jødiske strømninger.
I 2002 dukkede ”Slottet” op i en ny oversættelse af Villy Sørensen. Samme år kom også min egen bog, ”Skyldidentiteten hos Franz Kafka – en moderne jødisk tvivlers livtag med Loven”. I 2003 så en ny tysk murstensbiografi dagens lys, og man kunne besøge en større Kafka-udstilling i Berlin. I efteråret kom en ny, lille bog om Kafkas passion for filmen. I Prag er en Kafka-festival under planlægning til juni i år, 80-året for Kafkas dødsdag. Og just nu arbejder komponisten Poul Ruders på en Kafka-opera, ”Proces Kafka”, som er planlagt til opførelse i det nye operahus ved åbningen i 2005.
I januar i år præsenterede Berglinske Tidende en ny biografi af Kathi Diamant, ”Kafka’s Last Love – The Mystery of Dora Diamant”, om det kærlighedssavn, Kafka med Dora fik opfyldt i sit sidste leveår. Her hedder det bl.a.:
”Dora Diamant opfyldte også et andet savn. Kafka var opdraget i en forholdsvis verdslig familie og havde stort set ingen kontakt med den jødiske religions dybder, selv om han fortvivlet forsøgte at finde dem. Med Dora (…) fik han en lærer i kabbalaen, den middelalderlige jødedoms hemmelighed, og han tog imod den med åbne arme.”
Kafka var som forfatter i høj grad præget af sin tid og sit sted. Af at vokse op netop i Prag og netop omkring begyndelsen af det 20. århundrede betød en femdobbelt isolation:
Kafka var tysksproget i modsætning til sine tjekkiske landsmænd, men tjekkisk i forhold til den tyske kultur i det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Han var som assimileret jøde en uønsket fremmed i et udpræget antisemitisk miljø – og fremmed over for sine jødiske rødder. Og endelig var han isoleret i hjemmet, en helt igennem borgerlig og materialistisk indstillet familie.
Inddragelsen af den jødiske herkomst i forfatterskabet gør ikke Kafka mindre universel. Tværtimod kan spørgsmålet om den kafkaske diaspora-erfaring, landflygtighed og – det indre og ydre – eksil, slet ikke undgå at virke universelle og aktuelle netop nu.